Jacob Hogrebe er en kendt mand blandt kurdere i Aarhus; dels fordi han kan synge et par sange på kurdisk, dels fordi han har været i tyrkisk fængsel. Her hans historie.
Jacob Hogrebe blev født i 1955. Apotekersønnen fra Aars i Himmerland var i 28 år orkesterleder for bandet De Splittergale.
I marts 1984 tog han til Tyrkiet.
Den dengang 29-årige socialpædagog Hogrebe arbejdede til daglig med mange tyrkiske og kurdiske indvandrerbørn i Aarhus. Nu ville han efter eget udsagn ned til Tyrkiet og blive klogere på den kurdiske musik.
”Jeg optog et kassettebånd med ældre damer, der sang på kurdisk, tæt på Bursa i det vestlige Tyrkiet,” fortæller han.
Kurderne der var tilflyttere fra tyrkisk Kurdistan. Dengang var det kurdiske sprog streng forbudt i Tyrkiet.
Hogrebe spiller en kurdisk sang for børn i en landsbyskole
Det var egentlig meningen, at musikeren skulle til Elazig i det kurdiske øst og besøge vennen Hanifi Kayas familie, men det nåede han ikke, fordi han røg i spjældet.
Han kom skam til Elazig – til byens fængsel, hvor han befandt sig i 15 dage.
”De første par dage fik jeg ikke at vide, hvad der skulle ske. Så blev jeg flyttet til Bursa i en offentlig bus. Det var en tur på 20 timer i håndjern.”
Dengang var Tyrkiet berygtet for dets tortur.
”Jeg blev ikke udsat for fysisk tortur, men jeg syntes, at det var psykisk tortur, at man ikke fik at vide, hvorfor man var i fængsel. De slog ikke mig, men de slog de andre. Det kunne man se på dem. Jeg var heldig.”
Hogrebe fortæller, at de befandt sig 23 mennesker én celle under jorden uden naturligt lys, ingen seng, og med madrasser på gulvet.
Han spekulerede på, om familien i Danmark mon vidste, hvor han var. Hvordan havde hans gamle mor det? Ville hun blive syg eller dø af bekymring?
Med musik og humor prøvede han at opmuntre de øvrige indsatte.
”Humoren var en måde at overleve på.”
Derudover dansede de andre kurdisk i cellen og sang kurdisk, uden at fangevogteren opdagede det. Hans medindsatte lærte danskeren at synge og danse kurdisk.
Længe udtalte de tyrkiske myndigheder sig ikke om sagen. Efter at folketingspolitikerne Lasse Budtz (S) og Bjørn Elmquist (V) tog sagen op, indrømmede tyrkerne, at Hogrebe var i ”militær husarrest”.
I et svar til politikerne lød det, at danskeren var mistænkt for at have uddelt 89 kassettebånd og illegale blade og bøger med politisk propaganda.
Hogrebe afviser og siger, at han ”kun havde ét kassettebånd” og ingen illegale blade og bøger.
Ifølge musikeren startede sagen med, at en fyr hjalp ham med at finde et hotel i Elazig. ”Fyren stjal min sweater,” forklarer Hogrebe. Danskeren tager efterfølgende ned til receptionen for at anmelde tyveriet og politi dukker op. Ordensmagten roder Hogrebes bagage igennem og finder kurdiske kassettebånd.
Den 13. april kontaktede den danske ambassade i Ankara Tyrkiets udenrigsministerium for at ”udvirke, at ambassaden kan komme i forbindelse med den…fængslede.”
Der kom senere et svar fra politisamarbejdet Interpol i Ankara.
”….angående eftersøgning af den danske borger Hogrebe, der blev tilbageholdt af politi i Bursa, fordi han blev fundet sammen med nogle tyrkiske borgere, der begik ulovligheder.”
Fængselsopholdet troede han skulle vare få dage. Men først efter 38 dage, den 24. april 1984, var danskeren en fri mand igen og på vej til Aarhus.
”Det føltes fantastisk at være fri igen. Jeg savnede at være fri og gå rundt, hvor jeg vil,” siger han og tilføjer:
”Men det var også sørgeligt at se de andre sidde tilbage, mens jeg var fri.”
De kørte først med taxa til en landsby, hvor de holdt fest og fejrede løsladelsen.
Aktuelt, 25. april 1984
Han slap ikke helt Kurdistan. Fire år senere, i 1988, drog han til Qamişlo i syrisk Kurdistan sammen med sin kæreste Lisbeth, hvor han boede hos en politisk aktivist. Han skrev om sine oplevelser til Information, mens kæresten skrev for Bornholmeren.
Hogrebe i Qamişlo i syrisk Kurdistan i 1988
Lisbeth skrev i Bornholmeren:
”Vi fik et indblik i en kultur så rig og smuk, og sange fulde af smerte og længsel efter det tabte Kurdistan, som vist kun kan sammenlignes med det, danskerne følte de 5 år, vi var besat af tyskerne.” (Bornholmeren, 14. maj 1988).
Samtidig berettede Hogrebe om, at ”kurdisk er forbudt i skolerne, og i frikvarterne er de kurdiske elever tvunget til at høre arabisk musik over larmende højttalere.” (Information, 14. juni 1988).
”Det blev dog for farligt i Qamişlo, fordi den syriske efterretningstjeneste holdt øje med os.”
I alt endte Hogrebe med at arbejde med kurdere i 17 år og spillede med i musikgruppen Hawar. Gruppen lejede en varevogn og kørte landet rundt for at optræde – på gymnasier, kulturhuse, højskoler og flygtningecentre.
”Jacob blev meget populær blandt kurderne. Både fordi han kunne spille de kurdiske sange, og fordi han havde siddet i tyrkisk fængsel,” siger Hanifi i bogen ”Den Splittergale Spillemand”, udgivet sidste år af Thorkil Green Nielsen.
I dag kan han synge kurdisk, heriblandt sangen ”Lo lo pismamo, çima deng nakî?”
I 1992 udgav han sammen med Hanifi Kaya kassettebåndet ”Hunermend, Du Spillemand – bjergenes løve”, hvor Hogrebe stod for harmonika. Det var resultatet af et samarbejde i et mobilt studie i Randers mellem flere danske og kurdiske musikere fra Aarhus, København, Berlin og Stockholm.
Samtidig var han med til at stifte Dansk-Kurdisk Forening i Aarhus, der deltog til 1. maj-optog og fejrede det kurdiske nytår Newroz.
I dag er han pensionist. Men han tager stadig ud og spiller til fester, heriblandt med en gruppe unge mennesker fra Ungarn, som han laver projekter med.
Sangen “Yek Mûmik”, hvor Hogrebe spiller harmonika
