Der bor omkring 450 ezidier i Danmark, der stort set alle havde familier i Shingal, da IS rykkede ind.
Gulla Khalaf bor i Odense og har meget af sin mors familie dernede. Hun kritiserede peshmerga for at have trukket sig ud af Shingal.
”Det er skandaløst. Vi er alle kurdere og vores eneste håb var, at peshmerga kunne forsvare os.”
Gulla har familiemedlemmer, som er taget til fange af IS, én der er blevet dræbt af organisationen og to sårede.
”Endvidere er min kusine og hendes 9 børn flygtet til bjergene, hvor de ikke har vand eller noget. De vil ikke risikere at tage til byen af frygt for ISIS,” fortæller hun.
Bahzad Shamsany har boet i Danmark siden 1994. Han ringede 3. august – dagen hvor IS rykkede ind i Shingal – til venner i Shingal.
”De er på flugt. Vi vil råbe offentligheden op, for vi vil ikke stiltiende acceptere en 73. stormassakre (ferman),” sagde han med henvisning til 72 massakrer, ezidierne mener at være blevet udsat for af muslimske herskere.
Badal Rashu bor også i Danmark og har fire brødre, søster og mor i området. Tusindvis af folk er flygtet til Shingal-bjerget uden mad og vand.
”Det er meget forfærdeligt, de kan ikke forsvare sig og ved ikke hvor, de skal hen. Vi er et sårbart mindretal, der igen bliver massakreret, mens ingen hjælper os,” fortalte Badal.
Dilber Khodeda kom til Danmark i 2006 og frygter meget for fremtiden.
”De vil massakrere os. Indtil videre er folk flygtet til bjergene, uden mad, vand. Flere kvinder er bortført. Jeg kan ikke beskrive det.”
Shermin Khalaf er født i Danmark, men blev meget påvirket af begivenhederne tusinder af kilometer borte.
”Jeg har ikke lavet andet end at følge med fra morgenstunden af. Når man kender de mennesker, det går udover, bliver man bange,” siger hun og glæder sig dog over, at angrebet har bragt de tidligere stridende parter peshmerga og YPG sammen.
En anden person, Bassah Khalaf, har også familie dernede og blev dagligt påvirket af det, fortalte hun:
”Det er svært at få dagligdagen til at fungere, fordi man hele tiden tænker over om ’er det nu min familie der er sultet ihjel’, så man er bekymret og trist hele tiden.”
Mehdi Al-Karwani har næsten hele sin familie dernede og mindes de måneder, han tilbragte med dem sidste år under et besøg i Shingal.
”Dengang havde alt, hvad de behøvede. Nu bor de under et træ og har ingenting. Det kunne have været mig, som sad med dem under træet, men jeg sidder heroppe med en tallerken fyldt efter mine ønsker,” sagde Mehdi.
