Den danske kunstner Jens Galschiøt rejste i går til Sydkurdistan/Irak for at finde ud af, om hans kendte bronzeskulptur ”Skamstøtten”, kan opstilles til minde om Saddam Husseins folkemord på kurderne, Anfal.

Den danske plade- og konstruktionssmed Jens Galschiøt er taget til Kurdistan-regionen i Irak og skal mødes med den lokale regering og Hêro Talabanî, Iraks førstedame for at diskutere muligheden for at opstille den fjerde af hans såkaldte skamstøtte-skulptur til minde for kurderne, som blev udryddet under Saddam Husseins Anfal-folkemord i 1980’erne.

Ifølge Galschiøt, skal skulpturen fungere som en husker i historien og fortælle om en skamfuld begivenhed som aldrig må gentage sig. Den består at snesevis af menneskekroppe vredet op i en obelisk agtig form. Fragmenter af organiske rødder, krybdyr er flettet sammen med menneskekroppene og symboliserer nedbrydning, devaluering og mangel på respekt for den enkelte.

Skamstøtten er en serie af skulpturer af Galschiøt. Hver skulptur er en 8-meter høj, bronze, kobber eller beton statue – tre af skulpturerne er blevet opstillet permanent, Hong Kong 1997, Mexico 1999 og Brasilien2001. Kunstneren planlægger at opstille i alt 10 skulpturer.

Galschiøts kone, Colette Galschiøt Markus, skal i Kurdistan starte et rehabiliteringsforløb for kurdiske kvinder, som er blevet traumatiseret af krigen. Derudover skal han være sammen med en dansk dokumentarist, Niels Madsen, der skal interviewe øjenvidner fra Anfal til dansk tv.

Giftgassede tusinder af civile

Anfal bestod af i alt otte militære angreb mod ”forbudte områder” i Sydkurdistan/Nordirak, hvor der ifølge regimet opholdt sig rebeller. Ingen måtte opholde sig i disse områder.

I marts 1987 startede Ali Hassan Majid Anfal-kampagnen med kemiske angreb på Balîsan dalen i april 1987.

”Indenfor deres jurisdiktion må de væbnede styrker dræbe ethvert tilstedeværende menneske eller dyr i disse områder.” (Art 5, Dekret 3. juli 1987)

Ifølge Saddam var formålet kun at bekæmpe kurdiske militante, peshmerga, som ifølge regimet stod i vejen for den ”nationale sikkerhed”. Men i praksis gik Anfal ud over civile.

16. marts 1988 angreb snesevis af irakiske flyvemaskiner så byen Halabja, tæt på grænsen til Iran, med en giftig regn af bomber.

De indeholdt sennepsgas og nervegasser som Sarin, der brændte ofrenes hud, efterlod store byldelignende vabler på ofrene og satte hjerne-, hjerte- og lungefunktioner ud af kraft og lammede ofrene, som derfor nærmest så forstenede ud. Mænd, kvinder og børn faldt om i deres biler. Andre var faldet om på vej ud af døren og lå hen over dørtærskler. En del borgere i Halabja prøvede forgæves at tætne indgangene til deres skjulesteder med fugtige håndklæder i håb om at holde gasserne ude.

Anfal-kampagnen stoppede i slutningen af 1988/starten af 1989.

Kilder: Wikipedia og Lillian Simonsen, Modkraft, 24/5

Kommentér via Facebook

kommentarer