Den danske forfatter Adil Erdem både revser, hylder og fortæller om den kurdiske identitet, når han som første interviewperson i ”KURDER-PROFILEN” besvarer nærgående spørgsmål om sin kurdiske oprindelse.

Af Lillian Simonsen. Bragt i Modkraft
Foto: Taastrup Sprogskole

Adil Erdem, 48 år. Dansk forfatter med kurdiske rødder og medlem af Dansk PEN. Er aktuel med sin første skønlitterære bog ”BENNY”, om den typiske socialdemokrats forvirring over de mange indvandrere og deres måde at leve livet på i Danmark. Debuterede i 1992 med novellesamlingen ”Som en dråbe i Norden”. Har udgivet digtsamlinger, undervisningsbøger og børne- og ungdomsbøger, hvoraf ”Rejsen ud af Mørket” vandt Skolebibliotekernes Forfatterpris i 2002.

Udover forfattervirksomheden underviser Adil Erdem på Høje-Taastrup Sprogcenter og afholder en del foredrag og workshops rundt om i Danmark.

Hvordan er det perfekte kurdiske liv, for dig, hvis du selv kunne sammensætte det?

Det perfekte kurdiske liv er meget anarkistisk skruet sammen, meget liberalt, grænseløst, hvor alting kan lade sig gøre. Man kan trække sig tilbage, hvile og slappe af uden at man behøver at arbejde videre på sit projekt.

Planlagte og uplanlagte gæster kan bare dukke op, og forlange en kop te og tage del i selskabet, uden at man er herre over det. Man kan fortælle historier, underholde hinanden, og man kan tage pis på magthaverne på en satirisk måde uden at de altid bliver trådt over tæerne.

Og hvor sange er en meget vigtig del af det perfekte liv, hvor alle kan synge en sang og bidrage til en stemning med en historie, man som regel opdigter.

Kurderne har den mundtlige tradition, måske fordi man ikke har haft muligheden for at skrive sit eget sprog, fortælle sine egne fortællinger skriftligt, gør, at man har udviklet sin egen motorik, som ikke kan sammenlignes med en dansk eller en tyrkisk. Meget af det handler om at fyre en historie af, og så er det op til de andre at kunne huske dem udenad.

En historie vandrer rundt, bliver fortalt videre og videre på og skaber en form for litteratur, som måske ikke nødvendigvis findes i en bog, men findes i rækkerne i mundtlig form.

En perfekt kurdisk underholdning er også farverige kjoler. Det er mange kærlighedshistorier, som til tider kan overskride grænserne. Det er bjergene, det er vandrehistorierne, det er pigen, der ikke kunne giftes med ham, fordi han ikke havde penge nok, men som stak af midt om natten med en lille bitte madpakke. Det er ikke at kunne planlægge en weekend, sådan som man gør på dansk, fordi man ikke ved, i bund og grund, hvad morgendagen vil bringe. Skal vi pakke ind og stikke af, fordi landsbyen er under angreb, eller skal man blive boende og tage udfordringerne med de omkringboende magthavere.

Skal vi holde bryllupsfesten, selvom spionerne minder en om, at helikopterne er på vej med giftgassen til Halabja? Alligevel holder man fast ved brylluppet, for så dør man, og det gør man så.

Men det handler så også om at rejse sig op igen. Allerede timen efter at fortsætte og kæmpe videre for at overleve, lægge yderligere fortællinger til de allerede eksisterende fortællinger ….

Hvilken kurdisk begivenhed vil du nødigt gå glip af?

Det er, når solen går ned under en bryllupsfest, hvor musikken tier og kvinderne tager over, eller mændene, og du lægger øre til tekster, som kan have en underholdende melodi, men faktisk fortæller en begivenhed, en massakre, det uforglemmelige.

De politiske omstændigheder har gjort, at kurderne ikke kun kan have kærlighed i sine kærlighedssange, jo, du synger om en elskede, du har mistet på en uheldig måde. Det er jo sange om landsbyer, der er lukket og slukket og brændt ned. Det er historien om hendes kære søn, der aldrig kom hjem igen, det bliver ved og ved.

Man kan ikke forvente, at disse sange skal indeholde en masse romantik og amerikanske og danske lyde, det synes jeg er fantastisk. Og så kommer alkoholen frem, og dermed den autentiske underholdning.

Kvinderne er også med – hvis det ellers ikke er lykkedes det arabiske land at islamisere miljøet, men langt de fleste gange, i hvert fald i de miljøer, jeg kommer i, så vil man ikke kunne forstille sig en kædedans uden kvinder, så det er den begivenhed jeg helst vil opleve, når jeg er i nærheden.

Kan du nævne nogle kurdiske personligheder, du beundrer?

Jeg beundrer min mormor, der var analfabet, mor til 35 børn og børnebørn, som kunne underholde sin familie ud af ingenting. Og som kunne trylle mad frem i sit meget primitive køkken, uden at det nødvendigvis krævede en tur til FØTEX flere gange for at hente forsyninger.

Hun kunne både synge og fortælle historier, og så beundrede jeg hende også for, at hun aldrig nogensinde fortalte et tyrkisk, eller for den sags skyld et kurdisk eventyr to gange.

Jeg beundrer osse min far, som turde tage flugten fra Anatolien til Danmark. Han kunne ikke engang læse et skilt, han er analfabet, han kan knapt nok skive sit eget navn. Det er lykkedes ham at finde et nyt liv og kæmpe og blive på arbejdsmarkedet i 25 år, og gå på pension i det her land uden at han på nogen måde får bruge den ene eller den anden form for socialhjælp. Det synes jeg er meget stort, på en måde. 

Hvilken kurdisk handling er du mindst stolt af?

Der er desværre ikke nogen kurdiske handlinger som sådan, jeg beundrer, for de fik ikke lov til at skrue deres handlinger sammen og gennemføre dem. De har været under diktatorernes magt. Enten var de under arabernes herredømme, eller under tyrkernes, eller under nogle andres herredømme.

I de her situationer, så er det utroligt svært at skrue en handling sammen, som man som kurder kan blive stolt af, kan identificere sig med og bakke op omkring og bygge videre på. Og det sidste jeg siger, understreger måske også den overordnede problemstilling i forhold til kurderne, hvor uenige de kan være i forhold til politiske problemstillinger. De er meget splittede, og det er jo ikke dem selv som sådan, det er de politiske omstændigheder gennem 7000 år i Mesopotamien, hvor splittelsen har været en realitet, omkring det armenske, det persiske, det arabiske og senere det tyrkiske, så jeg har svært ved at fortælle mine egne børn, hvor vi står.

Tyrkerne fik jo osmannerne og efterfølgende fik de Atatyrk. Vi kan lide ham eller ej, men han står jo for det moderne Tyrkiet og nationalismen. Jeg som kurder er misundelig.

Danskerne fik en Grundtvig, på godt og ondt.

Jeg er misundelig på Indien, som fik Gandhi; det er jo ikke lykkedes kurderne at stille op med nogle personligheder, som har kunnet arbejde for den kurdiske sag på lige fod, som de andre nationer.

Vi har nogle politiske handlinger, vi har nogle bevægelser, men de repræsenterer jo ikke alle. Og i bund og grund kan det fortsætte sådan, men det hjælper bare ikke.

Vi bliver nødt til at sætte en ramme op, hvor alle, enige og uenige, kan identificere sig med nogle bestemte handlinger, før vi kan operere mellem nogle politiske handlinger, som folk kan vælge imellem.

Hvilken kurdisk begivenhed har senest rørt dig?

Når en gruppe demokratisk sindede kurdere i Tyrkiet prøver at organisere sig, uden at de behøver at følge PKK’s linje, synes jeg, at de skal have lov til at vise, hvad de kan. De skal have lov til at uddybe deres holdninger og meninger og spille en vigtig rolle i forhold til den politiske tyrkiske arena, hvor man derigennem eventuelt kunne få en dialog igennem mellem den tyrkiske stat og kurderne. Men det jeg hører, desværre, er, at de bliver nakket en efter en. Mange af dem sidder i spjældet i dag (flere borgmestre er fornylig blevet anholdt i Tyrkiet p.g.a. deres politiske overbevisning).

I bund og grund er der tale om politisk undertrykkelse. I stort set alle lande, undertrykkes menneskerettighederne til en vis grad, men der er bare nogen, der overskrider alle grænserne. Forestil dig, vi har folkevalgte i Tyrkiet, der er i fængsel.

Folkevalgte repræsentanter, journalister, advokater og andre. Jeg kan ikke forstå hvad problemet er ved at en journalist, eller en ganske almindelig borger på gaden, kan rejse sig op og sige, ”Jeg synes, generalerne var bedre demokrater end Erdogans regering”.

Hvorfor skal man i spjældet for det, hvis man nu er så dum at påstå, at generalerne var bedre. Det er da hans problem. Man kan ikke anholde og arrestere folk på baggrund af nogle politiske udsagn.

Du kan også se på de politiske udsagn i Danmark, hvordan Pia Kjærsgaard har leget kat og mus med os, og hvad har det betydet. Du har læst ”Benny” (forfatterens netop udkomne bog), hvor der er nogen, der gør det på en anden måde, der passer ind i de demokratiske linjer.

Jeg savner kunstnerne, men hvornår er det lykkedes for kurderne at lave en fælles organisation, hvor de samler forfatterne, billedkunstnere, musikere, skulptører?

Hvis vi kigger på israelerne, som jo var det undertrykte folk i Europa i 2000 år, så  bidrog de til litteraturen. De lærte europæerne, hvordan man skriver romaner og laver musik; Carl Nielsen, Arne Jacobsen osv., der var den jødiske opbakning.

Alle i USA vidste, at Danmark havde en Arne Jacobsen, men kurderne mangler den form for organisering; vi skal have den kultur. Vi skal blæse på, hvad andre mener om den kurdiske sag, hvis en selv påstår, han er kurdisk forfatter, musiker, så skal han behandles med respekt.

Men hvis du kommer og vil give digteren en bestemt påklædning, der skal repræsentere en bestemt ideologi eller politisk linje, så går det jo galt.

Bedste kurdiske minde fra din barndom?

Det var den dag, hvor jeg fik besked på, at jeg ikke skulle tale kurdisk med mine kammerater i skolegården. Vi var alle kurdere, der var ikke en eneste tyrker. Og de lærere, der underviste os, var statens forlængede arm. I princippet kunne de slå os ihjel, uden at der skete dem noget. På det tidspunkt går jeg i femte klasse.

En dag, hvor læreren er i nærheden, tager jeg udfordringen op og taler kurdisk til min kammerat, så han kan høre det. Og det blev jeg så straffet for.

Det synes jeg er sejt på en eller anden måde, jeg var ikke bange for hans tæsk, jeg var ikke bange for, at han ville losse mig en. Jeg voksede så meget på det øjeblik, hvor jeg kiggede på klasselæreren og taler kurdisk med en kammerat.

Hvad mangler kurderne i øjeblikket?

Sammenhold. Selvforståelse. Organisering. Og fred imellem de forskellige grupperinger. Ånd over litteraturen, kunsten, for alle politikere skal jo vide, at du kommer ingen vegne uden at have dine forfattere og andre kunstnere med på idéen. Det er jo det, der skaber kulturen.

Det er ikke de politiske udtalelser; dem kan vi jo ændre i morgen eller i overmorgen. Vi skal have en stemme, der taler til folk med udgangspunkt i deres baggrund. Det er igennem ordene, litteraturen, poesien, skulpturen, musikken, vi opnår sammenhold.

Kan du anbefale et stykke kurdisk kunst?

Mehmed Uzun gør indtryk på mig. Han levede i eksil i Sverige, var en meget engageret forfatter, skrev en masse bøger, som han endda udgav på kurdisk i Istanbul. Jeg synes, han kom rigtig rigtig langt, han var grænseløs. I dag kan vi sidde og diskutere hans litteratur. I og med det lykkedes ham at skabe et forfatterskab på kurdisk, og oveni købet blive udgivet på kurdisk i Istanbul, det tager jeg hatten af for.

Er der nogle kurdiske vaner eller ritualer, du ikke vil gribes i at gøre?

Se, hvad vi har på dansk, er Se & Hør. Vi har også Billedbladet med sladrehistorier, mange kan få indsigt i.

Men når man ikke kan læse eller skrive, så er det den mundtlige tradition, der gælder. Blandt kurderne er sladder på fremmarch, og det synes jeg er lidt irriterende.

Nogle ville nok synes omvendt mig, at det er fantastisk at man kan sidde i skyggen ved en mur i en kurdisk landsby og ordne alverdens sager. Det er også det, min mormor gjorde. 

Den der dovenskab. Mund til mund-traditionen, i stedet for selv at læse en bog, så kan du lige give mig et resumé. Altså ”han faldt af cyklen, og der skete faktisk ikke noget”, men når du så har fortalt mig historien, så fortæller jeg videre, at ”han faldt af cyklen og fik blodnæse” og den næste fortæller videre, at ”han faldt af cyklen, fik blodnæse og brækkede venstre arm”, osv., osv. ….

Det er måske sjovt, men det kan vi ikke leve af som et folk.

Hvordan opfattede du som barn din kurdiske identitet?

Jeg synes selv, at jeg er heldig ved at være vokset op i en landsby, hvor der var kurdisk madkultur og generel kurdisk adfærd. Jeg havde en mor, der var kurdisk, ligesom min familie og en masse venner. Det er jo det, der gør at jeg også kan sidde her i dag og kalde mig kurder. Identitetsdannelsen sker på baggrund af det du hører af musik, lyde, stemninger, smagssansen, og det du ser. På den måde er det meget enkelt.

Men nu kan man se, at de kurdere, der bor i Istanbul, som er totalt omringet af en tyrkisk majoritet, de vælger selv at se og høre og smage, hvad de har lyst til. Over fire generationer fastholder de også deres kurdiske identitet.

Det er det, jeg også har sagt til nogle af mine tyrkiske venner: at være kurdisk handler om at tage vare på sig selv og ikke havne som alkoholiker eller narkoman. Du kan ikke bare sådan sige, ”jeg inviterer til en reception på fredag, hvor jeg træder tilbage fra min kurdiske identitet og skal opføre mig dansk fra på mandag”.

Det kan man jo ikke, det er noget man er. Det er noget, du har i din krop. Du kan tilføje noget, men ikke ændre.

Det er andre, der minder en om, hvad man er.

For eksempel når læreren fortæller mig, at jeg ikke skal tale kurdisk, så forstår jeg, hvem jeg er.

Hvis tyrkerne havde behandlet os ligeværdigt, som kurdere, så havde vi jo ikke haft problemer med at være kurdiske, så havde vi været begge dele.

Kan du give tre gode råd til de unge kurdere, som vokser op i Danmark?

Jeg synes, de skal gøre sig virkelig umage med at være nogle super gode danske piger og drenge med udgangspunkt i deres kurdiske rødder. Ved ikke at svigte deres egne kurdiske rødder, bliver de nogle perfekte danske medborgere.

De skal ikke være bange for at de havner mellem to kulturer. Det er dovenskaben, der gør, at man får smerter, når man ligger og hviler mellem to kulturer. De skal gøre noget for at være en del af begge identiteter ved at bygge oveni det kurdiske. Sådan en super god blanding. De skal kunne føle sig kurdiske, når de er i et kurdisk miljø og pæredanske, mere danske end danskerne, når de er i et dansk miljø.

En dansker er ikke lige så heldige, for de har kun én identitet. En dansker kan tilføje noget engelsk, noget amerikansk, sådan hist og pist. Men kurderne er jo heldige, at de kan operere med to identiteter. Det tager jeg som en fordel.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at danskere ikke er en slags kurdere, arabere, amerikanere, så de skal nøjes med at lade sig amerikanisere gennem film og musik. Kurderne får nemmere succes, netop fordi de har to vidt forskellige måder at forstå sig selv og deres omverden på.

En dansker kan kun sige FUCK DIG på én måde. Kurderne kan sige det på to måder, undskyld, det skal du ikke skrive, men det er sådan, jeg siger det.

Kommentér via Facebook

kommentarer