Lise, som er fra Danmark, har gennem et EU-finansieret projekt ansøgt om at komme til byen Diyarbakir for at udføre frivilligt arbejde. Hun skal være der i 8 måneder, og vil sideløbende også følge Sarmasik’s arbejde i Diyarbakir.
Kilde: Sarmasik.dk
Under Lise’s ophold i Diyarbakir udsender hjælpeorganisationen Sarmasik Danmark en række artikler om hendes oplevelser og arbejde. Dette er den første i rækken, som handler om hendes ankomst og fortælling om, hvorfor Diyarbakir er valgt.
Jeg ankommer til Diyarbakir i den blå time endnu før mørket har indhentet byen. Ved udgangen til lufthavnen står en kreds af mennesker for at modtage en gruppe pilgrimme, som var med samme fly som jeg. Deres hvide dragter lyser op i det tiltagende mørke og folk samles om dem som insekter, der drages mod lyset. Som en pludselig opvågnen en rolig nat, hvor du ligger trygt indhyllet i søvnens slør, afbrydes den varme atmosfære af omfavnelser og hilsner brat af militærfly, der i deres hurtige flugt flænger lydbilledet. Umiddelbart synes det kun at være mig som ænser flyenes pludselige tilstedeværelse.
Måske alle andre med tiden har lært at se bort fra disse indædte lyde fra luften.
Siden jeg ankom er jeg med tiden blevet vidne til utallige af sådanne intermezzoer i Diyarbakirs luftrum. Man mærker det straks: Dette er Diyarbakir – en by fuld af kontraster, som på mange måder adskiller sig fra det Tyrkiet, jeg hidtil har været vidne til. Denne by har krævet stor vedholdenhed og tålmodighed af sine indbyggere; at leve et dagligdags liv under ekstreme forhold i en dyb accept af, at livet er indrettet således, at alt må leve side om side, hvor hårdt det end måtte være. Derfor er Diyarbakir samtidig med at være en by af kontraster også en by med et stærkt sammenhold.
Diyarbakir er geografisk placeret i det sydøstlige Tyrkiet og med sine ca. 850.000 indbyggere er det den næststørste by i denne region med en befolkning med overvejende kurdisk baggrund. Byen har en konfliktfyldt fortid bag sig, som blandt andet har resulteret i en voldsom migration fra de omkringliggende landsbyer til Diyarbakirs centrum. Den største negative følge af denne migration, som særlig tiltog i begyndelsen af 1990’erne, har været en hurtigt voksende fattigdom.
Det var netop fattigdommen som efterlod det største indtryk i mig, da jeg i foråret 2009 havde besøgt byen første gang. På det tidspunkt studerede jeg i Istanbul og rejste et par uger rundt i Tyrkiets østlige region. Selvfølgelig var gæstfriheden slående, men derudover vidnede reaktionerne og de mange blikke fra de lokale også om, at den østlige del af Tyrkiet endnu ikke er besøgt af nær så mange turister som den vestlige. Ikke desto mindre kunne man ønske flere besøgende, da denne region historisk og kulturelt set er utrolig rig. I dag har særlig Diyarbakir en symbolsk position i Tyrkiet,og udgør dermed en nøgle til forståelse af dette lands historie, kultur og ikke mindst selvforståelse.
8 måneder med frivilligt arbejde
Det er derfor med ikke så få forventninger og en spændt følelse i mellemgulvet, at jeg igen har begivet mig mod Diyarbakir. Denne gang ikke blot som turist. Jeg har besluttet at bo i byen i 8 måneder for at give mig selv muligheden for at opleve denne by og dens folk på tæt hold. Jeg skal i min tid her bl.a lave forskellige projekter med børn og unge og gennem et samarbejde med Sarmasik få et indblik i det humanitære hjælpearbejde, som bliver udført i byen. Et bredere sigte med dette ophold er at sætte mig ind i det frivillige arbejde, der generelt bliver foretaget i Diyarbakir for derigennem at undersøge muligheden for at styrke civilsamfundet i Diyarbakir. Mine motiver med at tage afsted er derudover ganske altruistiske. Når man først har erkendt, hvor let det er at gøre en forskel, omend den skulle være lille, er det svært at holde sig tilbage for forsøgsvis at udligne de store uligheder blot en smule. Da jeg for et par uger siden ankom til Diyarbakir, husker jeg, at min ven, som hentede mig i lufthavnen, mødte mig med hilsnen: ”Velkommen til Diyarbakir – drømmenes by”. I de to uger jeg nu har været her har denne sætning ikke kunne frigøre sig fra mit sind. Hvilke drømme bærer denne by? For et sted som Diyarbakir, der har oplevet så mange tab og skuffelser og så megen tilbagegang må ligeledes være rig på drømme.
Lad os grave disse drømme frem, lad dem komme frem i lyset, så Diyarbakirs børn af i dag senere vil kunne mærke at der var nogen som i sin tid tog dem og deres fremtid alvorligt.
