Læs om PKK’s rolle i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Kurdernes forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt er meget forskelligt og afspejler ofte geopolitiske hensyn.
Hvis et kurdisk parti ligger i konflikt med en stat, som også strides med Israel, fx det iranske præstestyre eller det nuværende og tidligere Baath-styre i Syrien og Irak, så vil det kurdiske parti have en fælles fjende med Israel. Hvis partiet derimod får støtte fra en af Israels hovedfjender, så vil partiet ofte være propalæstinensisk.
Mange af de venstreorienterede partier i Tyrkiet fik støtte af Israels ærkefjende Syrien og var propalæstinensiske.
Et eksempel herpå var Kurdistans Arbejderparti (PKK), som blev dannet i november 1978 med marxisten Abdullah Öcalan i spidsen.
Efter det tyrkiske militærkup i 1980 flygtede Öcalan i eksil i Syrien, hvorfra han styrede organisationen. Her støttede diktator Hafiz Assad PKK finansielt, militært og logistisk imod Tyrkiet, som han havde flere udeståender med.
Assad sympatiserede ikke med kurderne, i det han selv undertrykte Syriens kurdere. Assad var imod Tyrkiets ensidige annektering af Hatay-provinsen i 1938 fra Syrien. Assad stammede oprindeligt herfra. Ligeledes var han imod Tyrkiet vanddæmningsprojekt GAP, der angiveligt ville betyde mindre vand fra Eufrat og Tigris, der udløber fra Tyrkiet, til Syrien.
DFLP træner PKK
Öcalan ankom til Syrien den 3. juni 1979. De første han spurgte efter var palæstinenserne.
PKK-lederen tog videre til Beirut og indgik en aftale med Na’if Hawatmeh, leder af det marxistiske DFLP (Demokratisk Front til Palæstinensisk Befrielse) om træning af PKK’erne i guerillataktik. I Halwa-lejren i Bekaa-dalen i Libanon blev PKK’erne trænet af palæstinenseren Mamduh Nofal. Her lærte de alt fra bombelavning, organisering af masserne, begravelsesoptog, osv.
Mellem 1980 og 1982 modtog omkring 300 PKK-militante træning hos palæstinenserne. DFLP var vant til at give træning til venstreorienterede grupper fra Nicaragua, Iran, Grækenland, osv.
”Vi er revolutionære og vi støtter andre revolutionære bevægelser,” som organisationen sagde.
DFLPs fordel var ifølge PKK-eksperten Aliza Marcus, at PKK’erne kunne forsvare basen, hvis den skulle blive angrebet af Israel.
På et tidspunkt blev PKK for stor en økonomisk byrde for DFLP, der herefter krævede af Öcalan, at hans organisation selv skulle punge ud. Öcalan indgik derefter aftaler med George Habashs PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) og al Fatah, den største organisation i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, om at PKK’erne skulle træne hos dem i stedet.
Hjalp Mossad med at fange Öcalan?
I sommeren 1982 gik Israel ind i Libanon med det formål at fordrive de militante palæstinensere derfra og indsætte en Israel-venlig regering i Beirut. Palæstinenserne kom under beskydning. PKK’erne deltog i krig mod den jødiske stat. 11 PKK-guerillaer blev dræbt i kamp mod Israel. Det var disse:
Veli Çakmak, Mehmet Atmaca, Ismet Özkan, Kemal Çelik, Emin Yasar, Şerif Aras, Mustafa Marangoz, Sahabettin Kurt, Irfan Ay, Abdullah Kumral og Abdülkadir Çubukcu.
13 PKK’ere blev derudover taget til fange. Israelerne afhørte PKK’erne i forhørslokalerne: ”Hvorfor blander I kurdere jer i denne konflikt? Har I ikke nok fjender?”
I 1996 deltog Tyrkiet i en militærøvelse med USA og Israel. Sådanne alliancer skubbede PKK mere i armene på palæstinenserne/Syrien og overbeviste partiets tilhængere om, at Israel kæmpede med tyrkerne imod de tyrkiske kurdere.
Da Öcalan blev tilfangetaget af tyrkiske agenter 15. februar 1999, rettede mange PKK’ere mistanken mod Mossad – sammen med CIA og den tyrkiske efterretningstjeneste MIT. At Mossad skulle spille en rolle er dog aldrig blevet bevist. Ifølge Marcus er ”beviserne” ligefrem svage. Ved en PKK-demonstration foran det israelske konsulat i Berlin 18. februar 1999 blev tre kurdere skudt og dræbt, da de stormede konsulatet.
