Peshmerga-veteranen Zahir Badri, kendt som ”Bjergets tiger”, har mistet livet i Viborg efter længere tids sygdom.
I nat mistede den tidligere Peshmerga-kommandant fra Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI), Zahir Badri, livet i Viborg efter længere tids sygdom.
Zahir Badri blev 68 år og efterlader sig en hustru og i alt fem børn, to døtre og tre sønner.
Den kendte Peshmerga blev født i 1953 i en landsby tæt på Xoy i iransk Kurdistan. Han blev Peshmerga efter den iranske revolution i 1979 og deltog i mange slag imod præstestyrets hær. Her blev Zahir Badri leder af en Peshmerga-enhed, kendt som ”Hêza Ararat” og blev hurtig berygtet som ”Bjergets Tiger”, pga. sin militærtaktik.
I 1988 flygtede han til Danmark og bosatte sig i Viborg. Herhjemme kæmpede han i flere år med en kræftsygdom. De seneste par dage var han indlagt på et hospital og mistede i dag livet.
Hans ven Silêman Keleshi, der er Skandinaviensansvarlig for PDKI, siger:
”Jeg har desværre mistet en heroisk ven. Samtidig har den kurdiske nation og Kurdistan mistet en af deres kommandanter og modstandsfolk. Jeg sender mine tanker og inderligste medfølelse til det kurdiske folk og hans familie og venner.”
Han bakkes op af Said Sultanpur, der er formand for PDKI i Danmark:
”Zahirs bortgang er et er stort tab. Han var en stor Peshmerga, der gav os alle, inklusive ungdommen, en moralsk støtte. Udover hans militære evner var han en meget politisk engageret og deltog aktiv i kurdernes og PDKIs aktiviteter og møder her i Danmark.”
Eqball Salehpoor fra Aalborg har kendt Zahir Badri siden 2016. I løbet af de fem år besøgte han ham ofte i Viborg.
”Han var en meget god, hyggelig, gæstfri og åbent person, der elskede at fortælle historier om slagene i Kurdistan.”
En slægtning til den afdøde Peshmerga, Zagros Nasrollahi, tilføjer:
”Han forsvarede altid demokrati og ligestilling mellem kønnene. Han gav aldrig op og kæmpede til det sidste på hospitalet.”
Ifølge Nasrollahi nåede den afdøde familiefar ikke at se sin drøm opfyldt.
”Det gjorde ondt på Zahir Badri, at Kurdistan var undertrykt. Hans største ønske var at se et frit Kurdistan, inden han gik bort.”