Selvom der er gået 100 år siden folkemordet på armenierne, så spøger fortiden stadig. Det fortæller Pakrat Estukyan, redaktør på Hrant Dink’s avis Agos.

På den tyrkisk-armenske avis Agos mræker de stadig efterdønningerne af folkemordet på armenierne for 100 år side.

”Hvad vi end oplever af negative ting i dag, så skyldes det folkemordet i 1915,” siger han.

Estukyan giver en række eksempler: Det armenske folk på 11 millioner mennesker er spredt udover hele verden, hvoraf kun 2,9 mio. bor i Armenien. Resten bor eksempelvis i Rusland, Iran, Syrien, Libanon, Frankrig, USA, osv.

”De, der er i eksil, bliver daglig mindet om, hvorfor de er i eksil; nemlig fordi deres forfædre flygtede fra osmannerne i 1915,” siger den tyrkisk-armenske redaktør.

Derudover er forholdet mellem de 60-70.000 armeniere, der ifølge Estukyan findes i Tyrkiet, og tyrkere anspændt pga. folkemordet, som Tyrkiet benægter, har fundet sted.

Hvis armenierne siger, at folkemordet var en realitet, bliver de ofte beskyldt for ”utaknemmelighed, forræderi og angrebet.”

”Vi lever i et land, hvor selve ordet ’armenier’ er et skældsord,” forklarer Estukyan

For to år siden deltog daværende indenrigsminister Idris Naim Sahin i en demonstration under bannere som ”Armenske horeunger” (ermeni piçi).

Før ham havde en tidligere indenrigsminister, Meral Aksener, i 1998 brugt betegnelsen ”ermeni dölü”, et nedsættende ord om armeniere.

At den armenske etnicitet i sig selv opfattes som noget negativt, gør at mange armeniere ikke fortæller andre om deres rødder ”for at beskytte sig selv,” ifølge Estukyan.

”Endvidere har mange armenske rødder uden at vide det. Atter andre har aldrig fået det fortalt af de ældre i familien.”

Utilfredse med retsforløbet i Hrant Dink-sag

At armenierne ofte har måttet betale en høj pris i nyere tid i Tyrkiet, bliver Estukyan dagligt mindet om. For inden han tager på arbejde om morgenen, ser han et mindesmærke på asfalten foran redaktionen i Istanbul. ”Her blev Hrant Dink dræbt,” står der.

Agos’ tidligere chefredaktør Hrant Dink blev 19. januar 2007 skudt af den kun 17-årige Ogün Samast i Istanbul. Dink var forinden blevet udråbt til forræder af tyrkiske nationalister, da han kaldte begivenhederne i 1915 for et folkedrab.

Politiet anholdte Samast og lod sig stolte fotografere med drengen, der havde likvideret Dink og dermed »forsvaret Tyrkiets ry«. Samtidig rev unge sympatisører hvide huer i lighed med den, som gerningsmanden selv bar under drabet, ned fra butikkernes hylder.

Samast blev senere retsforfulgt og idømt 22 års fængsel. I september 2010 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at de tyrkiske myndigheder havde undladt at træffe rimelige foranstaltninger for at beskytte Dinks liv. De havde undladt at reagere på oplysninger, der kunne have forhindret hans mord og havde desuden ikke foretaget en effektiv efterforskning efter mordet.

Agos’ medarbejdere er ikke tilfredse med retsforløbet.

”Retfærdigheden er ikke sket fyldest. Fint, at Samast kom i fængsel, men hvad med dem, der opildnede ham? De skal også fængsles,” lyder det fra Estukyan.

Mordet skabte opstandelse i landet. Mange tyrkere fra alle fløje tog stærkt afstand fra drabet. I Istanbul demonstrerede op mod 200.000 mennesker mod drabet med bannere som »Vi er alle Hrant Dink, vi er alle armeniere«.

Estukyan: Hvorfor skulle verden anerkende folkemordet?

Det folkemord, som Dink betalte med livet for, er ikke anerkendt af det meste af verden. Stort set alle historikere anerkender det, men kun cirka 20 regeringer på landsplan gør det samme. Og det er ganske forståeligt, ifølge Estukyan. Armenien er et lille land på 2,9 millioner indbyggere og med begrænset økonomisk samhandel med omverdenen. Derfor vejer forholdet til Tyrkiet med 75 millioner indbyggere og større økonomiske interesser tungere.

”Et land får ikke noget ud af at anerkende folkemordet, udover at skade dets forhold til Tyrkiet, så hvorfor skulle de gå ud og anerkende det?” spørger Estukyan, der ærgrer sig over en ting:

”Ingen vil anerkende folkemordet af moralsk-etiske grunde. Hvis de vil presse Tyrkiet, tager de pludselig folkemordet op, hvis de er ligeglade med os, glemmer de alt om det,” mener han.

”Det er tragisk, at vores fortid bliver misbrugt politisk.”

Under folkemordet blev armenierne fordrevet fra deres oprindelige områder i Østtyrkiet. Armenierne kalder det for Vestarmenien og kurderne for Nordkurdistan. Vil der i fremtiden opstå problemer i og med, at begge grupper gør krav på samme område?

”Nej, det tror jeg ikke. Hvordan skal armenierne kunne gøre krav på det, når der ikke bor flere armeniere i området?” spørger Estukyan.

Kurderleder undskyldte folkemord

I 1915 forfulgte og dræbte visse specielle enheder blandt kurdere, oprettet af den osmanniske stat, armenierne. Andre kurdere reddede armeniere og optog dem i familien, hvorfor ret mange kurdere fra Anatolien er af delvis armensk herkomst.

Men ikke alle reddede dem af humanitære årsager. Nogen kurdere ”reddede” de armenske kvinder, for efterfølgende at bruge dem som sexslaver.

I 2013 undskyldte den kurdiske politiker Ahmet Türk overfor armenierne på vegne af sit folk.

”Vores forfædre blev brugt til at begå uretfærdigheder mod armenere, assyrere og ezidier. Der er blod på deres hænder. Som deres børn og børnebørn, undskylder vi,” sagde Türk.

Og netop det er en af forskellene på det tyrkiske og kurdiske standpunkt i forhold til folkemordet, mener Estukyan.

”Mens den kurdiske frihedsbevægelse åbenlyst accepterer, hvad der skete og siger, at de er kede af det, kender mange tyrkere slet ikke til folkemordet.”

Den 24. april i år arrangerer armeniere og ikke-armeniere i Istanbul – og resten af verden – mindehøjtider på 100 årsdagen for folkemordet.

Kommentér via Facebook

kommentarer