I søndags afholdt DanArmen, Dansk Armensk Forening et foredrag til ære for de dræbte under Det Armenske Folkemord i 1915. Det fandt sted i Grundtvigs Kirke i København Nordvest.
Efter en velkomsttale af Ole Meldgaard, tog foredragsholderne over.
Henrik Bilidt, der i årevis har rejst i hele Mellemøsten, heriblandt flere steder, der oprindeligt har været armensk, fortalte om sine oplevelser.
Han har blandt andet besøgt Ani i det vestlige Tyrkiet, Aleppo i Syrien og også Maria Jacobsens børnehjem i Byblos. Jakobsen var en dansk sygeplejerske og missionær, der befandt sig i Østtyrkiet under folkemordet. Her arbejdede hun nemlig ved et amerikansk missionshospital. Hun førte dagbog på næsten 1000 håndskrevne sider over situationen i lokalområdet, der blev mere og mere voldsomt. Det lykkedes den danske missionær at redde mange armeniere fra at dø. I 1922 rejste Jakobsen så til Libanon og åbnede tre år senere børnehjemmet ”Fuglereden” for 300 armenske børn, der havde overlevet folkemordet, i Byblos. De armenske børn fra 
Fuglereden kaldte Jacobsen for ‘mama’, mens andre kalder hende for Haju-Mamman”, armeniernes mor. Jakobsen døde i 1960 og børnehjemmet ejes i dag af den armenske kirke. Også i Danmark findes der armeniere, der voksede op i Fuglereden.
Også en anden dansker var vidne til folkemordet. Karen Jeppe, som var dansk nødhjælpsarbejder, opholdt sig i området under folkedrabet og reddede mange armeniere fra dødsmarcher og slavearbejde.
Blandt andet skrev Jakobsen, at “der bliver sagt, at de (armenierne) skal sendes ned Ørkenen syd for Urfa, hvis dette er sandt er det ganske tydelig at Meningen med deres Afsendelse er det Armeniske Folks Udryddelse.”
Efter Bilidt tog historikeren Matthias Bjørnlund over. Han er aktuel med bogen “Det Armenske Folkemord – fra begyndelsen til enden” fra Kristeligt Dagblads forlag. Bogen påviser, at den danske offentlighed var fuldt bevidst om, hvad der skete i det østlige Tyrkiet under Første Verdenskrig.
“De udrydder armenierne”, skrev den danske konges gesandt i Konstantinopel, Carl Ellis Wandel i et telegram til udenrigsminister Erik Scavenius i september 1915.
I 1915 vedtog den osmanniske regering at deportere armenierne væk fra den tyrkisk-russiske grænse, da de blev mistænkt for at samarbejde med Rusland, som var i krig med tyrkerne. Mange armeniere døde af tørst, sult og udmattelse under de månedlange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på, hvor uddelingen af mad og drikke med vilje blev holdt på et minimum.
Udover foredrag bød dagen også på armensk klavermusik af Irina Hayrapetyan og kager og kaffe. Derefter kunne de fremmødte købe Bjørnlunds bog.
