Man kan dræbe et par hundrede PKK/YPG-krigere. Men man kan ikke komme PKK til livs. ”For hver dræbt PKK-mand venter en, to, tre nye under PKK’s faner,” som afdøde Tøger Seidenfaden engang sagde.
Af Deniz Berxwedan Serinci
I dag markerer tilhængere af Kurdistans Arbejderparti (PKK) årsdagen for den kurdiske organisations start på den væbnede kamp mod Tyrkiet.
Egentlig blev PKK dannet den 27. oktober 1978 af venstreorienterede kurdiske studerende i Ankara som et marxistisk parti med Apo (onkel) alias Abdullah Öcalan (1948-) som generalsekretær. Dets formål var at oprette et uafhængigt, socialistisk Kurdistan på tværs af Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien.
Den 15. august 1984 indledte PKK’s militære fløj ARGK (Kurdistans Befrielsesfolkehær) dets krig med et angreb på tyrkiske gendarmeristationer i Şemzînan og Eruh.
Siden er det ikke lykkedes Tyrkiets hær – NATOs andenstørste – at nedkæmpe PKK. Et vigtigt element i PKKs succes er dets guerillataktik med hit-and-run-angreb, hvor de optræder offensivt og kan skaffe sig tidsbegrænset, lokal overlegenhed. Det at guerillahæren forsvinder efter det offensive angreb, gør det svært for regulære hære at besejre dem.
PKK god undskyldning for tyrkisk militær
Guerillaerne er også ofte kendt for at gemme sig blandt og nyde opbakning fra lokalopbakning, til hvem de kunne trække sig tilbage, når de var hårdt trængt eller skulle omgruppere, hvile m.m.
Selvom ikke alle kurdere var enige med PKK i deres ofte brutale handlinger – såsom trusler og drab på anderledes tænkende kurdere – støttede de hellere det kurdiske arbejderparti end den tyrkiske stat, der begik langt flere krænkelser af menneskerettighederne, såsom nedbrænding af tusinder af landsbyer og udbredt tortur.
Selvom den tyrkiske stat formåede at dræbe mange PKK’ere, så strømmede blot nye rekrutter til, så længe undertrykkelsen af kurderne – PKKs vækstgrundlag – fortsatte.
Som Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden engang skrev:
”For hver dræbt PKK-mand venter en, to, tre nye under PKKs faner.” (Politiken, 23.03.1995)
Der er også dem, der mener, at det tyrkiske militær bevidst har ønsket at forlænge krigen mod PKK på uafgjort basis for at få en undskyldning for fortsat at spille en stor rolle. Hvis truslen fra PKK ophører, mister militæret også sit primære eksistensgrundlag, nemlig at beskytte republikken mod truslen mod enhedsstatens udelelighed.
Sheri Laizer, en new zealandsk forfatter til flere bøger om PKK, der har mødt Öcalan seks gange, er fortaler for sådan en teori.
”Hvis Tyrkiets militær ville, kunne de godt have nedkæmpet PKK,” fortæller Laizer Jiyan.dk “Men de bruger PKK som undskyldning for at få flere penge fra staten.”
Imponerer hele verden med kampen mod IS
Udover den tyrkiske hær, har også terrorgruppen Islamisk Stat (IS) fået kamp til stregen af PKK eller PKK-tilknyttede grupper, såsom Folkets Forsvarsenheder (YPG) i Syriens kurdiske områder, kendt som Rojava.
I dag menes de proiranske shia-militser og PKK/YPG således at være de mest effektive modstandere i kampen mod IS.
Da IS 3. august 2014 angreb byen Shingal i det nordlige Irak, et område beboet af ezidierne, trak de irakisk-kurdiske krigere, peshmerga sig ud. YPG/PKK kom senere – sammen med USA, der bombede IS fra luften – ezidierne til hjælp.
YPG/PKKs fordel var, at de havde mere erfaring med og bedre kendskab til IS og deres taktikker og svagheder, end peshmerga havde med at bekæmpe IS. To år før IS rykkede ind i Nordirak, havde den islamistiske organisation allerede mødt modstand fra YPG i Rojava.
PKK havde ved IS’ indtog i Irak allerede udkæmpet guerillakrig i 30 år i Tyrkiet, modsat peshmerga, der ikke havde været i krig siden begyndelsen af 1990’erne.
Som en fremtrædende repræsentant for den kurdiske regering i Irak sagde:
”Peshmergaerne ville være ilde stedt uden PKK, for deres militære træning har været forsømt siden 2003 – ja faktisk siden 1991. PKK’erne er kampvante og veltrænede, de har styr på taktikker og krigsførelser i de her områder.” (Information, 15. august 2014).
Siden 2002 har PKK stået på EU og NATOs terrorlister efter en række angreb på civile i Tyrkiet i 1990’erne. Det er usikkert om det kurdiske arbejderpartis kamp mod IS ændrer på terrorstemplet.