Hvad siger man til en grædende mor, hvis datter er taget til fange af IS, og det eneste moderen ønsker er at være hos sit barn, selv hvis det skulle betyde, at hun også ville blive udsat for voldtægt og tortur? Hvad siger du til den 13-årige pige, der beskriver de lagre, hvor hun og de andre levede og skulle trækkes ud, tre ad gangen, for at blive voldtaget af mændene? Da hendes bror fandt ud af det, dræbte han sig selv.

Af Angelina Jolie

KHANKE, Irak – Jeg har besøgt Irak fem gange siden 2007, og jeg har aldrig set noget a la de lidelser, som jeg er vidne til nu.

Jeg kom for at besøge de lejre og uformelle bosættelser, hvor fordrevne irakere og syriske flygtninge desperat søger ly for kampe, der har raseret deres region.

Efter næsten fire års krig, er knap halvdelen af Syriens befolkning på 23 millioner blevet revet op med rode. I selve Irak er mere end to millioner mennesker flygtet pga. konflikter og terror, udløst af ekstremistiske grupper. Disse flygtninge og fordrevne har været vidne til ubeskrivelig brutalitet. Deres børn er ude af skolen og de kæmper nu for at overleve, og de er på alle sider omgivet af vold.

I mange år har jeg besøgt lejre, og hver gang sidder jeg i et telt og hører historier. Jeg prøver at støtte, så godt jeg kan. Jeg prøver at sige noget, at vise solidaritet og komme med en slags tankevækkende vejledning. Men på denne rejse var jeg målløs.

Hvad siger man til en grædende mor, hvis datter er taget til fange af IS, og det eneste moderen ønsker er at være hos sit barn, selv hvis det skulle betyde, at hun også ville blive udsat for voldtægt og tortur?

Hvad siger du til den 13-årige pige, der beskriver de lagre, hvor hun og de andre levede og skulle trækkes ud, tre ad gangen, for at blive voldtaget af mændene? Da hendes bror fandt ud af det, dræbte han sig selv.

Hvordan kan du tale, når en kvinde på din egen alder ser dig i øjnene og fortæller dig, at hele hendes familie blev dræbt for øjnene af hende, og at hun nu bor alene i et telt med minimale madrationer?

I det næste telt, mødte jeg en familie på otte børn. Ingen forældre. Faderen var dræbt. Moderen manglede, sandsynligvis kidnappet. Den 19-årige dreng er den eneste forsørger. Da jeg sagde, at det er et stort ansvar for en på hans alder, smilede han bare og lagde armen om sin unge søster. Han fortalte mig, at han er taknemmelig for, at han har mulighed for at arbejde og hjælpe dem. Han mente det. Han og hans familie er håbet for fremtiden. De er modstandsdygtige over for umulige odds.

Intet forbereder dig til en virkelighed med så meget individuel menneskelig elendighed: Historierne om lidelse og død samt synet af sultne og traumatiserede børn.

Hvem kan bebrejde dem for at tro, at vi har opgivet dem? Kun en brøkdel af den humanitære bistand, de har brug for, når frem. Der har ikke været noget fremskridt i forhold til at afslutte krigen i Syrien siden Genève-processen brød sammen for 12 måneder siden. Syrien er i flammer, og områder i Irak er præget af kampe. Dørene til mange nationer er lukket for dem. Der er ingen steder, de kan tage hen.

Syriens nabolande har taget imod næsten fire millioner syriske flygtninge, men de er ved at nå deres grænser. Syriske flygtninge udgør nu 10 procent af Jordans befolkning. I Libanon er hver fjerde nu en syrer. De har brug for mad, husly, uddannelse, sundhedspleje og arbejde. Det betyder færre ressourcer til rådighed for lokalbefolkningen. Langt rigere lande kunne gå under af dette pres.

Historier om terror, tøndebomber og massakrer har skabt en forfærdelig fortrolighed. Vi er meget fristede til at se indad og fokusere på vores egne problemer.

Men sandheden er, at vi ikke kan isolere os fra denne krise. Udbredelsen af ekstremisme, den kraftige stigning i udenlandske krigere, truslen om nye terrorisme – kun en ende på krigen i Syrien kan vende udviklingen i forhold til at stoppe disse problemer.

Det er ikke kun millioner af menneskers liv og fremtiden for Mellemøsten, der er på spil. Det er også det internationale systems troværdighed. Hvad siger det om vores engagement i menneskerettigheder og ansvarlighed, når vi samtidig tolererer forbrydelser mod menneskeheden i Syrien og Irak på daglig basis?

Da FN’s flygtningehøjkommissariat blev oprettet efter Anden Verdenskrig, var det meningen at hjælpe folk tilbage til deres hjem efter konflikter. Det blev ikke skabt for år efter år at brødføde folk, der måske aldrig ville kunne vende hjem, hvis børn ville blive født statsløse, og hvis lande aldrig ville få fred. Men det er situationen i dag, med 51 millioner flygtninge, asylansøgere og fordrevne mennesker verden over, mere end på noget tidspunkt i organisationens historie.

Man må skaffe mere bistand til at hjælpe Syriens nabolande, så de kan klare den uholdbare belastning, som millioner af flygtninge skaber. FNs humanitære appeller er betydeligt underfinansieret.  Lande udenfor regionen bør tilbyde asyl til de mest udsatte flygtninge med behov for genbosættelse – for eksempel dem, der har været udsat for voldtægt eller tortur. Og frem for alt, det internationale samfund må som helhed finde en fredsløsning. Det er ikke nok blot at forsvare vores værdier derhjemme, i vores aviser og i vores institutioner. Vi er også nødt til at forsvare dem i flygtningelejrene i Mellemøsten, og de ødelagte spøgelsesbyer i Syrien.

New York Times – oversat af Hassan Ghulami.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer