ANALYSE: På søndag er der parlamentsvalg i Tyrkiet. HDP og AKP kæmper intenst for at bejle til de religiøse kurdere.
Af Deniz Serinci, forfatter til ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan” (Frydenlund, 2013)
På søndag går Tyrkiet til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt parlament. I år er øjnene især rettet mod det pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti). Spørgsmålet er om HDP formår at komme over landets spærregrænse på 10% ved nationale valg, som forhindrer en forholdsmæssig kurdisk parlamentsrepræsentation.
Lykkes det HDP at komme over spærregrænsen, vil det være historisk af flere grunde. Dels vil kurderne for første gang være repræsenteret som parti i den tyrkiske folkeforsamling. Dels vil HDP kunne få op til 60-70 mandater i parlamentet mod de nuværende 29.
Derudover vil et pro-kurdisk parti for første gang spille en afgørende rolle i tyrkisk politik.
For den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) sigter efter at få så mange stemmer denne gang, at Erdogan kan indføre et præsidentielt system, hvor præsidenten, der normalt kun har ceremoniel betydning, får en reel udøvende magt. Men hvis HDP kommer over spærregrænsen og får 60-70 mandater i parlamentet, mister AKP så mindst cirka 30 mandater til HDP og dermed det absolutte flertal.
Erdogan har brug for HDPs støtte – HDP vil kræve noget til gengæld
Hvis AKP ikke får absolut flertal efter den 7. juni, kan Erdogan blive nødt til at give kurderne flere indrømmelser. Hvis AKP eksempelvis vil vedtage noget i forhold til fredsprocessen, vil han sandsynligvis ikke kunne få støtte fra de to største oppositionspartier Republikansk Folkeparti (CHP) og Nationalistisk Aktionsparti (MHP). Begge partier er imod fredsprocessen med PKK, fordi de mener, at den strider mod forfatningen og risikerer at opsplitte landet. Derfor må AKP søge parlamentarisk støtte andetsteds – nemlig hos HDP. Til gengæld for støtte vil HDP kræve flere rettigheder fra AKP til kurderne.
Derudover har HDP en reel chance for at komme over lige over spærregrænsen, ifølge de seneste meningsmålinger.
De tidligere største pro-kurdiske partier, eksempelvis det tidligere Freds- og Demokratipartiet (BDP), fik normalt ikke mere end 2-3 millioner stemmer, dvs. 5-6%. Dermed kom de ikke over spærregrænsen. Men nu, hvor HDP stiller op som parti, satser partiet på emner, der har genklang i hele landet – og ikke kun i det kurdiske sydøst: Miljø og andre mindretalsgrupper, som alevierne, de kristne, homoseksuelle og venstreorienterede i Tyrkiet. Det var formentlig også formålet med HDPs oprettelse.
Som Jakob Lindgaard, forsker ved DIS (Danish Institute for Study Abroad) forklarede:
”PKK-lederen Abdullah Öcalan har fået etableret HDP i Vesttyrkiet, som forsvarer liberale værdier og alle minoriteter. HDP skal få de stemmer, som BDP aldrig kan få blandt venstre-liberale vesttyrkere.”
Kobanê og Roboskî har gjort AKP mindre populær
PKK – og HDP – er samtidig blevet mere spiseligt for disse tyrkere, fordi den kurdiske bevægelse ikke længere går ind for oprettelsen af et uafhængigt Kurdistan i Østtyrkiet – noget de færreste tyrkere ville gå med til. PKK gik oprindeligt ind for selvstændighed, men indså senere at en sådan stat er urealistisk i Tyrkiet, idet mange – måske op til halvdelen – af kurderne bor i Vesttyrkiet og ikke i den østlige del af landet, hvor en sådan stat oprindeligt ønskedes oprettet. Meningsmålinger viser også, at kun 15-20% af kurderne i Østtyrkiet går ind for en selvstændig stat. Flertallet ønsker i stedet flere kulturelle rettigheder indenfor Tyrkiets grænser.
Endvidere har Roboskî-massakren øget utilfredsheden med AKP i det østlige Tyrkiet. Mange kurdere havde hidtil stemt på regeringspartiet, fordi dets konservative værdier og økonomiske succes – under Erdogan er Tyrkiet blevet verdens 19. største økonomi – ofte tiltrækker dem.
Det ændrede sig for nogle kurderes vedkommende, da 34 mennesker, hovedsageligt teenagere, blev dræbt af tyrkiske F-16 jagerfly i 2011, da de bombede Roboskî-landsbyen langs den tyrkisk-irakiske grænse. Ingen er blevet straffet i sagen. Regeringen har tilbudt familierne kompensation – som familierne har afvist – men har aldrig undskyldt for hændelsen.
Endvidere har Erdogans afvisning af at gribe ind i Kobanê i efteråret 2014 også gjort AKP mere upopulær i mange kurdiske kredse. Da terrorgruppen Islamisk Stat, IS belejrede den syrisk-kurdiske by Kobanê, så tyrkisk militær på den anden side af grænsen passivt til, hvilket afstedkom massive protester i hele Tyrkiet og førte til 40 menneskers, primært kurdere, død. I forvejen blev Tyrkiet beskyldt for indirekte at støtte IS ved at lade deres jihadister krydse uhindret ind i Syrien fra Tyrkiet.
Hvad sker hvis HDP ikke kommer over spærregrænsen?
Hvis HDP ikke kommer over spærregrænsen den 7. juni, så har Tyrkiet pludselig 4-6 mio. HDP-vælgere, der ikke bliver repræsenteret i parlamentet. Argumentet om, at kurderne ikke kan blive hørt i parlamentet og derfor ikke har et alternativ til den væbnede kamp, kan blive bestyrket.
Den fremtrædende tyrkiske akademiker Kemal Kirisci, leder af Turkey Project ved Brookings Institution, formulerer det således:
“HDPs udelukkelse fra parlamentet kan radikalisere politik, føre til borgerkrig og fremskynde kaos i Tyrkiet.”
Han bakkes op af Murat Yetkin, nyhedsredaktør på Hurriyet Daily, der forudser, at ”den manglende repræsentation af HDP i parlamentet vil medføre et stort politisk tomrum. Det er en uvis, om det kan føre til en genoptagelse af den væbnede kamp.”
Fredsprocessen er i forvejen skrøbelig. Der har allerede været mange væbnede sammenstød og dødsfald, især sidste sommer, da lokale kurdere protesterede over, at staten blev ved at bygge flere og flere militære kontrolposter. Menneskerettighedsforeningen (IHD) i Tyrkiet oplyste, at der et år efter fredsprocessen var blevet bygget 341 nye militære kontrolposter i de kurdiske områder i Tyrkiet.
Den tyrkiske forsvarsminister Ismet Yilmaz forsvarede opførelsen af militære stationer med, at det er nødvendigt for grænsekontrol. Kurderne så opbygningen som tegn på øget militær kontrol.
Årsager hvis HDP ikke kommer ind
Lykkes det ikke HDP at komme ind, kan årsagerne blandt andet være, at partiets flirt med de homoseksuelle og de ofte islamkritiske alevier frastøder de konservative kurdere, der i stedet så stemmer på AKP.
Alevierne, Tyrkiets største religiøse mindretal, udgør omkring en fjerde- til femtedel af befolkningen. De er blandede tyrkere og kurdere og har gennem deres historie ofte været forfulgt af islamister. Hidtil har alevierne stemt på det sekulære CHP, fordi dette parti blev set som den største garant mod politisk islams fremmarch, som alevierne føler sig truet af. CHPs tøven med at give alevierne rettigheder har skubbet mange af dem over til HDP. Sidstnævnte opstiller den tidligere leder af Europas Alevi Forbund, Turgut Öker som kandidat i en sikker kreds i Istanbul.
Alevierne kræver deres bedesteder, cem-huse, anerkendt og Departementet for Religiøse Anliggender, Diyanet, nedlagt, fordi sidstnævnte ifølge dem favoriserer sunni-islam.
HDP vil – modsat CHP og AKP – anerkende Cem-huse og nedlægge Diyanet. Det har AKP så brugt imod partiet med beskyldninger om, at HDP dermed vil gøre op med islam. Endvidere spiller Erdogan på, at HDPs leder Selahattin Demirtas under et besøg i den tyske by Köln angiveligt skulle have spist bacon, noget der er forbudt ifølge islam.
Derudover sidder AKP sikkert på mange kurderes stemmer. Partiet har fået en status som forsvareren af religiøs frihed. Flertallet af kurdere i Tyrkiet er muslimer, hvoraf mange er konservative. Da Tyrkiet blev grundlagt af Mustafa Kemal Atatürk i 1923 blev det islamiske religiøse system fjernet og erstattet af et sekulært system. Kvinder fik forbud mod at bære slør i det offentlige. AKP argumenterede for, at forbuddet var diskriminerende. I 2008 vedtog partiet en ændring, der tillader kvinder at bære tørklæde på tyrkiske universiteter.
Jo flere stemmer til HDP og AKP, desto bedre for fred
Endvidere er det ikke givet, at eksempelvis alevierne dropper CHP og stemmer på HDP, selvom sidstnævnte er væsentligt mere pro-alevi.
De fleste alevier er etniske tyrkere, der ligesom resten af befolkningen er fremmedgjort af HDPs forbindelser til PKK, der regnes for en blodig terrororganisation i Tyrkiet – og EU, hvor det figurerer på terrorlisten. Tillige føler mange alevier en loyalitet overfor landsfaderen Atatürks parti CHP, der ved at afskaffe kalifatet i 1924, gjorde op med et system og et imperium, Osmannerriget, der altid havde forfulgt dem. Således pryder billeder af Atatürk ofte aleviernes bedehuse.
Resultatet af det tyrkiske parlamentsvalg foreligger formentlig om aftenen den 7. juni eller morgenen efter. Men en stor tilslutning til AKP og HDP vil under alle omstændigheder være en fordel for fredsprocessen.
Fredsprocessen har to aktører: AKP og den kurdiske bevægelse. Ved at stemme på AKP og HDP, vil vælgerne have sendt et signal om, at de to partier – trods modstanden fra CHP og MHP – skal gå videre med processen.
