Tyrkiske Abdullah Domurcuk kommer fra en pro-statslig familie, men selv kritiserer han den tyrkiske stats politik i forhold til kurderne.
Af Deniz Berxwedan Serinci
– Du er kendt for at være en tyrker, der åbenlyst sympatiserer med kurderne. Hvad har påvirket dig til at få de synspunkter – familien, venner?
Jeg har altid haft mange kurdiske venner her i Danmark, specielt fra Konya. Som barn er jeg vokset op i en tyrkisk familie. Min mors side tilhører minoriteten tjerkesser (çerkes), som ofte er mere tyrkisk-nationalistiske end etniske tyrkere. Det er de for at blive anerkendt af Tyrkiet og for at vise, at de er en ”god minoritet”.
Mine forældre er læreruddannede og har undervist både kurdiske og tyrkiske børn i tyrkisk. Mine forældre er pro-stat, de går ind for den tyrkiske stats enhed. Jeg lærte oprindeligt, at betegnelsen Kurdistan var separatistisk og at det hele kun var en konflikt mellem terrorister og staten.
Hvad skete der senere?
Jeg indså senere i mine teenageår, at det handler om en konflikt, der primært skyldes den tyrkiske sides behandling af det kurdiske folk og jeg fik mere og mere sympati for det kurdiske folk.
Når jeg ser tilbage på historien kan jeg se, at tyrkere og kurdere kæmpede side om side. Når jeg selv er minoritet i Danmark, forstår jeg bedre, hvordan det er at være minoritet og at man må respektere minoriteter. Ikke at man kan sammenligne kurdere i Tyrkiet med indvandrere i Danmark. Kurdere har boet i Tyrkiet og Anatolien i næsten 1000 år. Derfor har de endnu større krav på selvstændighed, end indvandrere, der har boet her en generation i Danmark har.
Men forstår du den tyrkiske modstand mod PKK?
Jeg forholder mig ikke til PKK, men når der stadig er begrænsninger på ytringsfriheds og politisk frihed, så kan jeg godt forstå, at der ikke går længe, inden man giver op og griber til andre metoder. Det er ikke et forsvar for PKK og jeg siger ikke, at alt ved PKK er godt, men det primære ansvar for konflikten ligger hos den tyrkiske side.
Alle nationalstater ønsker at forblive en enhed, og de færreste ser varm på løsrivelse. Men der er stadig basale rettigheder, som ikke er givet, og som ikke handler om selvstændighed, men menneskerettigheder, og det er blandt andet det, som er med til at legitimere PKK.
Hvilke reaktioner har du fået, når du har luftet dine synspunkter hos andre tyrkere?
De fleste tyrkere reagerer med følelser og ud fra, hvad de ser i de tyrkiske medier. Hvis jeg så så meget tyrkisk tv, som dem, så vil jeg med stor sandsynlighed også være som dem og betragte PKK som de hovedansvarlige i denne konflikt.
Når jeg er i Tyrkiet, og min fætter, som har været soldat, viser mig sine skudsår eller fortæller om døde kammerater, så berører det mig selvfølgelig meget.
Men derudover er det rimelig umuligt at tale om mine synspunkter på ferie i Tyrkiet, fordi folk hurtigt går i selvforsvar. Jeg diskuterede med min morbrødre, og en eller to beskyldte mig for at være forrædere og PKK-tilhænger og kom med andre ubekvemsord. Jeg prøver så vidt muligt ikke at tale om politik iblandt ældre familiemedlemmer.
Vi afholdt en demonstration på Københavns Rådhusplads imod de tyrkiske invasionsplaner i det Sydlige Kurdistan/Nordirak. Nogle tyrkiske nationalister kom forbi og kom med sure kommentar.
Abdullah Domurcuk har (delvist) tyrkiske rødder og er uddannet i offentlig administration og internationale studier på RUC. I marts arrangerede hans kone, Jaleh Tavakoli fejring af det persiske og kurdiske nytår Newroz/Nowroz på Københavns Rådhus. Abdullah Domurcuk har i mange år ved demonstrationer og lignende kritiseret den tyrkiske stats politik i forhold til det kurdiske mindretal i Tyrkiet.
