Interview med journalist Barakat Isa. Da ISIS rykkede ind i Shingal i 3. august, flygtede han op i et bjerg og tilbragte 7 dage uden vand og mad. Læs interview.

Deniz Serinci & Chirin Khalaf

Den 3. august blev jeg ligesom alle andre i byen nødt til at flygte fra Sinjar, efter at ISIS rykkede ind i de to landsbyer Siba Sheikh Khidir og Gir Zerik.

Folket i disse to landsbyer var ikke vant til kamp, men blev nødt til at kæmpe, fordi ISIS var i gang med en massakre og fordi de (IS) kidnappede deres kvinder i byerne Til Azir, Gir Zerik, Siba Sheik Khidir, Kucho, Til Benat, Til Keseb. De omkringliggende landsbyer syd for Shingal kæmpede pga. massakren. Morgenen til den 3. august flygtede folket pga. massakren.

Dem der havde en bil kunne bringe deres børn i sikkerhed. Dem uden bil blev nødt til at flygte pga. massakren, eller de blev taget til fange. Antallet af flygtninge er flere tusinder.

Den morgen flygtede vi op i bjergene fra syd, ved siden af bjerget. Efter noget tid dukkede nogle biler op med IS-tilhængere, som bad folk om at vende tilbage til landsbyerne. Vi stolede ikke på dem. Vi er ezidier og vi vidste, at IS ikke ville acceptere os selv, selv hvis vi valgte at konvertere.

Jeg flygtede op i bjergene sammen med venner og de andre ezidier. Vi nåede bjergets nordlige side omkring kl. 22. Vi gik i ca. 7 timer i bjergene den første dag.

Vi tilbragte 7 dage i bjergene uden mad og vand. Der var to vandkilder, men fordi længden var på 72 km i bjerget, krævede det at vi skulle gå i min. 6-7 timer for at hente vand. Det tog 18 timer for at hente vand, men der var en kø på 6 timer mellem vandkilden og det sted vi befandt os, fordi der var så mange mennesker. Vandet i kilden blev mindre og time for time, fordi der var bl.a. var mange børn, kvinder og mænd. I tider, hvor man mangler noget vil man mærker man det. Der manglede vand og folket tørstede. Der var mad hele tiden, der var får, lam og geder, vi havde råt kød, men folk kunne ikke spise det pga. tørsten. Vi var mange, der spiste blade, fordi vi manglede mad.

Der var angst og død af bl.a. tørst, sult og især mange døde på vej fra bjergets sydlige til nordlige side. Mange af disse var børn og ældre.

Flere hundreder ældre havde sygdomme som f.eks. sukkersyge, blodpropper i hjertet og hjernen, sygdomme, der er meget udbredt i Shingal, og kunne ikke flygte og blev tilbage i landsbyen sydpå, har der ikke været noget livstegn på. Herudover er et stort antal af dem, ifølge telefoniske samtaler med tilbageværende folk i nærliggende områder (inden de tog flugten), døde og andre har man ikke kunnet finde eller høre til.

I de 7 dage i bjergene, hvor jeg selv var en af dem, havde vi ikke kræfter til at løbe, blive stærkere eller blive raske, fordi vi skridt for skridt kom døden nærmere.

Vi kunne mærke, at døden nærmede sig mere og mere time for time.

Vi flygtede til bjergene, men der var ingen sikkerhed eller tryghed i bjerget, fordi folk blev dræbt og truslen om, at IS så havde mulighed for at komme derop. Der var IS-tilhængere oppe på bjerget, bl.a. pakistanere og afghanere, som er vant til at begå sig i bjerge og kæmpe.

Disse mennesker omkring mig her nu, folket fra Shingal, og dem der er via Rojava (Syrien) er nået til Bashur har set døden i øjnene indtil de blev befriet. Fra den død man havde forventet.

Antallet af piger og kvinder, som er blevet kidnappet af IS er større end de 500, der er nævnt. Det er mange flere. Der har været telefonisk kontakt til nogle af disse. De er bl.a. i byerne Fallujah, Mosul, Tal Afar, Deir ez-Zor, Aleppo. De er solgt i femtusinde og titusinder vis efter, Saudiarabiske imamer har tilladt det. Enhver tillader sig således at købe og sælge pigerne.

Jeg vil til sidst sige, at dette har været en redning fra døden. Livet vil fortsætte, men omtalen om ezidier vil ikke blive glemt, lige meget hvor man befinder sig. Ezidier og kurdere, specielt ezidierne i Danmark er i vore hjerter. Vi takker og tænker på enhver ezidi og kurder, der har hjulpet os. Det var op til dem at råbe op og deres opråb fik verden til at åbne øjnene. Vi takker dem mange gange.

Kommentér via Facebook

kommentarer