Historien om PKK i 1978.
En af nutidens vel mest kendte kurdere, Abdullah Öcalan blev født i en landsby den 4. april 1949 i en fattig søskendeflok på seks. Öcalan, der på tyrkisk betyder ”den, der hævner sig”, kunne som barn ikke et ord tyrkisk, indtil han kom i folkeskolen.
En af den unge Öcalans store skuffelser var, da hans yndlingssøster Havva (1939-2014) blev tvangsgift med en mand fra en anden landsby. Det var en udbredt tradition ude på landet. Det var med til at påvirke Öcalans ideer om nødvendigheden af, at kvinder måtte frigøres fra konservative familiemønstre.
Senere begyndte Öcalan at studere jura på universitetet i Istanbul og statskundskab i Ankara. Sympatien lå hos den tyrkiske venstrefløj, der var kendt for dens udtalte støtte til de undertrykte klasser og grupper i samfundet. Deri lå indirekte kurderne, selvom venstrefløjen havde svært ved at bruge det ord.
Som 22-årig blev Öcalan anholdt, den 12. marts 1972, fordi han havde deltaget i en illegal studenterdemonstration og skoleboykot for at protestere mod de tyrkiske myndigheders drab på tyrkiske venstrefløjsikoner.
Det endte med at blive til syv måneder i fængslet. Det faktum, at han blev fængslet for at deltage i en fredelig protest, overbeviste mere og mere Öcalan om, at der ikke var noget alternativ til at bruge vold for at opnå sine mål. Da han kom ud af fængslet i oktober samme år, begyndte Öcalan i øvrigt at gå mere op i sin kurdiske identitet.
“Kurderne er et folk, der er blevet berøvet deres identitet. De nyder end ikke de basale rettigheder, som et folk bør have. Vi må end ikke bruge vores eget sprog,” som Öcalan senere skrev.
Han følte, at han måtte kæmpe for sit folk. Öcalan kom dog mere og mere til den konklusion, at den kamp var svært at gennemføre fra den tyrkiske venstrefløj. For når det kom til stykket, også var også venstrefløjen tyrkisk-nationalistiske og ville eller kunne dermed ikke give kurderne indrømmelser. For dem handlede det først om at befri tyrkerne for kapitalisme og undertrykkelse og derefter kurderne. Der fik den unge Öcalan mere den opfattelse, som hans kammerat Haki Karer (1950-1977) udtalte:
“Det tyrkiske folks befrielse går igennem det kurdiske folks befrielse. Ikke omvendt.”
I 1974 blev den 25-årige Öcalan formand for den marxistiske studenterforening Ankaras Demokratiske Øvre Uddannelsesforening (ADYÖD). Senere samme år mødtes han med nogle venner i Ankara for at danne en kurdisk gruppe.
De havde fået nok af den tyrkiske venstrefløj, som de følte, ignorerede kurderne. Öcalan blev valgt til at lede gruppen. Blandt vennerne blev han kaldt “Apo”, der betyder onkel på kurdisk.
Snart tog Öcalan sammen med sine venstreorienterede studievenner til de kurdiske områder i Tyrkiet for at samle støtte til en nyt parti, der skulle dannes. I byen Elazig holdt han en tale, hvor han understregede, at væbnet kamp var en nødvendighed:
“Hvis et folk omfavner dets egne traditioner, bruger dets eget sprog og gør dets kultur levende igen, så er det et oprør. Men det største oprør er det væbnede oprør.”
Den 25. november 1978 drøftede gruppen ideer i en landsby i byen Diyarbakir. To dage senere var de klar til at lancere et parti; Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det marxistiske parti fik Öcalan som generalsekretær.
Dets formål var at oprette et uafhængigt, marxistisk Kurdistan på tværs af Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Erklæringen fra det nye parti lød:
“I århundreder har Kurdistans folk ført en befrielseskrig mod fremmed dominans og dens lokale kollaboratører. Hermed er Kurdistans Arbejderparti blev dannet for at løfte kampen op på et niveau med en national befrielseskrig, som situationen er moden til, og for at kombinere det med klassekampen. Det er Kurdistans proletariats nye organisation.
Fremad mod et uafhængigt, forenet og demokratisk Kurdistan!
Ned med imperialisme og kolonialisme!
Længe leve uafhængighed og den proletariske internationalisme
Længe leve PKK (Kurdistans Arbejderparti)!”
Flere steder i tyrkisk Kurdistan angreb PKK i starten landsbyherrer, som de anså for ”udbyttere af folket” og ”nationale forrædere”. Flere af disse landsbyherrer fik økonomisk støtte af den tyrkiske regering for at holde kurdisk nationalisme i skak.
Derfor blev de set som forrædere og stikkere af PKK. I disse angreb blev koner og børn til landsbyherrerne sommetider også dræbt. Om de civile tab var bevidst politik fra PKK’s side eller om de civile blev dræbt ved en fejltagelse, er svær at gennemskue.
De tyrkiske myndigheder erklærede, at PKK bevidst gik efter civile ofre. PKK afviste fra tid til anden, at de havde dræbt civile. Senere, i 1989, indrømmede Öcalan, at civile kvinder og børn var blevet dræbt af PKK-guerillaer. Det var en politik, PKK senere forlod.
