Den 15. november 1998 kom jeg til Danmark som 5-årig. En lille pige, som kom til et nyt land med muligheder og lykke. Hun så håb og lys, og nu var frygten og usikkerheden væk sagde forældrene. Vi var kommet til et trygt sted. Danmark, mit nye hjem.
Af Shewa Rashid
Den 15. november 1998 kom jeg til Danmark som 5-årig. En lille pige, som kom til et nyt land med muligheder og lykke. Hun så håb og lys, og nu var frygten og usikker-heden væk sagde forældrene. Vi var kommet til et trygt sted. Danmark, mit nye hjem.
Jeg blev født i 1993 i Sulaymaniyah, som var en by i Nordirak, såkaldte Kurdistan. Der boede jeg i fire år, indtil vores hus blev bombet. Kurdistan var nemlig på det tidspunkt hærget af krig og ødelæggelser. Civile blev dræbt. Nu var det nok! Vi skulle væk herfra og leve i sikkerhed.
Vi havde heldigvis familie i Sverige, som havde boet der i flere år og som altid fortalte , at det var et godt og sikkert sted. Vi ville, som alle andre familier, gerne leve lykkelig et sted, hvor man vidste hvad den næste dag bragte, men følelsen af sikkerhed var der bestemt ikke i Kurdistan. Derfor overvejede mine forældre det ikke længe, før de besluttede sig for at flygte fra det land, de var født og opvokset i. Jeg ville ønske der ikke var uroligheder, så vi kunne blive boende, da det virkelig var et dejligt sted, hvor både min familie og alle vennerne boede. Men nu hvor der var uroligheder, så mener jeg selvfølgelig, at mine forældre tog det rigtige valg ved at flytte til Sverige!
På vej mod Sverige
Vores rejse til Sverige begyndte, da jeg lige var fyldt fem år. Vi skulle tage flyet fra Jordan til Sverige, og så skulle det hele være overstået, det drejede sig kun om et par timer i flyet, så ville vi være i tryghed og sikkerhed. Men intet blev som planlagt. Jeg vidste ikke dengang, at de næste syv år af mit liv ville blive præget af usikkerhed, frygt og angst…
Mens vi ventede på at komme til Sverige, fik vi at vide at det ikke var muligt før om 3-4 mdr., men de havde et andet tilbud; vi kunne tage af sted på en anden måde, nemlig dagen efter. Mine forældre og de andre familier, tog en beslutning om at tage til Europa på den anden måde, da det gik hurtigere, og vi havde allerede ventet på at komme af sted i 6 måneder, så nu kunne vi ikke vente mere. Vi tog et fly til Tyrkiet, hvor vi måtte overnatte en nat i lufthavnen.
Tegningen
Jeg kan huske den aften, det var halvt tomt i lufthavnen, og en engelsk dame kom hen til mig. Hun snakkede lidt med mig og fortalte mine forældre, at hun var kommet på ferie til Tyrkiet, og det var et smukt land osv. Hun sagde, at hun var tegner og spurgte mine forældre, om hun måtte tegne et portræt af mig. Det var så i orden med dem. Hun tegnede den flotteste tegning, som jeg aldrig glemmer. Da hun var færdig skrev hun sit underskrift på papiret, jeg husker det meget tydeligt. Hun gav mig en kiks og tegningen, mens hun sagde ’’du skal passe godt på den’’ på engelsk.
Guldet i jakken
Næste dag tog vi igen et fly til Albanien. Flyet var meget lille, og det larmede meget, så vi var alle meget bange. Der var nærmest ikke mulighed for at bevæge sig, da der var så trængt i flyet!
Vi ankom uskadt til Albanien, hvor to busser ventede på os. Albanerne tog vores pas og vi vidste ikke, hvad der skulle ske. Vi var alle 32 meget bange. Ingen forstod, hvad der blev sagt og albanerne prøvede helst at undgå al form for kommunikation med os.
Vi gik op i busserne. Det var nat og stedet var meget øde. Vi ankom til et hus, hvor vi blev til meget sent om natten. Derefter kom busserne igen, og vi blev ’transporteret’ videre til et andet sted – en fuldstændig øde landsby. Vi blev sat ind i et stort hus. De mennesker, vi var sammen med, sagde, at vi skulle gemme det guld og de penge, vi havde, fordi de albanere, som ’’hjalp’’ os videre, var tyve. Derfor valgte min mor, med hjælp fra dem vi var sammen med, at gemme guldet i min jakke, så de ikke kunne finde det.
Min mor sagde, at hvis der skete mine forældre noget, så havde jeg nogle penge og guld på mig, som jeg skulle bruge, men heldigvis fik jeg ikke brug for at gøre det!
Gummibåden og færgen
Vi blev så ’transporteret’ videre med bussen.Vi blev kørt til et stort hav, hvor der ventede en gummibåd med motor på. Mine forældre og en anden familie, som også havde børn, nægtede at tage med på båden, fordi det var oplagt for enhver, at man ikke kunne være 32 i en gummibåd; det var livsfarligt. Men manden tog en pistol frem og sagde, at hvis ikke vi gjorde det, ville han skyde os. Så derfor var vi tvunget til det…
Vi havde siddet i gummibåden i en times tid, og pludselig kom der en stor færge sejlende imod os,. Det var en af de store færger, som sejlede fra Albanien til Italien. Den store færge nærmede sig tættere og tættere, og det blev mere og mere farligt. Vores gummibåd væltede fra side til side.
Da kaptajnen så, at der var en lille båd, begyndte han at bruge hornene. Færgen var for stor til at dreje på så kort afstand, men gummibåden kunne ikke sejle hurtigere, fordi den var så tung. Folk i gummibåden begyndte at skrige og råbe om hjælp, for hvis vi faldt i vandet, så var det slut!
Vandet var ekstremt saltet, og det var meget koldt. Albaneren tog sin pistol frem igen og sigtede på os, så vi skulle tie stille. Vi kom heldigvis med nød og næppe forbi den store færge, puha!
Efter episoden besvimede jeg af skræk, jeg lå helt stille på min mors skød. Min mor har fortalt mig, at hun en kort tid troede jeg var død. Nogle flinke mennesker observerede, at jeg lå bevidstløs. De kastede vand i mit ansigt og prøvede at få mig til at snakke, men det vand de kastede på mig var saltvand, og det ”brændte”.
I Italien
Efter omkring tre timer kom vi endelig tæt på land, og de begyndte at hive os op af den lille gummibåd. Vi havde ingen anelse om, hvor vi var. Vi gik mod gaden, hvor vi søgte hjælp. Dem, vi var sammen med, fik stoppet en bil og sagt, at de blev nødt til at ringe til politiet og fortælle, hvad der var sket. Efter kort stykke tid kom politiet, og vi blev kørt til det italienske politi, hvor vi fik varmt tøj og mad.
Efter få timer på politistationen, kom politiet og fortalte, at de havde prøvet at fange albanerne, da de var kommet igen med flere mennesker, men inden de nåede at fange dem, slog albanerne løs på flygtningene. En af dem døde af sine kvæstelser, og de andre blev smidt ud af båden.
Vi boede på et asylcenter i Italien i 15 dage. Efter de 15 dage, fik vi besked på, at vi skulle forlade landet og vi havde derfor intet sted at sove. Den eneste mulighed var at sove på stranden, og det gjorde vi, da ingen af os hverken havde pas eller legitimation til at booke et værelse på et hotel.
Der gik godt og vel to dage, før vi tog til Frankrig, og der boede vi i tre dag. Derefter tog vi toget til Danmark. Da vi ankom til Danmark, tog vi direkte videre til Helsingborg, hvor vi alle tænkte – endelig, men så kom politiet og sendte os ud af landet igen. Vi røg tilbage til Danmark og søgte asyl.
I Danmark
Jeg boede i Sandholmlejeren som det første sted, som alle flygtninge gør. Derefter blev vi forflyttet til Hinnerup Røde Kors Asylcenter nær Aarhus. Det var dér jeg fik mine første venner i Danmark. De var ikke danske, for danskere havde jeg ingen kontakt med i den tid, jeg boede på asylcentret. Jeg havde arabiske, russiske, kurdiske, makedonske og sigøjner venner – det var et multikulturelt samfund i asylcentret. Vi havde vores egen fritidsklub, hvor vi kunne bruge lidt tid på andre ting end at sidde og tænke over alle livets problemer.
Jeg var tom
Jeg boede på det asylcenter i 4 år.
Der kom nye venner hele tiden. Ligeså snart man knyttede sig til en person, så var han eller hun væk den næste dag. De var enten hentet af politiet eller sendt videre til et andet asylcenter. Efter fire år med skiftende venner, kom der en periode, da jeg var omkring 7 år, hvor jeg ikke ville knytte mig til nogen. Jeg følte mig tom, overset – en mærkelig følelse. Det var meget hårdt psykisk, og jeg fik mareridt om natten, og når jeg vågede var der larm omkring mig, selvom der faktisk var musestille. Jeg kunne ikke ligge ned, for det lød, som om toge kørte forbi mig, og folk skreg mig op i hovedet.
Uden rettigheder
I 2000 fik jeg tvillingebrødre, den ene døde uden at vi fik noget at vide. Han blev bare fjernet fra os. Vi ville klage, men flere rådede os til at lade være, ellers ville det få konsekvenser for vores sag. Så det gjorde vi ikke, men det påvirkede mine forældre rigtig meget psykisk. De var jo flygtet fra krigen for at søge beskyttelse og sikkerhed.
Vi havde allerede ventet på at blive accepteret i samfundet i to år, og så blev vi stadig behandlet umenneskeligt. Vi kunne ikke engang klage til det offentlige, uden at det vil få konsekvenser for os. Vi måtte bare tie stille og vente.
Danskerne
I 2003 blev vi forflyttet til Brovst Asylcenter nær Tønder, fordi Hinnerup Asylcenter skulle lukkes.
En dag i sommerferien ville vi til et storcenter nær Brovst, så vi tog toget. Vi valgte at blive stående i toget, da der var rigtig mange mennesker. Ud af det blå kom der to piger på 16-17 år ind, som var etnisk danske. De kiggede meget underligt på mig og min mor, som om vi havde horn i panden. Pludselig begyndte de at tale grimt og kigge på os. Min mor kunne ikke svare tilbage, for hun var ikke så god til dansk, så hun vidste ikke hvad der foregik, men jeg forstod det.
Jeg kan ikke huske præcist, hvad de sagde, men jeg kan huske, at jeg blev flov og ked af det. Det var ikke de ord, man ville havde slynget i hovedet, og blive gjort til grin foran andre, når man for øvrigt bare ikke magtede livet mere. Vi boede heldigvis i Brovst i få mdr. hvorefter vi blev forflyttet igen, den her gang til Frederikshavn Røde Kors Asylcenter, fordi Brovst skulle lukkes.
Velkommen efter 7 år
Vi boede på Frederikshavn Asylcenter i et halv års tid. Mine forældre blev indkaldt til en samtale, hvor de blev tilbudt en lejlighed, fordi vi havde boet på et værelse alle sammen i 6 år, og de mente, at det nok var på tide, at vi fik lov til at bo lidt bedre.
Det var først dér, jeg følte, at jeg begyndte at få et normalt liv, jeg havde mit eget værelse, mit eget TV – mit eget privatliv… Lejligheden bragte måske lykken med sig for i juni 2005 fik vi opholdstilladelse. Velkommen til Danmark – efter 7 år.