Organisationen Azadî (”Frihed”) var utilfreds med den tyrkiske leder Atatürks forbud mod kurdisk identitet og ønskede oprettelsen af et selvstændigt Kurdistan.
Organisationen valgte den islamiske lærd Sheikh Said (1865-1925) som militær leder, da han var respekteret som gejstlig figur i de kurdiske områder. Sheikh Said krævede, at ”kurderne må få politiske, kulturelle og sociale rettigheder.”
Oprøret var også delvist imod det nye sekulære Tyrkiets opgør med religion. Atatürk havde med Tyrkiets oprettelse ophævet de religiøse Shari’a-domstole, forbudt kvinder at bære slør offentligt og andre udtryk for religiøs indflydelse i staten.
Oprøret var til at starte med succesfuld. Det lykkedes Sheikh Said og hans tilhængere at overtage flere byer og de tilsendte tyrkiske tropper kunne ikke slå oprørerne og trak sig tilbage. Den tyrkiske regering indførte militærundtagelsestilstand i hele tyrkisk Kurdistan. Det lykkedes den tyrkiske hær at samle en hær på 52.000 soldater mod Sheikh Saids anslåede 15.000 kurdiske oprørere.
I slutningen af marts 1925 var rebellerne omringet af den tyrkiske hær. Efter massive tyrkiske luftbombardementer kapitulerede oprørerne.
I april blev Sheikh Said fanget af de tyrkiske soldater efter et slag. Sheikh Said blev sammen med omkring 50 tilhængere henrettet den 29. juni 1925.
Ifølge udenlandske diplomater i Tyrkiet var ”hele landsbyer blevet brændt eller raseret til grunden og mænd, kvinder og børn dræbt”, kurdere blev ”i massevis hængt, massakreret og praktisk talt knust…”
Imens skrev den britiske journalist H.C. Armstrong, at ”Mustafa Kemal [Atatürk]… forvandlede Kurdistan til en ørken med ild og sværd. Mændene blev tortureret ihjel. Landsbyer blev brændt. Høsten blev destrueret. Kvinder og børn blev krænket og dræbt.”
Ved oprørets ophør var 15.000-20.000 kurdere dræbt, ifølge Folkeforbundet, forløberen for FN. 206 landsbyer blev nedbrændt. Omkring 50.000 mennesker måtte flygte, mens 7800 blev deporteret af den tyrkiske regering til det vestlige Tyrkiet. Mange stammeledere og deres familier – også dem uden direkte involvering i oprøret – blev også deporteret.
Når oprøret ikke lykkedes hang det sammen med, at det tyrkiske militær var kurderne overlegen, både i antal og våbentyper.
Derudover var og er kurderne religiøst set forskellige.
Sheikh Said var sunnimuslim, men omkring ham boede kurdere fra alevi-troen, der har et mere liberalt forhold til religion. Ved dette oprør nægtede flere alevi-kurdere at støtte Sheikh Said, fordi de frygtede hans islamiske dagsorden. Under Osmannerriget var alevierne altid blevet forfulgt, fordi de ikke fulgte islams regler. Nu frygtede alevi-kurderne at blive forfulgt af sunni-kurdere, hvis Sheikh Said havde held med at oprette et Kurdistan. Derfor foretrak flere alevi-kurdere ligefrem at støtte Atatürk imod Sheikh Said.
