Af Medya Özvan
Mandag d. 18. april
Vi stod op til en traditionel morgenmad bestående af forskellige små retter med hjemmelavet ost, salat og brød på en en kvadratisk gulvdug. Orientalske farver var samlet i rummet, fra de få møbler til de liggende siddepuder, til kvindernes tøj. Morgenmaden indebar også at vi skulle sidde på hug rundt om dugen, hvilket jeg ikke havde noget imod. Tværtimod følte jeg mig hjemme og det var ikke så nyt for mig.
Små flag hang stribevis langs bygningerne i Akrê, og det kurdiske flag blafrede strømmende til alle gader. Vi susede af sted bag på en truck, 7 personer der fyldte bagagerummet. Med vinden i ansigtet, føltes det som en oplevelse i sig selv. Bjergenes brune facade var dækket af små buske, og et grønt tæppe af begyndende spiret græs med et tyndt lag støv i atmosfæren. Jeg befandt mig på toppen af Akrebjergene, man ved hjælp af mange snoede indgraverede trapper og stier førte vej gennem husenes placering i bjergene. Støvet prægede dagligt irritation og det skulle eftersigende stamme fra Sahara ørkenen, der bringer og rejser sand med sig. Bjergenes dybe hulninger var gamle gravkamre og fængsler med grå, luftige og kolde grotter, hvor mænd iført arbejdstøj udgraverede fund, der havde stået fastlåst i årtier f.kr.
”Hvad synes du om Kurdistan indtil videre?” Jeg tænkte mig om et sekund, hvorefter jeg svarede på kurdisk, at jeg var meget positiv over det sete. Mine øjne havde bjergene, og det brune ensfarvede landskab føltes surrealistisk at stå på, på de kurdiske frie bjerge, og blive interviewet af det førende kurdiske medie Kurdistan TV. Journalisten var med sin blå krigsmaling, filmede sammen med kameramanden, op i ansigtet på mig og spurgte dernæst min mor, hvad hun havde set indtil videre.
Mange planter og blomster sørgede for den friske luft oppe på bjerget, hvilket min mor var helt optaget af , af de mange billeder, der skulle tages med mit kamera.
De dybe hulninger, der nær strakte sig til jordens kerne, var dækket til med affald. Min indre miljøforkæmper kom op og det blev ikke bedre, da jeg uheldigvis var i selskab med nogle, der ikke værdsatte det kurdiske miljø og forbedringerne af affaldet i kløfter og vandløb.Gennem vandløbene fulgte vi strømmen til et vandfald, omkranset af udvoksede træer og planter, der fyldte hele pladsen med velbyggede bassiner, til føddernes kolde afkøling. Grønt var det.
Vi sagde farvel til gavmilde Akre, og satte kursen mod Hewler. Jeg kunne allerede se Tyrkiets indflydelse på byen Hewler, da vi besøgte et velkendt storcenter, hvor alle butikker var tyrkiske. Selv taxichaufførens kunder var tyrkere. Hewler var som en kopi af Istanbul med tyrkiske mærker, firmaer og reklamer på hvert gadehjørne. Man fik et billede af at folk havde respekt for tyrkere og imponeret hvis man talte tyrkisk. Hvordan kunne tyrkerne, der ellers var kendt for deres forbud mod kurdisk i så mange år, være populære her i Kurdistan? Det gode tyrkisk-kurdiske forhold skyldes vel økonomiske årsager.
