Af Medya Özvan

Søndag d. 17. april: Jeg sidder i det stille mørke, bag kassen og rattet. Bag puder og bag vinduet, der afskærmer mig fra resten af verdenen, og de kaldende bjerge. Musik høres let i baggrunden.

Lyset førte os til Duhok, hvor vi på vejen stoppede for at lette benene og trække den friske luft ind efter tre timer i bil. Hypermobiliteten var ikke faldet og vi begyndte at danse kurdisk dans på en parkeringsplads med høj musik fra højtaleren. Dernæst var der ca. 1 times kørsel til vores ankomststed.

Kl. 4 om natten ankom vi til Duhoks Delshad Hotel. Udenfor lyste det ovale hotel op på den grønne og frodige græsplæne. Jeg havde aldrig været på et så fint og luksuriøst hotel og ophold før som på Delshad Hotellet. Hotellet var fremstjernet, og suiterne store med alt hvad man manglede for den behagelige afslapning og kropslige nydelse. Alle var vidst i godt humør, og vi følte os meget velkomne og godt taget imod, lige fra da vi trådte ind på den kurdiske grænse. Med mine trætte øjne lukkede alt omkring mig på den bløde seng til kl. 8, hvor vi stod op for at mødes med vores sponsorer: Yeketi Lawan. Yeketi Lawan blev etableret i 1953, af den kurdiske regering og er et ungdomsorgan med det mål at øge unges bevidsthedsniveau, og skabe en demokratisk atmosfære for dialog, og opmuntre unge I at deltage mere aktivt I de politiske aspekter. Yeketi Lawan afholdte en kongres for 3 måneder siden i hovedstaden Hewler. Selve formålet med turen var, at skabe kontakt og netværk mellem danske og kurdiske unge, og en bedre forståelse på hvordan styret var opbygget. Vi blev vist rundt i hele Yeketi Lawans ungdomshus i Duhok, hvor der blev bevist kreativitet og læring, ved diverse aktiviteter i form af kunst, musik, sport og teknologisk IT. Jeg blev imponeret over to unge, der gav os et indblik i unges arbejde med musik, kunst og sport, hvor vi fik en optræden af dem. Der blev sunget igennem, med deres sangtalent inden for kurdisk musik. Sikke en velkomst. Som om der ikke var flere overraskelser, blev vi behandlet som konger og dronninger i PDKs hovedkontor. Tilmed besøgte vi guvernøren i Duhok, der forklarede om hvordan systemet forholdte sig, om Kurdistans ressourcer og om deres ønske om uafhængighed fra Tyrkiets og Irans ressourcer.

Hotelejeren, der besynderligt også hed Delshad, ville med glæde have os til at overnatte og være vores vært i flere dage, men rejseleder besluttede at tage os videre til hendes bekendte landsby i Akre. Overraskende var det stik modsat planen, der gik ud på at besøge universiteter og TV stationer. Men vi fulgte efter med bus. Jeg havde aldrig troet at Akre var en så livlig by. Byen, der var opdelt af muslimer og kristne. Nu kan jeg forstå hvorfor hendes hjerte tilhørte byen. Husene var forbundet med strå, og få lys omgav byen med en varm farve af rød og orange. Bjergene strakte sig ud over landskabet og omgav byen i en smuk dal. Vi blev kørt op til en høj eller bakke hvor et enkelt leret hus var fastlås med to trappeafsatser op og med en grøn have og få træer i baggården. Fra bakken havde man udsigt over det gamle Akre hvor jøder, armenier og kristne boede sammen. Huset fungerede som et ungdomshus. Her afholdte vi et stort møde med borde, der var opsatte som en hestesko, med pladser og the og middag, nok til en hel hær, efterfulgt af en fest for de lokale, med kurdisk dans og musik af Serbaz Nafxos. Flere tusinde farver omkredsede mig.

-Serbaz Nafxos er for resten geografilærer til dagligt, men har en musikalsk familie gennem tre generationer.

Det var mod min vilje at vi tog videre af sted. Jeg ville inderligt gerne blive længere. Og Jeg ville gerne blive i byen i længere tid. Heldigvis skulle vi sove hos Midias mormor og familie, hvilket var nyt for os. Vi følte os som jomfruer, der skulle sove i fremmed landsby for første gang. Midias mormor var en ældre dame iført kurdisk arbejds og dagligdagstøj, med rynker ned til fødderne. Hendes komiske humør strålede efter vi var ankommet og med krummet ryk fik vi kysset den elskværdige gamle mormor, og tilrettelagt os på dagen.

Vi tilpassede os godt til landsbylivet. Jeg ville aldrig derfra igen.

-Allerede havde jeg taget 400 billeder, dog var jeg ikke den eneste med et kameraflip. Alan Hasso fra Jiyan.dk tog flere billeder med sit smarte kamera.

Kommentér via Facebook

kommentarer