“Jeg tror ikke, at det er realistisk, at regimet vil give kurderne nogen form for autonomi, medmindre de arbejder sammen med regimet,” siger Mellemøstekspert.

Af Deniz Serinci

Kurderne i Syrien ønsker selvstyre. Men vil præsident Bashar al-Assad give dem det, når krigen en dag slutter?

Under krigen, der startede i marts 2011, trak regimet sig delvist ud af det nordlige Syrien og overlod det i juli 2012 til de kurdiske YPG-styrker. Det har kurderne udnyttet til at skabe deres eget selvstyre med eget flag, lokale råd og væbnede styrker. Forinden havde Assad-regimet også givet flertallet af kurderne, de såkaldte ”ajanib”, deres statsborgerskab tilbage, som de havde mistet ved en folketælling i 1962. Men en mindre gruppe kurdere, de såkaldte ”maktumeen” på omkring 88.000, forblev statsløse.

Den 37-årige familiefar og chauffør Hassan Ali er ikke meget for Assads gestus.

”Assad gav os ikke statsborgerskab på grund af kærlighed til os, men for at neutralisere kurderne, så vi lod være med at tilslutte os oprøret imod ham,” mener Hassan Ali. ”På samme måde vil Assad efter krigen heller ikke give os selvstyre.”

Samme skepsis spores hos Ali Adalet, en af bestyrerne fra Rojavas Universitet i Qamislo.

”Regimet ønsker at give os noget,” siger den unge mand. ”…men på deres egne præmisser.”

”Jeg tror ikke, at de vil give os sprogrettigheder og det kan vi ikke acceptere.”

Mellemøstekspert Josepha Ivanka Wessel fra Lunds Universitet deler vurderingen fra kurderne.

“Jeg tror ikke, at det er realistisk, at regimet vil give kurderne nogen form for autonomi, medmindre de arbejder sammen med regimet,” siger hun. ”Regimet er meget opsat på at indtage hele Syrien og bringe territoriet under dens kontrol.”

Den syriske præsidents rådgiver Buthaina Shaban afviste under en konference i Moskva i februar i år enhver snak om selvstyre til kurderne.

Da krigen brød ud i 2011, valgte PYD officielt at indtage en neutral holdning til regimet, om end de blev beskyldt for at støtte Assad. Deres kurdiske konkurrenter i Kurdisk Nationalråd (ENKS) er åbent imod den syriske præsident. Og hvis Assad kommer tilbage, har de noget at frygte.

”Mange vil begynde at flygte fra området, hvis Assad får fodfæste i de kurdiske områder. Derudover vil nogle kurdiske aktivister, der har været imod regimet fra starten, også være i alvorlig fare,” siger Josepha Ivanka Wessel.

Ali Adalet ser ikke frem til at vende tilbage til syrisk kontrol.

”Vi ønsker ikke regimet, fordi der er ikke den undertrykkelse og tortur, som vi ikke har oplevet.”

Kommentér via Facebook

kommentarer