De danske myndigheders fejlregistrering af statsløse kurdere fra Syrien er tilsyneladende systematisk. Dermed bliver kurdiske børn fra Syrien snydt for det danske statsborgerskab, som de ellers har krav på.
I maj kunne dagbladet Information afsløre, at kurdiske børn fra Syrien blev snydt for dansk statsborgerskab, fordi de blev registreret af de danske myndigheder som ”syrere,” selvom deres forældre gentagne gange fortalte, at de var ”statsløse”.
Information kan i en artikel fra 22/8 igen afsløre, at de danske myndigheder endnu ikke har ryddet op i den sag.
Og nu viser en stikprøve foretaget af Information på en række asylcentre, at den forkerte registrering tilsyneladende er systematisk.
Dagbladet fandt 30 statsløse asylansøgere fra Syrien på asylcentre i Sigerslev på Stevns, Avnstrup uden for Roskilde, Holmegaard på sydspidsen af Langeland og Sandholm i Nordsjælland. De var alle registreret af de danske udlændingemyndigheder som syriske statsborgere. Det til trods for at fortæller, at de har oplyst om deres statsløshed over for myndighederne.
Information skriver videre, at flere af kurdernes forklaring bekræftes af fremviste dokumenter.
Integrationsminister Søren Pind skriver i en mail til Information:
»Hvis nogen mener, at de er blevet fejlregistreret, er de velkomne til at kontakte Udlændingeservice om det.«
Statsløse børn og unge født i Danmark har ellers krav på dansk statsborgerskab efter FN’s Børnekonvention og skal have et brev fra Integrationsministeret, hvori de orienteres om deres ret til statsborgerskabet herhjemme.
På 10 år fra 2001 til juni 2011 har de danske udlændingemyndigheder registreret i alt 1.894 asylansøgere fra Syrien. Og omkring 90% af dem antages at være kurdere.