PKK’erne kan ikke tåle kritik af PKK og Öcalan. Samtidig kritiserer de Danmark for at have krænket ytringsfriheden ved at lukke Roj-TV. ”Det er dybt dobbeltmoralsk,” siger Selim Çürükkaya, tidl. højtstående PKK-medlem.

Af Deniz Serinci

Prisen for at sige sin mening i PKK kan være høj. Selim Çürükkaya måtte i 10 år leve under jorden pga. en dødsdom fra Abdullah Öcalan, PKKs leder.

Çürükkaya sad først i tyrkisk fængsel i 11 år. Da han kom ud af fængslet i 1991 og vendte tilbage til PKK, blev han skuffet.

”PKK havde udviklet sig til at blive en sekt, hvor man tilbad Öcalan,” husker Çürükkaya.

Da han kritiserede Öcalan, blev han endnu engang fængslet – denne gang på PKK-lederens ordre.

”Öcalan havde skabt den holdning, at han var ufejlbarlig. Hvis du protesterede, blev du stemplet som forræder,” fortæller Çürükkaya.

Han flygtede til Tyskland i 1993 og skrev året efter bogen ”Apo’s vers”, hvori han kaldte Öcalan en diktator.

Den PKK-kritiske mand fik en dødsdom fra Öcalan og måtte skjule sig i Tyskland i 10 år, mens landets indenrigsministerium tilbød ham sikkerhed.

”I 10 år kom jeg aldrig steder, hvor der var mange folk. Udover mine nærmeste 3-5 venner anede ingen, hvor jeg boede,” fortæller Çürükkaya.

Tidl. Roj-direktør lever under politibeskyttelse

De sidste PKK-drab på kurdiske kritikere menes at have fundet sted i 2006. Kemal Şahin, Hikmet Fidan, Sipan Rojhilat, Kani Yilmaz, Sabri Tori blev alle dræbt i irakisk eller tyrkisk Kurdistan i årene 2004-2006. De havde alle det tilfælles, at de havde forladt PKK og oprettet nye, rivaliserende organisationer.

Årsagen til drabene på dem er nu meget simpelt, ifølge PKK-kritikeren:

”Vi blev opdraget med en totalitær, stalinistisk version af socialisme,” forklarer Çürükkaya.

”PKK måtte være den eneste aktør for tyrkiske kurdere og derfor måtte al opposition imod partiet stoppe – om nødvendigt med vold.”

I Danmark lever den kurdiske tv-stations Roj-TVs tidligere direktør Manouchehr Zonoozi i dag under politibeskyttelse på en hemmelig adresse i Danmark. Zonoozis udtalelser til Berlingske Tidende i 2010 om PKK og ROJ TV skabte dengang store vrede blandt PKK’ere i Danmark.

PKK’erne kritiserer Danmark af hensyn til ytringsfrihed, fordi Roj-TV blev lukket. Det er ”dobbeltmoralsk”, mener Çürükkaya.

”PKK har da ikke selv ytringsfrihed. I Öcalans fængsel fik jeg ikke lov til at forsvare mig med ét ord. Ville de nogensinde lade mig komme til orde på PKK’s tv-station?”

Den tidligere højtstående PKK’er mener, at hans tidligere parti stadig er udemokratisk.

”PKK er stadig totalitær og accepterer ingen andre kurdiske partier, end sig selv,” mener han.

”Se blot på Rojava (kurdisk område i Syrien, red.), hvor PKKs lokale gren ikke tillader andre partier.”

Öcalan: Çürükkaya er selv ude om det

Çürükkaya efterlyser derfor en reform af PKK.

”I hele verden er etpartisystem færdig, men desværre kan dem i Qendîl (PKK’s lederskab i irakisk Kurdistan, red.) ikke forstå det.”

Ulempen ved at interviewe afhoppere fra PKK er ofte, at de har en tendens til udelukkende at fokusere på det dårlige fra deres tidligere organisation.

For at balancere Çürükkaya, har vi derfor givet PKK mulighed for at svare igen på kritikken fra deres eksmedlem. Desværre har PKKs medietalsmand Hiwa Zagros trods vores henvendelse ikke svaret.

Öcalan blev taget til fange af tyrkiske agenter i 1999 i Kenya. Inden da sagde PKK-lederen om Çürükkaya i et interview:

”Denne feje stakkel, som deserterede… Han ender med at tage livet af sig selv. Den, som har opført sig som han, har selv bragt sig i den situation.”

Interviewet blev bragt i Politiken den 2. marts 1997 under titlen ”Öcalan: Jeg ligner Kristus”.

[polldaddy poll=9201006]

Kommentér via Facebook

kommentarer