Interview med den ene af forfatterne bag bogen ”Tyrkiet 1923-2013 – fra Atatürk til Erdogan”, Deniz B. Serinci.

Af Funda Yilmaz

Hvorfor er Tyrkiet interessant?

Herhjemme har vi længe debatteret EU’s eventuelle udvidelse med Tyrkiet. Samtidig har der været danske sager, tilknyttet Tyrkiet: Den kurdiske tv-kanal Roj TV, drabet på kurderen Mustafa Tangüner i Brøndby, kort efter at han offentligt havde kritiseret PKK, osv.

Debatten om EU handler ofte om, hvorvidt islam kan forenes med EU-medlemskab. Hvordan er tyrkernes forhold til islam?

Bogen viser netop, at Tyrkiet er et sammensat land og at tyrkerne er indbyrdes uenige om fortolkningen af islam; nogen ønsker at religion skal spille en stor, offentlig rolle, mens andre er sekulære muslimer. Men de fleste tyrkere er konservative.

Ønsker de sekularisme, altså adskillelse mellem stat og religion?

Flertallet ønsker at bevare den adskillelse mellem stat og religion, som sekularisme rent teoretisk går ud på, men i Tyrkiet definerer man sekularisme på en helt anden måde.

Hvordan?

Stat og religion er på ingen måde adskilt og har aldrig været det. Tværtimod er islam i Tyrkiet statsfinansieret og –kontrolleret gennem Departementet for Religiøse Anliggende (Diyanet), der aflønner imamer, oplyser dem om religiøse forhold, osv.

Hvad ønsker Tyrkiets muslimer?

Troende muslimer ønsker at definere sekularismen på en anden måde end Atatürks strenge sekularisme, så der i højere grad skal blive plads til at kunne dyrke sin tro i det offentlige rum, f.eks. ved at bære tørklæde.

Bogen nævner, at visse sekulære grupper føler sig truet af den stigende religiøsitet. Hvorfor det, når der ifølge tyrkisk grundlov er religionsfrihed og ingen kan tvinge andre til at opføre sig islamisk?

Sekulære grupper oplever en stigende religiøs intolerance i Tyrkiet. Denne udspringer ikke nødvendigvis fra staten, men fra den menige borger, som har en forventning om, at man skal leve op til de muslimske forskrifter, der blandt sekulære tyrkere kaldes mahalle baskısı (gadepres).

Hvordan kommer det til udtryk?

Ifølge en rapport, som vi henviser til i bogen fra Bogazici Universitet, sker det ved, at utilslørede kvinder i de mest ekstreme tilfælde ikke bliver tilbudt pladser i busser eller at folk taler dårligt om dem, der ikke faster i ramadanen.

De sekulære og pro-Atatürk-grupper kan altid regne med støtte fra alevierne – hvad skyldes det?

Fordi alevierne netop bakker op om Atatürks sekularisme igennem partiet CHP (Republikansk Folkeparti), især når de oplever, at politisk islam er på fremmarch.

Hvorfor bakker de så meget op om Atatürk, når han forbød alle religiøse broderskaber i 1925, heriblandt alevi-bektashisme?

Alevierne føler ikke, at de har andet alternativ. De var utilfredse med forholdene under Osmannerriget, hvor de blev forfulgt af religiøse fundamentalister. Da Atatürk så afskaffede sharialov og kalifatet i 1924 og indførte sekularisme, hilste alevierne den nye republik velkommen.

Bogen nævner også kulturlivet og film i Tyrkiet. Hvorfor fik filmene så stor succes i forrige årtier?

Fordi de afspejler den almindelige tyrkers problemer i 1970’erne og 1980’erne. Eksempelvis de såkaldte film om töre (”norm”), hvor familien nidkært vogter over pigens ære. Eller Kemal Sunal. Flere af hans film har en politisk pointe, nemlig at man ikke ukritisk skal følge landsbyens magtfulde mand, den rigeste godsejer.

Nu nævner bogen, som er skrevet af to kurdere, også kurderproblematikken. Hvordan skal vi som læsere have tiltro til, at bogen er objektivt og ikke er farvet af forfatterens kurdiske baggrund?

Bogen kommer også ind på PKKs krænkelser af menneskerettighederne, såsom bombeangreb mod turistattraktioner, der dræbte en 23-årig britisk kvinde i Marmaris i juni 1994. Eller forfølgelse og drab på kurdere, der nægter at støtte organisationen samt deres koner og børn. Mustafa Tangüner, der blev skudt og stukket ihjel i en lejlighed i Brøndby, højst sandsynligt af PKK, fordi han forinden offentligt havde kritiseret organisationen, nævnes også.

Men der står mest om den tyrkiske stats krænkelser?

Ja, men man kan heller ikke sammenligne Tyrkiet og det ikke-statslige PKK. Ifølge Amnesty International har begge parter krænket menneskerettigheder, dog mest Tyrkiet. Tyrkiet har nedbrændt 3000 kurdiske landsbyer, fordrevet millioner, brugt vilkårlig tortur under konfliktens klimaks i 1990’erne og bombet landsbyen Roboskî i december 2011, hvor børn ned til 12-årsalderen døde.

Køb bogen i boghandlerne eller på nettet: http://www.saxo.com/dk/tyrkiet-1923-2013_deniz-b-serinci-serdal-benli_haeftet_978877118135

 

Kommentér via Facebook

kommentarer