Sydafrikas afdøde Nelson Mandela var i starten imod vold og ville i dialog med apartheidstyret. Men styret tog ikke imod hans udstrakte hånd. 

Afdøde Nelson Mandela var egentlig ingen Gandhi, lyder kritikken. 

Men i hans parti ANC’s vedtægter fra 1950’erne var vold jo egentlig forbudt og man skulle bekæmpe Apartheid-styret med fredelige midler. Mandela strakte sin hånd ud mod styret – ”lad os tale sammen”, sagde han. Men det hvide mindretalsstyre tog ikke imod den udstrakte hånd. Hver gang de lavede fredelige aktioner, slog regering hårdt ned på dem – med vold.

Vi taler om et Sydafrika, hvor sorte ikke måtte benytte samme faciliteter som de hvide, én bus for sorte, én for hvide. Det samme med bænke, skoler, elevatorer, fodboldparker, biografer, strande – overalt blev racerne holdt adskilt.

Sorte blev mod deres vilje deporteret til bestemte områder (Bantustans) og skulle altid have pas på sig, så det hvide mindretalsstyre kunne kontrollere deres bevægelser. Selvom Sydafrika var et af verdens rigeste lande, fik 75% af befolkningen, som var sorte, ikke del i goderne og levede under elendige levevilkår.

De dengang fredelige organisationer ANC og PAC blev forbudte. Når man indskrænker den legale, politiske arena, radikaliserer man også de unge og sender et signal om at fredelige protester ikke nytter. 

I 1961 protesterede de sorte mod diskrimination ved fredeligt at demonstrere i Sharpeville. Hvad gjorde styret? De åbnede ild og dræbte 69. Langt de fleste var skudt i ryggen. Til sidst slap Mandela og ANCs tålmodighed op.

Som ærkebiskop Desmond Tutu sagde:

”Det er den institutionaliserede vold, Apartheids strukturelle vold, der har forårsaget befrielsesbevægelsens gensvar med vold”. 

Da Mandela i 1961 ledede den voldelige opstand, blev det understreget, at det ikke måtte gå udover civile. Tværtimod skulle man sabotere højspændingsmaster, jernbaner, kraftværker, osv. ”Kampen skulle foregå uden tab af menneskeliv,” fastslog Mandela. Hvis det er terror, så var danske modstandsfolk under den tyske besættelse også terrorister.

Hvil i fred, Madiba, du er død, men det er dit budskab langt fra.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. 

Kommentér via Facebook

kommentarer