Evîn har endnu ikke afsløret overfor sine forældre, at hun er lesbisk. ”De kan finde på at dræbe mig,” fortæller hun.

Af Perwin Berdîzî

Evîn er en 24årig kvindelig, homoseksuel studerende i Malmø med rødder i irakisk Kurdistan. Her fortæller hun, hvordan det er at være lesbisk med en kurdisk, muslimsk baggrund.

Hvor længe har du været lesbisk?
Hele mit liv. Som barn følte jeg mig tiltrukket af piger. Men jeg voksede op i en kurdisk heteroseksuel familie, hvor homoseksualitet selvfølgelig er tabubelagt.

Ved din familie, at du er homoseksuel?
Mine forældre ved det ikke. Men nogle andre familiemedlemmer ved det. Jeg har fået at vide, at de kan acceptere hvem jeg er. Men resten af familie vil jeg sandsynligvis aldrig fortælle, at jeg er homoseksuel.

De kan finde på at dræbe mig
Har de nogensinde lagt mærke til, at du er homoseksuel?
Da jeg fik min første kæreste – en pige – fortalte jeg min familie, at det var min bedste ven, fordi vi hang ud ret ofte. Min mor begyndte at ane uråd pga. vores adfærd og opdagede, at det var mere end venskab. Mine søskende har haft en anelse om det, har de påpeget, altså indirekte. Men jeg tror, de benægter det

Hvad tror du, der ville ske, hvis de fandt ud af det?
Det afhænger af, hvilket familiemedlem det er. Mine forældre og mine brødre kunne måske finde på at dræbe mig. Eller også vil de blot gifte mig bort til en fyr.

Hver gang vi har talt om homoseksualitet, har mine forældre sagt ”Hvis mine børn var homoseksuelle, havde jeg dræbt dem”. De anser homoseksualitet for en sygdom.

Modvilje mod homoseksuelle skyldes ikke islam
Vil du nogensinde fortælle dine forældre om din homoseksualitet?
Nej, for jeg ønsker ikke at miste dem, de er stadig mine forældre. Men hvis jeg ikke ser anden udvej, end at flygte, så lader jeg dem vide, hvorfor jeg flygtede, nemlig at jeg er homoseksuel.

Hvordan er det være homoseksuel blandt muslimer?
De fleste muslimer jeg har mødt, har ikke accepteret homoseksualitet som normalt. Jeg voksede op i en muslimsk familie. Personligt er jeg ateist. Men jeg tror ikke på stereotyper om, at modviljen mod homoseksualitet skyldes religion. Nej det skyldes mere uvidenhed og frygt for det ukendte. Fordi jeg har masser af homoseksuelle venner, der bor i en kristen familie, hvor de har det ligeså hårdt som mig.

Hellere redde to liv end at ødelægge to liv
Hvordan ser du på fremtiden?

Jeg ser mig selv med en kvinde, jeg har børn ligesom alle andre med den jeg elsker. Men desværre lever jeg et dobbeltliv. Ideen er nu, at jeg vil gifte mig med en mandlig kurder, der er bøsse. Det er en skam, at det behøver at være på den måde. Men det er prisen for at fastholde min familie. Hvis jeg gør som min familie ønsker og gifter mig med en heteroseksuel mand, så ødelægger jeg to personers liv; mit og hans. Så vil jeg hellere gifte mig med en homoseksuel og redde to liv. Jeg blev født som den person, jeg er, og det er min eneste sandhed, den eneste løsning.

Hvad vil du sige til andre homoseksuelle kurdere?
Uanset hvem du er, så acceptér dine følelser. Du er ikke alene om at være homoseksuel og kurder. Der er mange derude, men som måske ikke vover at komme ud. Men der findes løsninger på de fleste problemer. For vi er den generation, som er nødt til at finde os i det problem og vi er nødt til at kæmpe for den næste generation, så de får det nemmere.

Kritiserer svensk udvisning af lesbiske til Irak
Hvad synes du om de homoseksuelle kurdiske piger, der blev udvist fra Sverige til irakisk Kurdistan?
Det er en skam. At man skal flygte fra sit eget land, pga. kærlighed til den forkerte person. Man kan åbenbart ikke leve i det her svenske samfund, hvor man stadig tror, at homoseksualitet er okay. Der er mange homoseksuelle kurdere i Kurdistan, selv biseksuelle, der har overfladiske relationer, seksuelle relationer, men i sidste ende har de ikke kræfter til at kæmpe imod, at skulle giftes med det modsatte køn.

Hvordan har du været i stand til at holde din homoseksualitet hemmeligt i så lang tid?
Jeg har fået stor opbakning fra venner, der ved det. Ellers har jeg måtte lave skuespil og finde på en masse løgne. Hvis jeg fik penge for hver løgn, havde jeg været en millionær i dag. Jeg viser en feminin side af mig, så folk ikke fatter mistanke.

Kurdiske homoseksuelle afbryder kontakten til familier
Hvordan ser din hverdag ud?

Jeg har et job og jeg har en gymnasial uddannelse. Jeg lever godt som alle andre på den måde. Men på samme tid bygger mit liv på en hel masse løgne, fordi jeg er en homoseksuel pige.
Jeg tager til homoseksuelle klubber, jeg går til Pride.

Omgås du andre homoseksuelle kurdere?
Der er masser af homoseksuelle kurdere. Nogle har afbrudt kontakten til deres familier for at leve som homoseksuel. Jeg kender en pige, hvis forældre nægter hendes homoseksualitet. De hævder, at det bare er en kort periode i hendes liv, hvor hun er lesbisk og at hun vil blive gift før eller senere.

Evîn er et opdigtet navn, da vedkommende ønsker at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Kommentér via Facebook

kommentarer