Journalisten Pola Rojans bog “Ergenekon” giver læseren et spændende og samtidig rædselsvækkende indblik i det moderne Tyrkiet.

Boganmeldelse: “Ergenekon – Tyrkiet bag facaden” af Pola Rojan, Informations Forlag, 2010

Af Deniz Berxwedan Serinci

Velkommen til 300 siders chokerende og bloddryppende læsning om Tyrkiet. Fra uroligheder i den vestlige del af landet i 50’erne, der kostede et stort antal grækere livet til forsvindingen af op til 20.000 kurdere i det østlige hjørne af republikken – alt sammen, noget den tyrkiske stat selv stod bag, skriver forfatteren Pola Rojan.

Paramilitære dødspatruljer, voldelige ultranationalister, narkobagmænd og tusindvis af mord, begået af “ukendte gerningsmænd”, mordforsøg på Paven samt en kurdisk foreningsleder i Lyngby. Under militærkuppet i 1980 blev 650.000 borgere arresteret. 517 blev dømt til døden ved en militærdomstol. 50 blev hængt.

Forfatteren kommer vidt omkring i sin hårrejsende og rædselsvækkende fortælling om “den dybe stat” i Tyrkiet. En betegnelse, der dækker over et hemmeligt netværk af embedsmænd, sikkerhedsfolk og militærfolk, som helt uden for lov og ret kører deres egen dagsorden og fortsat øver militær indflydelse på tyrkisk politik.

Bogen dokumenterer, at der eksisterer tætte bånd mellem nationalistiske grupper, kriminelle elementer samt magteliten i Tyrkiet. Som eksempler herpå nævner forfatteren Susurluk-affæren i 1996 og mordet på den kurdiske intellektuel Mûsa Anter, alias Apê Mûsa (”Onkel Mûsa”). Han blev myrdet i 1992, formelt af “ukendte gerningsmænd”. Men ifølge bogen blev mordet reelt begået af den officielt ikke-eksisterende enhed JITEM, den tyrkiske gendarmeris efterretningstjeneste. Mange kurdiske politikere, journalister og intellektuelle er blevet ført bort af fremmede mænd for aldrig at blive set igen. Nogle er senere dukket op i form af deres torturerede lig. Bogen byder på et yderst læseværdig, spændende og hårrejsende interview med en tidligere PKK-afhopper og JITEM-attentatmand Abdulkadir Aygan, der giver et sjældent indblik i JITEMs metoder og aktioner.

Hvem stod bag skuddene i Lyngby?

Pola Rojan illustrerer med sin bog også disse tyrkiske kræfters aktiviteter udenfor Tyrkiet. Et eksempel herpå er mordforsøget på daværende formand for Kurdistan-komitéen – og nuværende direktør på RojTV – Imdat Yilmaz.

Et skyderi der vakte stort opsigt og frygt i det kurdiske miljø i København. Imdat Yilmaz blev ramt af fire skud ved sin bopæl i Lyngby i februar 1994, men overlevede. Mens Københavns politi anser mordet for et internt PKK-opgør, peger PKK-miljøet på den tyrkiske efterretningstjeneste, den tyrkiske ambassade i København, tyrkiske ultranationalister i MHP eller disses turkmenske allierede som mulige gerningsmænd. Selv peger Pola Rojan på det sidste, nemlig at en tyrkisk agent med turkmenske rødder, begik mordforsøg på Imdat Yilmaz, men da den danske efterretningstjeneste har nægtet formel aktindsigt i sagen i forbindelse med denne bog, må spørgsmålet forblive uafklaret.

Det var dengang. I 1994. Ligesom med mordet på Musa Anter, Bahcelievler-massakren og Susurluk-skandalen hører det fortiden til. Og dog. Pola Rojan viser med sit afsnit om Semdinli-affæren i 2005 og mordet på Hrant Dink i 2007, at der stadig er massive problemer i Tyrkiet i det nye årtusinde. Bogen er opkaldt efter Ergenekon, et ultra-nationalistisk netværk, der bl.a. tæller tidligere generaler, som prøver at vælte den nuværende, demokratisk valgte AKP-regering. Det er med til at gøre bogen aktuelt og vedkommende.

Velafbalanceret skrevet

En typisk anklage mod journalister og forfattere er, at de ikke kan forholde sig kritisk til et emne, der tager udgangspunkt i et geografisk afgrænset område, som journalisten/forfatteren også selv har rødder fra. Men ”Ergenekon”-bogen skrevet af den kurdiske skribent Pola Rojan virker netop rimelig afbalanceret.

Et eksempel herpå er afsnittet om mordet på den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink. Han vakte sindene i kog hos mange tyrkere, da han betegnede massakrerne på de osmanniske armeniere i 1915 som et folkemord. I 2007 blev han skudt og dræbt af den kun 17-årige Ogün Samast i Istanbul. Forfatteren Pola Rojan nævner, hvorledes større grupper af tyrkere herefter hylder Ogün Samast som national helt og at hvide huer, lig den gerningsmanden selv bar under drabet, bliver udsolgt fra butikkerne af unge sympatisører. Eller at tyrkisk politi stolt lader sig fotografere med Ogün Samast efter pågribelsen af ham.

Men for at balancere fakta nævner forfatteren også, at ledere fra den tyrkiske venstre- og højrefløj fordømmer drabet og kondolerer samt, at op mod 200.000 tyrkere alene i Istanbul demonstrerer i vrede mod drabet med bannere som ”Vi er alle Hrant Dink, vi er alle armeniere”.

Pola Rojan får dermed belyst sagen fra alle sider i forhold til facts og holdninger, ligesom han fremlægger dokumentation for sine påstande. Det er en grundsten i journalistisk fairness, som er med til højne troværdigheden af det skrevne.

Få kildehenvisninger

“Ergenekon  – Tyrkiet bag facaden” virker veldokumenteret, men den indeholder “kun” 185 noter til en 300-siders bog, der omhandler alt fra kurdere, grækere, armeniere, jøder og venstreorienterede til Paven og et skuddrama i Lyngby.

Ikke at vi sår tvivl om det forfatteren skriver. For flere af de ting, Pola Rojan beretter om i sin bog er velkendte og er allerede blevet dokumenteret af den tyrkiske presse selv. Nemlig at tyrkisk politifolk flere gange netop selv har taget del i blodige begivenheder eller at den tyrkiske stat flere gange selv har haft en finger med i spillet ved store blodsudgydelser.

Men det ville rent principielt klæde en bog med så mange kontroversielle skriverier, at have flere kildehenvisninger. Her må vi tilslutte os Fyens Stiftstidende anmeldelse af 14. april, hvori det hedder “Rojan på traditionel journalistisk vis ikke just overdoserer sin bog med kildehenvisninger.”

Ellers er “Ergenekon  – Tyrkiet bag facaden” nydelig læsning og er flere steder skrevet som en kriminalroman, hvilket gør læsningen mere intenst og spændende. Samtidig giver Pola Rojan os et sjældent dansk-skrevet indblik i den tyrkiske nationalistiske mentalitet, så læseren bliver bedre i stand til at forstå, hvad der driver en kun 17-årig dreng til at skyde den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink. Bogen vil givetvis også virke vedkommende for et dansk publikum, der interesserer sig for Tyrkiet og landets eventuelle optagelse i EU.

Det skal understreges, at denne artikel tidligere er blevet bragt sammesteds i maj 2010

Kommentér via Facebook

kommentarer