PKKs væbnede kamp mod det tyrkiske militær fylder 40 år.
Efter militærkuppet i september 1980 blev fængselstorturen i tyrkisk Kurdistan forværret. Især fængslet i Diyarbakir var berygtet for dets behandling af fanger. Politiske fanger blev her i flere tilfælde tortureret, tvunget til at spise egen afføring og dræbt.
I protest mod fængselsforholdene, begik Mazlum Dogan, en af PKK’s grundlæggere og ikoner, selvmord den 21. marts 1982 – på kurdernes nationaldag Newroz – angiveligt ved at sætte ild til sig selv.
Derefter sultestrejkede fem PKK’ere ihjel i sommeren 1982. En af dem var Kemal Pir, en venstreorienteret etnisk tyrker og en af PKKs grundlæggere, der forinden sagde: ”Vi elsker livet så meget, at vi er villige til at dø for det.”
Den 15. august 1984 startede PKK’s væbnede kamp mod Tyrkiet. De kurdiske oprørere angreb tyrkiske gendarmeristationer. Flere tyrkiske soldater blev dræbt. Guerillaerne distribuerede derefter propaganda og hang deres bannere på tehuse.
Det var PKKs første angreb direkte rettet mod statsrepræsentanter. Herefter angreb organisationen ofte tyrkiske militære poster og landsbyvagter, en paramilitær enhed, der mod betaling bekæmper PKK og andre ”separatistiske” elementer lokalt.
Mahsum Korkmaz (1956-1986) var den første leder af de væbnede styrker i PKK og var også kendt som ”Agît”. Han havde erfaring fra Libanon, hvor han havde modtaget guerillatræning sammen med 15 andre PKK-folk. Den 28. marts 1986 døde han i sammenstød med tyrkiske styrker ved Gabar-bjerget i tyrkisk Kurdistan.
Mahsum Korkmaz, kendt som “Agît: Den første leder af PKKs væbnede styrker.
Tyrkiet svarede igen med at indføre militær undtagelsestilstand i 11 kurdiske provinser, skærpede den militære kontrol og straffede mistænkte PKK-sympatisører.
At PKK valgte at gribe til våben – modsat andre kurdiske grupper i Tyrkiet – skyldtes ifølge dem selv blandt andet den brutale tyrkiske tortur. Den radikaliserede PKK: Det overbeviste endnu engang partiet om, at dialog med regeringen i Ankara om kurdiske rettigheder ikke var muligt og at der derfor ikke var et alternativ til væbnet kamp. PKK’s leder Abdullah Öcalan skrev senere i sin bog om oprøret i Diyarbakir fængslet:
”Vi ville vise…at vi ikke længere var villige til at acceptere torturpraksissen. Derfor besluttede vi i august 1984 at starte den væbnede kamp. Uden de sultestrejkendes død havde vi måske gjort tingene anderledes. Vold avlede vold. Vores angreb den 15. august var et svar på Mazlum Dogans kald: Verden må høre vores gråd!”
Öcalans tusinder af guerillaers angreb på den tyrkiske hær, kom bag på regeringen i Ankara. De tyrkiske myndigheder kom til den erkendelse, at PKKs guerillaer ofte blev støttet med husly og mad af kurdiske landsbybeboere.
For at forhindre dette og skræmme andre fra fremover at støtte guerillaerne, brugte den tyrkiske hær en kollektiv afstraffelse. Militæret nedbrændte cirka 3000 landsbyer i tyrkisk Kurdistan. I sin årsrapport for 1994 kunne menneskerettighedsorganisationen Amnesty International berette om 30 huse, der blev brændt ned til grunden, fordi en søn eller datter her havde tilsluttet sig PKK.
Landsbyafbrændingerne medførte cirka tre millioner kurderes flugt fra deres landsbyer. I en undersøgelse foretaget af Tyrkiets Menneskerettighedsforening (IHD), bekræftede over 90% af de adspurgte, at de var flygtet på grund af regeringspres.
Den tyrkiske part benægtede nogle af afbrændingerne. Præsident Süleyman Demirel sagde, at ”sikkerhedsstyrker ikke vil brænde tyrkiske landsbyer.” Landets premierminister Tansu Çiller sagde:
”Selv om jeg med mine egne øjne havde set staten brænde en landsby, ville jeg ikke tro det. Vær ikke så sikker på, at alle helikoptere, I ser, er vores. Det kan være en PKK -helikopter.”
Imidlertid har PKK ingen helikoptere.
Ankara betegnede nedbrændingerne som ”evakueringer” og begrundede dem med, at det var nødvendigt for at forhindre PKK i at få husly i landsbyerne. Men den tyrkiske menneskerettighedsminister Azimet Köylüoğlu anklagede sit land for terror efter et besøg i brændte landsbyer i Dersim i oktober 1994:
”Nok gør den kurdiske separatistbevægelse Kurdistans Arbejderparti sig skyldig i terror flere steder mod sydøst. Men i Tunceli [Dersim] området… er der tale om statsterrorisme.”
En tidligere tyrkisk soldat, der havde været med til at brænde 30 landsbyer ned, fortalte senere, at nedbrændingerne foregik så hurtigt, at landsbybeboerne knap nok fik tid til at pakke deres ting.
”Vi kontrollerede heller ikke om der var dyre i deres stalde, inden vi satte ild til det,” sagde soldaten.
Under krigen mellem Tyrkiet og PKK oplevede kurderne flere gange at blive fanget i midten. De tyrkiske myndigheder prøvede med økonomiske fordele og pres at få kurdere til at lade sig indrullere i landsbyvagtkorpset, hvis opgave er at holde PKK ude. Hvis kurderne sagde nej, ville det ofte medføre repressalier fra tyrkisk side.
I 1991 blev der rapporteret om drab på 13 landsbybeboere og forsvinding af én, efter at deres landsby havde nægtet at tilslutte sig landsbyvagtsystemet.
I marts 1994 blev flere landsbyer bombet, hvoraf 36 døde, heriblandt 17 børn. Officielt var der tale om fejlbombning, men de lokale siger, at landsbyerne havde nægtet at lade sig indrullere i vagtsystemet og derfor blev straffet.
Hvis kurderne sagde ja til at blive landsbyvagt, blev de med et stemplet som forrædere og stikkere af PKK. Den kurdiske organisation har i årevis dræbt landsbyvagter. Civile, der fejlagtigt blev mistænkt for samarbejde med tyrkerne, blev likvideret af PKK. Sommetider blev landsbyvagters børn og udvidede familier også dræbt. Om PKK-guerillaerne gjorde det efter ordre fra ledelsen eller på egen hånd vides ikke.
