Historien om den første kurdiske republik

Årsdagen for Kurdistans Republik i Mahabad. Selvom republikken kun holdt i cirka et år og langtfra dækkede hele iransk Kurdistan, så står den idag som et vigtigt symbol for den kurdiske nationalisme og drømmen om selvstændighed.

Af Deniz Serinci

I november 1945 erklærede iransk Aserbajdsjan med sovjetisk støtte deres egne, autonome område. Måneden efter mødtes Qazi Muhammed med kurdiske stammeledere og tre sovjetiske embedsmænd. De blev enige om at kopiere aserbajdsjanerne.

Den 22. januar 1946 skrev kurderne historie, da Kurdistans Folkerepublik blev udråbt i byen Mahabad i iransk Kurdistan. Præsidenten var Qazi Muhammed, kaldt ”peshawa” (føreren). Republikken var dermed det institutionelle udtryk for PDKI’s politiske autoritet. Den var PDKI’s ideer ført ud i praksis.

Dækkede aldrig hele iransk Kurdistan

Republikken dækkede nu aldrig hele iransk Kurdistan, men højst en tredjedel, det vil sige cirka 100 kilometer rundt om Mahabad. Republikken havde eget kabinet med 13 ministre, men ikke et parlament. Det betød, at love blev udstedt gennem dekreter. Derudover havde republikken sin egen nationalhymne, ”Ey Reqîb”, og flag. Endvidere var der en sammenslutning af unge og kvinder, en daglig avis, månedligt tidsskrift – alt sammen på kurdisk. Sproget i administrationen og i skoleundervisningen var ligeledes kurdisk. Et af de første kurdiske teatre blev opfundet.

Republikken blev holdt i live af den sovjetiske Røde Hær, der stod udenfor og dermed udelukkede den iranske hær fra at komme. Derudover havde republikken sine egne væbnede kurdiske styrker på 10.000-13.000 Peshmerga, ”De, der ser døden i øjnene”.

Peshmerga erstattede dermed det iranske politi og soldater. De blev ledet af Mustafa Barzani, den irakisk-kurdiske leder, der var flygtet fra Irak. Sovjetunionen var skeptisk overfor Barzani, som de mistænkte for at være britisk agent. Republikkens civile og militære administration blev finansieret via skatteindkomst. Samtidig handlede republikken med Sovjetunionen, til hvem kurderne solgte tobak.

Sovjet gav få våben til kurderne

Qazi Muhammed bad sovjetterne om militært udstyr. Sovjetiske embedsmænd lovede så kurderne tanks, kanoner, maskinvåben og rifler. De fik dog kun det sidste.

Man kan diskutere, om republikken var selvstændigt eller selvstyrende. PDKI’s politik gik ud på autonomi til kurderne indenfor Irans grænser. Men Qazi Muhammed sagde, at han ”sværger ved Gud … at jeg med min krop og sjæl vil kæmpe for Kurdistans uafhængighed”.

Stater er kendt for at have nogenlunde specificerede geografiske grænser. Det havde den kurdiske republik ikke. Desuden indgik den kurdiske republik en samarbejdstraktat med iransk Aserbajdsjan om at have en fælles udenrigspolitik, økonomi og militær. Hvis det skal tolkes sådan, at den kurdiske republik ikke havde sin egen udenrigspolitik, så underbygger det argumentet om, at republikken ikke var helt uafhængig. For selvstændige stater er blandt andet kendt for at have en selvstændig udenrigspolitik. Desuden havde republikken heller intet parlament. Stater er også kendetegnet ved at have eget parlament. Måske findes det rigtige svar hos Hassan Sharafi, vicegeneralsekretær i PDKI: ”Der er ting, der peger i den ene og anden retning. Det var et sted mellem selvstændighed og selvstyre.”

Sovjet trækker sig ud: Kurderne forsvarsløse

Efterhånden lagde USA og Storbritannien pres på Sovjetunionen, for at sidstnævnte skulle trække sig ud af Iran. Amerikanerne og briterne ønskede ikke russisk indflydelse i Iran.

Briterne frygtede desuden, at kurdernes løsrivelsestrang ville smitte af på araberne i Irans olierige Khuzestan-provins. Det ville skabe et ustabilt olie-Iran. Da den iranske Shah og Sovjet i maj 1946 underskrev en kontrakt om iransk olie og gas til sovjetterne, var republikkens skæbne forseglet. Til gengæld for olien skulle sovjetterne trække sig ud af Iran. En bekymret Qazi Muhammed indså, at han intet kunne stille op. Han tog til Teheran for at forhandle med den iranske regering om en form for selvstyre til kurderne, men det afviste iranerne. Den Røde Hær trak sig ud. Den 13. december gik Irans hær så ind i iransk Aserbajdsjan.

Republik falder uden kampe

Fire dage efter kom turen til den kurdiske republik; den faldt uden kampe. Visse kurdiske klaner, der aldrig havde brudt sig om Qazi Muhammed og havde personlige økonomiske fordele hos shahen, valgte at kæmpe med den iranske hær imod den kurdiske republik.

Qazi Muhammed overgav sig til den iranske hær på den betingelse, at befolkningen blev skånet for de blodige repressalier, der havde fundet sted i den aserbajdsjanske naborepublik.

Den 31. marts 1947 blev Qazi Muhammed så henrettet ved hængning. Hans sidste ord blev: ”Lad for Allahs skyld være med at bekæmpe hinanden. Stå skulder ved skulder, og vend jer mod fjenden. De, der ikke kan sikre deres enhed, vil altid blive nemt bytte for fjenden og vil altid blive undertrykt. … Jeg er stolt over at dø for mit folks frihed. Længe leve kurderne! I dræber én Muhammed, men I skal vide, at der er utallige Muhammeder blandt kurderne!”

Første kurdiske fundament for en stat

Den kurdiske republik var hermed historie igen. Den nåede kun at eksistere under et år. Alligevel var og er den historisk. Egentlig havde kurderne før denne republik i Mahabad også opnået lignende ting. I 1927 til 1931 rasede et kurdisk oprør i byen Agirî i tyrkisk Kurdistan, hvis oprørere en overgang styrede deres eget område og hejste et kurdisk flag.

Men republikken i Mahabad var alligevel speciel. For det kurdiske styre i Agirî var ikke republikansk. I Mahabad var der derimod tale om den første kurdiske republik i historien. Som en kurder fra Aalborg engang sagde til mig: ”Med republikken i Mahabad fik vi som kurdere bevist, at vi kan danne grundlaget for en stat. Og selvom republikken kun varede 11 måneder, vil den altid stå som symbolet på vores længsel efter eget land og frihed.”

Efter republikken brændte shahens sikkerhedsstyrker kurdiske bøger, forbød kurdisk undervisning og styrede iransk Kurdistan fra centralregeringen i Teheran. Fremover skulle formelle ting foregå på Irans officielle sprog, persisk.

Kommentér via Facebook

kommentarer

2019-01-22T14:06:21+00:0022, januar, 2019|Kurdistan/Verden, NYHEDER|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok