Tyrkiet anholder dansk-kurder i PKK-sag

Tyrkiet anholder den dansk-kurdiske A.K. for at have samlet penge ind til PKK.

Af Deniz Serinci

Tyrkiske medier skriver, at landets myndigheder har anholdt den dansk-kurdiske mand A.K., som ”har samlet penge ind til PKK”, det militante kurdiske arbejderparti.

Antiterrorenheden i Istanbul og den tyrkiske efterretningstjeneste har ifølge avisen Milliyet overvåget A.K. – hvis identitet er Jiyan.dk bekendt – siden han ankom til den tyrkiske storby den 16. oktober.

I går blev den dansk-kurdiske mand så tilbageholdt i Istanbuls Sabiha Gökçen lufthavn, ”mens han var på vej tilbage til København,” skriver avisen. Efterfølgende blev A. K. taget med på Vatan-stationen og afhørt der. Derefter kom han for en dommer, der besluttede, at A. K. skulle anholdes for at have ”stået bag forskellige aktiviteter i udlandet med det formål at sikre finansiel støtte til PKK.”

Et andet tyrkisk medie, Haberler, viser et billede af A.K., hvor han står til et pro-PKK-arrangement i Danmark. Mediet skriver, at A.K. var en del af “Demokratisk Kurdisk Folkeforsamlings finansielle aktiviteter” i Danmark.

PKK startede den væbnede kamp i Tyrkiet for kurdisk selvstyre i 1984. Siden er 45.000 mennesker blevet dræbt i konflikten.

Ifølge en årsrapport fra Europol, det europæiske politisamarbejde, finansieres PKK via både frivillig og mindre frivillig pengeindsamling, som kaldes for ”donationer” og ”medlemsgebyr”. Endvidere beskyldes organisationen for at stå bag narkohandel.

Tyrkiet har sidste år ligeledes tilbageholdt en dansk-kurder fra Københavns Vestegn, hvor vedkommende havde udrejseforbud fra Tyrkiet.

Kommentér via Facebook

kommentarer

2018-11-02T12:49:33+00:001, november, 2018|Kurdistan/Verden, NYHEDER|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok