Iranske kurdere i Danmark frygter for sikkerhed

”Det er ikke første eller sidste gang, Iran gør sådan noget,” siger Amin Marji fra det iransk-kurdiske socialistparti Komala.

Af Deniz Serinci

30-årige Vorya Mallak studerer til daglig på VUC. Selvom den kurdiske flygtning fra Iran befinder sig i trygge rammer i Danmark, føler han sig ikke altid sikker her. Især ikke, efter at PET har vurderet, at Iran ville begå et attentat på en eksiliransk oppositionsgruppe i Ringsted.

”Vores situation er også usikker her, fordi Iran overholder ikke internationale regler,” siger Vorya.

Den unge mand er i Danmark en af talsmændene for Kurdistans Demokratiske Parti (PDK)-Iran, der kæmper for selvstyre for Irans kurdiske mindretal.

For nyligt, den 8. september, affyrede Iran missiler mod Voryas partis møde i irakisk Kurdistan. 18 kurdere blev dræbt, heriblandt flere af Voryas personlige venner.

Han er derfor ikke overrasket over attentatforsøget i Ringsted.

”Iran har mange gange før dræbt folk udenfor landet, eksempelvis vores ledere Ghassemlou og Sharafkandi,” siger Vorya.

De kurdiske demokraters leder Abdulrahman Ghassemlou blev dræbt i en lejlighed i Wien den 13. juli 1989 af to mænd, der udgav sig for at være journalister. Østrigsk politi tilbageholdt de to gerningsmænd, der efterfølgende viste sig at være iranske diplomater, tilknyttet den iranske ambassade i Wien.

Ghassemlous efterfølger Sadeqh Sharafkandi levede heller ikke længe. Han blev dræbt på den græske Mykonos-restaurant i Berlin den 17. september 1992. De tyske myndigheder retsforfulgte flere af gerningsmændene og konkluderede, at den iranske regering var ”direkte involveret” i Mykonos-mordet.

Tyskerne mente, at Irans øverste religiøse leder, Ayatollah Ali Khamenei, beordrede mordene, og at præsident Akbar Hashemi Rafsanjani godkendte dem. Tyskerne havde året forinden udstedt en international arrestordre på den iranske minister for efterretninger, Ali Fallahian. Regeringen i Teheran afviste at have forbindelse til drabene.

Udover de kurdiske demokrater, er også kurdiske socialister og kommunister i Danmark bekymrede.

Gohar Memarzadeh er medlem af Komala, der står for Organisationen af det iranske Kurdistans kommunistiske parti. Den kurdiske kvinde har en fortid som guerillakriger for Komala i 1980’erne. I 1998 flygtede hun til Danmark og har siden været en af tovholderne for Komala herhjemme.

”Vi er alle sammen bange,” fastslår Gohar. ”For Iran er altid ude efter oppositionen.”

Flere af Gohars partikammerater er blevet dræbt i Cypern og irakisk Kurdistan, angiveligvis af iranske agenter.

Komala er på grund af en intern strid blevet delt op i tre partier.

Formanden for det andet Komala-parti, Komalay Zahmatkeshan, Amin Marji, fortæller, at Ringsted-sagen ikke kommer bag på ham.

”Det er ikke første eller sidste gang, Iran gør sådan noget,” siger Amin. ”De sidste 39 år er modstandere af regimet i Teheran blevet slået ihjel udenfor landet,” siger formanden for det socialistiske kurdiske parti.

Medlemmer af Komala er tidligere blevet dræbt i Cypern, Grækenland og Tyrkiet.

Danmark har hjemkaldt ambassadøren i Teheran i protest mod sagen i Ringsted.

Silêman Keleshi, tidligere kurdisk Peshmerga-kriger og repræsentant for Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI), ønsker flere tiltag fra den danske regering.

“Danmark bør beskytte de iranske oppositionsfolk herhjemme bedre,” siger Silêman fra Aalborg.

“Derudover bør den danske regering sende et klart signal til Iran om, at man ikke vil acceptere, at det, der skete i Wien og Berlin, gentager sig her,” siger Silêman med henvisning til drabene på Ghassemlou og Sharafkandi. Silêman kendte dem begge personligt.

Iran afviser anklagerne om et planlagt attentatforsøg i Danmark.

“Der er tale om misinformation, og det er et nyt eksempel på den serie af sammensværgelser og planer, som velkendte iranske modstandere står bag for at forsøge at ødelægge det gode og progressive Iran,” skriver Bahram Ghasemi, talsmand fra Irans udenrigsministerium til DR Nyheder.

Kommentér via Facebook

kommentarer

2018-10-30T20:19:37+00:0030, oktober, 2018|Danmark, NYHEDER|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok