Deniz Serinci: Kurderne kan blive kongemagere i tyrkisk valg

Hidtil har mange konservative kurdere stemt på præsident Erdoğans parti. Men nu har præsidenten mistet mange kurdiske vælgere. Det prokurdiske parti HDP kommer formentlig til at afgøre udfaldet af valget. Hvis HDP ikke kommer over spærregrænsen på 10%, så får Erdoğan et parlamentarisk flertal.

Af Deniz Serinci

Den 24. juni skal tyrkerne til stemmeboksene og vælge præsident og medlemmer til parlamentet. Modstandere af landets præsident Recep Tayyip Erdoğan ser valget som den sidste chance for at forhindre Tyrkiet i at blive en fuldgyldig autoritær stat med Erdoğan i spidsen. Tilhængere af sidstnævnte siger derimod, at der er brug for en stærk præsident for at få styr på det til tider kaotiske land, der har lidt under mange terrorangreb og kupforsøg.

Ved dette valg er øjnene især rettet mod kurderne, som udgør omkring en fjerdedel af befolkningen. Mange af de konservative kurdere har hidtil stemt på præsident Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). Hvem vil de stemme på denne gang?

Meningsmålinger viser, at det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) – der af eksperter anses for at være den politiske gren af det militante Kurdistans Arbejderparti (PKK) – kommer til at afgøre udfaldet af valget. Hvis HDP ikke kommer over den parlamentariske spærregrænse på 10%, så får Erdoğans AKP-parti 60 ekstra mandater og dermed et parlamentarisk flertal.

Flere kurdere vil droppe præsident Erdoğan og hans AKP-parti

Det, der især gjorde Erdoğan populære blandt mange tyrkere såvel som kurdere, var den væsentlig forbedrede økonomi. Før Erdoğan var Tyrkiets levestandard lig med Syriens (før borgerkrigen). Efter Erdoğan kom Tyrkiets levestandard op på Spaniens standard og blev den 16. største i verden. Bedre infrastruktur, flere nye veje, broer og sygehuse kom til – især til glæde for de krigsbeskadigede kurdiske områder.

De troende muslimske aktivister, ud fra hvem AKP udsprang, blev forfulgt og fængslet op gennem Tyrkiets historie – ligesom det skete med kurderne. Det var forbudt for kvinder at gå med slør på offentlige læreinstitutioner. Men i 2008 ophævede Erdoğan forbuddet mod at bære tørklæder og blev med ét en religiøs frihedskæmper i mange tyrkere og kurdernes øjne.

Som kurderen Huseyin Seyhanlioglu, lektor ved Dicle Universitet, fortalte mig: ”Både den kurdiske og tyrkiske kvinde går med slør. Og både kurderne og AKP har fået statens knytnæve. Derfor kan mange kurdere identificere sig med AKP.”

Erdoğans forsigtige reformer fra 2009 og fremefter, hvor det engang forbudte kurdiske sprog nu kunne bruges i begrænset omfang på universiteter og hospitaler, bidrog yderligere til præsidents popularitet.

Men tiderne har ændret sig.

Inflationen er høj, den tyrkiske valuta er lav, der er kæmpe budgetunderskud og stor arbejdsløshed.

Erdoğan har allieret sig med det højrenationalistiske parti MHP, der er imod indrømmelser til minoriteter, heriblandt kurderne. Præsidentens tyrkiske eller tyrkiskstøttede syriske styrker har invaderet byen Afrin i Syrien, modsat sig en kurdisk folkeafstemning i Irak, nedrevet kurdiske statuer i Syrien og Tyrkiet og fjernet kurdiske gadeskilte. Derfor vil færre kurdere formentlig stemme på Erdoğan denne gang.

Kandidater vil forsøge at appellere til kurderne

Får Erdoğan ikke over 50% af stemmerne ved præsidentvalget, skal han ud i en anden runde, højst sandsynlig imod Muharrem Ince fra det sekulære Republikanske Folkeparti (CHP) eller Meral Akşener fra det nationalistisk-konservative Iyi Parti. Bliver det Erdoğan imod Ince, tyder meget på, at kurderne vil vælge sidstnævnte. Allerede nu har HDP også sagt, at de vil foretrække Ince.

Egentlig vil de færreste kurdere være enige med Ince eller Akşener. Begge tilhører partier, der ikke går ind for give kurderne de kulturelle rettigheder, som et flertal af kurderne kræver. Ja, Ince’s CHP var det parti, der i 1924 forbød det kurdiske sprog og indførte et sekulært styre, der undertrykte de troende muslimer. Mange kurdere er troende. Men Ince spiller på noget for at tiltrække de konservative vælgere, heriblandt kurderne: Ince kommer selv fra en konservativ familie, med en mor, der går iført islamisk slør, og han har selv gået i Koran-skole, som lille. Desuden gik han i 2016 imod sit eget parti og stemte imod, at man ophævede kurdiske parlamentarikeres immunitet i parlamentet.

Akşener får sværere ved at appellere til kurderne. Sidstnævnte husker hende som indenrigsminister i 1990’erne, hvor tusinder af kurdere forsvandt i myndighedernes varetægt og formodes dræbt.

I sidste ende vil præsident Erdoğan måske også forsøge at appellere til kurderne, i håb om flere stemmer. Han kan eksempelvis love kurderne flere rettigheder.

Svært at give kurderne indrømmelser

Men historien viser, at den slags løfter sjældent fører til meget. Tidligere tyrkiske premierministre har lovet kurderne reformer. Süleyman Demirel sagde, at ”Vi anerkender den kurdiske realitet”, Tansu Çiller sagde, at hun ville se på en ”baskisk model”, Mesut Yilmaz sagde, at ”Vejen til (EU’s hovedstad) Bruxelles går igennem Diyarbakir,” kurdernes hovedby. Erdoğan indledte i 2013 helt historisk en fredsproces med ærkefjenden PKK. Men netop den tilnærmelse til PKK blev anset for højforræderi af tyrkiske nationalister. Erdoğans parti blev straffet for fredsprocessen ved parlamentsvalget i juni 2015, da en million tyrkiske vælgere vendte ryggen til hans parti. Derefter blev fredsprocessen med PKK lagt på hylden.

Mange i Tyrkiet frygter, at hvis først kurderne får flere rettigheder, så vil andre minoriteter i landet –  såsom det religiøse alevi-mindretal, de etniske tjerkesser, laz’er, arabere, bosniere, albanere, grækere, armenierne – kræve det samme. Og så vil Tyrkiet ende med at falde fra hinanden. Det vil gøre op med landsfaderen Mustafa Kemal Atatürks (1881-1938) idé om, at der i Tyrkiet kun var/er ”ét folk, ét sprog, én nation”, tyrkerne.

Således illustrerede den tidligere tyrkiske leder Süleyman Demirel mange tyrkernes tanker, da han sagde: ”Tillader vi først sprog, så vil de [kurderne] også kræve deres egen stat.”[1]

Derfor er det urealistisk med store tyrkiske indrømmelser til kurderne. Men Erdoğan – og de øvrige kandidater – vil op til valget den 24. juni formentlig forsøge at appellere til kurderne. For de kan blive valgets kongemagere.

Deniz Serinci (1985) er bachelor i historie og kandidat i journalistik. Han er samtidig forfatter til bøgerne ”Tyrkiet – fra 1923 til 2018” (Frydenlund, 2018), ”Kurdistan – en historisk fremstilling” (Mellemgaard, 2018), ”Slave i Islamisk Stat” (Gyldendal, 2017) og bruges jævnligt som Tyrkiet-analytiker i dansk tv og radio.

[1]”Demirel: ”Dil verirsek, ardından devlet talebi gelir””, Milliyet, 21.12.1998

Kommentér via Facebook

kommentarer

2018-05-31T21:28:39+00:0031, maj, 2018|Kurdistan/Verden, NYHEDER|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok