Forfatter: Mem & Zîn afspejler kurdernes frihedssøgen

Interview med Orhan Dogru, som snart er aktuelt med den første danske genfortælling af det kurdiske nationalepos “Mem & Zîn.”

Hvad har inspireret dig til at skrive denne bog?

Fortællinger i de mørke, lange og hårde vintermåneder fyldte noget i ethvert hjem i min barndom. Derfor har jeg under min opvækst stiftet bekendtskab med mundtlige kurdiske overleveringer i familien og den omgangskreds i min barndoms landsby Kusca. Disse mundtlige fortællinger gjorde at jeg har haft en stor passion og interesse for sagn, eventyr og historie og været inspirationskilde for mig at skrive bogen ”Mem og Zin og andre kurdiske sagn og eventyr”.

14054297_10210342999920182_3403658088139740591_oHvad er historien bag Mem & Zin?

”Mem og Zin” er en kurdisk klassiker, der blev nedskrevet af den kurdiske filosof og digter Ehmedê Xanî i det sene 17. århundrede. Denne poetiske fortælling på 2656 kupletter henter sin inspiration fra og bygger på sagnet ”Memê Alan”, som var et stykke kurdisk folklore. Ehmedê Xanî tilpassede sagnet til sin tids politiske og socioøkonomiske forhold og bragte dette folkeeventyr til live i ny udformning.

Så det er mere end blot en kærlighedshistorie?

Ja, ”Mem og Zin” er gået fra blot at være en klassisk kærlighedshistorie, til at være et værk, som afspejler tidens samfundsmæssige og politiske forhold og anviser løsningsmodeller for et ideelt samfund og styre for kurderne, idet Xani med sin digterkunst skildrer, hvordan det faldt i kurdernes lod at være splittede og i klemme mellem datidens to stormagter, Osmannerriget og Safaviderriget.

Hvor ser du det samfundsmæssige komme til udtryk?

Xanî formår at give en symbolsk fremstilling af kurdernes land og deres frihedssøgen og viser, hvordan de har måttet underkaste sig de store magter i regionen, samtidig med, at han kritiserer sin samtids herskere for deres uretfærdige behandling af deres undersåtter.

Ehmedê Xanî udtrykker det således:

Faktisk er det skamfuldt at være afhængig af tyrkere og tadsjiker
Men denne skam er de fremtrædende kurderes skam
Dette er de kurdiske regenters og lederes skam
Hvad skyld har digtere og fattigfolk i den?
Hvis vi havde søgt enhed og fællesskab med hinanden
Hvis vi var fulgtes og havde forbundet os med hinanden
Så ville vi have fuldendt både religionen og staten
Og vi ville have fået videnskab og al visdom

Hvorfor er Mem & Zin vigtigt at genfortælle på dansk?

Mem og Zin udgør det kurdiske modstykke til Shakespeares Romeo og Julie og det danske sagn om Hagbard og Signe. Det er en kurdisk folkeklassiker.

Hvad håber du at opnå med bogen?

Det er mit håb at kunne give borgerne i det danske samfund og uddannelsesinstitutioner – fra børnehaver til folkeskoler og fra sprogcentre til seminarier – et dybere kendskab til det kurdiske folks mundtlige fortælletradition.

Men det handler vel også om at give noget videre, som du er vokset op med?

Bestemt. Jeg mener, at bogen ”Mem og Zin og andre kurdiske sagn og eventyr” kan være med til at plante et træ, der kan skabe vækst og grøde omkring formidlingen af den kulturarv, som jeg har mine rødder i – til gavn og glæde for både nye og gamle danskere.

Hvad var det nemme med at skrive bogen?

Det nemme var, at jeg vidste, at hvad jeg skulle skrive og hvad bogen skulle handle om. Fordi jeg altid haft det som bagtanke i mit hoved, siden jeg kom til Danmark for 29 år siden. Derfor var den allerede skrevet færdigt i mit hoved. Men alligevel har skriveprocessen taget hele tre år, i det jeg havde meget begrænset tid på grund af arbejde, familie og alt det andet, man har i sit liv.

…og det svære?

At bevare fortiden og skrive om fortiden er vanskelig, når den ikke har været opbevaret og nedskrevet, da kurdere ikke har haft et folkemindevidenskab, som vi kender det i Danmark. Dette har været en stor udfordring. Desuden er min genfortælling nedfældet for første gang på dansk og ikke på det oprindelige sprog.

Hvilken betydning har det?

De sproglige og kulturelle særtræk og i nogle sammenhænge de kurdiske begreber i den danske kontekst har ikke opnået samme betydning og valør som på kurdisk på grund af de sproglige og kulturelle forskelle mellem dansk og kurdisk. Jeg har arbejdet på at overvinde og minimere denne udfordring fra første færd vel vidende, at bogen henvender sig til et dansksproget publikum. Det har været en kæmpe udfordring, men absolut forsøget værd i betragtning af min målsætning, som vel nærmest kan betegnes som en opgave, der går ud på at gengive den finurlige humor i en molbohistorie til kurdisk.

Det er mange år siden, du har boet i din kurdiske landsby. Hvordan har du kunne besvare interessen for eventyrer i alle de år?

Det er fascinationen, moralen, etikken og læren, som har gjort, at jeg har kunnet bevare min interesse for eventyrets verden, fra jeg var barn og til i dag, hvor eventyret stadig er min passion. Lad os håbe, at vi trods de svære odds kan bygge en verden til de kommende generationer, der ånder lykke og fred, sådan som vi allerede kender den fra eventyrerne.

Bogen kan forudbestilles via dette link http://detpoetiskebureau.dk/produkt/orhan-dogru-mem-og-zin-andre-kurdiske-sagn-og-eventyr/  eller reserveres ved henvendelse til info@detpoetiskebureau.dk

Kommentér via Facebook

kommentarer

2018-07-17T19:50:18+00:001, september, 2016|KULTUR, NYHEDER, Sprog og litteratur|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok