Det kommende folketingsvalg og kurderne

De 6 kurdiske folketingskandidater er ikke kun kurder- eller indvandrerpolitikere. Deres mangfoldighed, erfaring og engagement bliver begrænset, hvis vælgerne kun opfatter dem som sådan. De bør også komme til orde, ikke kun i egenskab af deres etnicitet/religion, men også i egenskab af almindelige borgere i Danmark, som har en mening om almindelige samfundsforhold.

I år kommer der et folketingsvalg. Omkring 6 kurdere stiller også op. Al erfaring viser, at den politiker, der næsten udelukkende fokuserer på sin kurderpolitik, også er den, der får færrest stemmer. Det er vel de færreste kurdiske borgere i Danmark, der næsten kun er interesseret i at høre om en given kandidats politik i forhold til Kurdistan, der ligger flere tusinder af kilometer borte.

De 6 kurdere er ikke kun kurder- eller indvandrerpolitikere. Deres mangfoldighed, erfaring og engagement bliver begrænset, hvis vælgerne kun opfatter dem som sådan. De bør derfor efter min mening også i lokale medier komme til orde, ikke kun i egenskab af deres etnicitet eller religion for den sags skyld, men også i egenskab af almindelige borgere i Danmark, som har en mening om almindelige ting. Det kunne være deres mening om almindelige samfundsforhold som miljø, skat, betalingsring, osv.

Den politisk-kurdiske sag fylder meget på Jiyan.dk og den fylder også meget hos de kurdiske organisationer i Danmark. Men den fylder væsentligt mindre hos almindelige kurdere i Danmark, der passer deres almindelige dagligdag her. Tag fx det største af de politisk-kurdiske organisationer herhjemme, nemlig Feykurd: Se blot på deres medlemsstal og det antal, der kommer til deres demonstrationer (ofte få hundreder) og husk på, at der er ca. 40.000 kurdere i Danmark. Så repræsenterer de måske kun 5% af de danske kurdere.

I eksempelvis Tyskland og Sverige er politisk kurdiskhed ekstremt populær blandt landets kurdere. Men ikke i Danmark.  De fleste danske kurdere er bare ikke så politisk bevidste som deres fæller i Tyskland og Sverige. Nu er der selvfølgelig også forskel på Tyskland/Sverige og Danmark, idet de fleste tyske kurdere kommer fra Østtyrkiet/Nordkurdistan, hvor den politisk-kurdiske sag står meget stærkt. Imens kommer de fleste danske kurdere fra Midtanatolien, hvor den politiske kurdiskhed ikke i samme grad har slået igennem eller er forholdsvis ny.

Ligesom det efter min mening ikke vil være rigtigt udelukkende at forvente af en kurdisk folketingskandidat, at han/hun skal fokusere på det kurdiske, så vil det også være forkert kun at stemme på ham/hende pga. etnicitet/religion eller familieforhold. I stedet bør vælgeren stemme på kandidaten, som han/hun er mest enig med. Hvordan ville vi – danske kurdere – tænke, hvis vi blev frasorteret på en arbejdsplads, til en musikkonkurrence eller andet, pga. af vores etnicitet eller religion? Vi ville opfatte det som dybt diskriminerende.

Godt folketingsvalg til alle, når vi når så langt.

Deniz Berxwedan Serinci

Kommentér via Facebook

kommentarer

2015-03-30T19:06:51+00:0029, marts, 2015|Blogs|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok