PKK og de såkaldte børnekidnapninger

Erdogan solidariserer sig med forældrene til børn, der hævdes kidnappet af PKK, selvom denne påstand er tvivlsom. Det er mærkværdigt, for samme mand har end ikke undskyldt overfor forældrene til 18 børn, der blev bombedræbt i Roboskî eller vist medfølelse med børn, der blev voldtaget i Pozanti eller andre børn, som Berkin Elvan, Ugur Kaymaz, Ceylan Önkol, osv. Interesserer Erdogan sig kun for de kurdiske børn, når de hævdes kidnappet af hans fjende, PKK?

Af Deniz B. Serinci

Vi hører gennem medierne, at en masse kurdiske forældre demonstrerer i Amed (Diyarbakır) i Østtyrkiet eller Kurdistan, som kurderne kalder det, med den påstand, at PKK skulle have kidnappet deres børn. Men efter nærmere undersøgelse, står det klart, at børnene formentlig slet ikke er kidnappet. De er derimod blevet overtalt til at tage ophold hos PKK i bjergene. Som man siger på kurdisk: ”Nehatin revandin, hatin razî kirin”. Men er der mindreårige i bjergene, bør de selvfølgelig ikke være der.

Selv Mazlum–Der’s afdeling i Amed, en tyrkisk islamisk forening for menneskerettigheder, der ikke ligefrem kan beskyldes for at være pro-PKK, fortalte i sidste uge, at de har modtaget 11 henvendelser fra bekymrede forældre til forsvundne børn, hvoraf kun den ene forælder siger, at hendes barn er blevet direkte “kidnappet af PKK”. Resten har selv tilsluttet sig den kurdiske gruppe.

Hvorfor siger flere forældre så, at deres børn er kidnappet? Der kan være flere grunde, heriblandt den klassiske: I Tyrkiet er PKK stadig forbudt og officielt stemplet som terrororganisation. Enhver kontakt med denne organisation er strafbar. Så hvis børnene kommer tilbage til det tyrkiske samfund, efter frivilligt at have tilsluttet sig PKK, kan de blive straffet. Ved at sige, at ”vi var hos PKK, fordi de kidnappede os”, kan de slippe for efterfølgende straf.

At PKK kidnapper eksempelvis journalister i Syrien (Rojava) er veldokumenteret. Den fransk-baserede organisation Journalister Uden Grænser skrev i sidste måned:

“PYD (anses for PKK i Syrien, red.) og dets håndlangere har ingen skrupler over at arrestere eller endda bortføre folk, der formidler nyheder og informationer, som de anser for at kritiske.” (læs resten HER)

Men PKK har ikke nogen politik i Tyrkiet (Bakur) om at bortføre børn.

Det er i den sag bemærkelsesværdigt, at Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan i den grad har solidariseret sig med forældrene til børnene, der hævdes kidnappet af PKK. Samme mand har end ikke givet en undskyldning til forældrene til 18 kurdiske børn, der blev bombedræbt af tyrkisk luftvåben i Roboskî i 2011 eller vist medfølelse med de kurdiske børn, der menes voldtaget i Pozanti-fængslet i Sydtyrkiet. Ingen er endnu blevet straffet for bombningen i Roboskî. I hans regeringsperiode er en masse børn blevet dræbt af ordensmagten, Berkin Elvan, Ugur Kaymaz, Ceylan Önkol, osv.

Interesserer Erdogan sig kun for de kurdiske børn, når de hævdes kidnappet af hans fjende, PKK?

Trods påstanden om kidnapning, der ikke viser sig helt at holde, er der en fordel ved forældrenes demonstrationer i Amed. For første gang demonstrerer kurdere åbenlyst mod PKK i området. Det er altid godt for demokratiets udvikling, at nogen udfordrer og siger diktaturer imod. Heriblandt PKKs diktatur, hvor den væbnede organisation aldrig har anerkendt andre kurderes ret til at være uenige med dem og altid har intimideret og forfulgt kritikere.

De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Blogs og debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. 

Kommentér via Facebook

kommentarer

2014-06-06T07:50:05+00:006, juni, 2014|Blogs|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok