Bør kurdere deltage i Istanbul-demo’er i Danmark?

Kurderne udgør halvdelen af ”tyrkerne” i Danmark og kan afgøre, om de hidtil små demonstrationer her i landet kan blive succesfulde. Kurderne bør efter min mening stille krav til demo-arrangørerne som betingelse for at deltage.

Af Deniz B. Serinci

De indtil videre omkring 10 demonstrationer i Danmark, som har fundet sted i solidaritet med de protesterende i Istanbul, har for ingens vedkommende formået at samle særlig mange deltagere, når man tænker på, at der ifølge Danmarks Statistik bor omkring 60.000 nydanskere med rødder i Tyrkiet.

Nu har jeg deltaget i stort set alle de 10 demonstrationer som fotograf og bortset fra i Odense og Aarhus deltog meget, meget få kurdere. Hvorfor er kurderne vigtige? Fordi de udgør mellem en tredje- og halvdel af alle såkaldte ”tyrkere” i Danmark, ifølge det tidligere Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration – se side 310 her.

Endvidere er kurderne de bedste til at organisere store demonstrationer af alle ”tyrkere” i København. Til de sidste tre kurdiske demonstrationer i hovedstaden – som fandt sted 10/1-2012, 18/11-2012 og 12/1-2013 – talte jeg hundredvis af deltagere. Har I set nogen etnisk tyrkiske foreninger kunne samle så mange til en demonstration i København?

Hvorfor gider kurderne ikke deltage til Istanbul-demo’erne? Første demonstration fandt sted på Rådhuspladsen 1. juni. Så snart nogle kurdere kom på pladsen og så kæmpe tyrkiske flag og billeder af Atatürk, tog de straks hjem. Vel ikke sært, for hvor mange jøder vil gide deltage i en demonstration med billeder af Hitler? Var det ikke Atatürk, der forbød disse kurderes sprog og massakrerede dem i Diyarbekir, Dêrsim, Agirî, osv? Er det ikke Atatürk, der er kendt for at sige: ”Hele verden er lige så meget værd som én tyrker” (Tüm dünya bir Türke bedeldir) og ”Lykkelig er den, der kalder sig selv for tyrker” (Ne mutlu Türküm diyene)? Hvilket ramaskrig vil ikke udbryde, hvis Dansk Folkepartis leder gik ud og sagde ”Hele verden er lige så meget værd som én dansker”?

De demonstrerende i København er en broget flok; alt fra republikanske alevier til systemkritiske alevier, tyrkiske kommunister med sunni-baggrund, liberale tyrkiske sunnier til nogle ganske få PKK’ere. De har kun én ting til fælles: Hadet til regeringspartiet AKP, som har islamiske rødder.

Blandt republikanerne, der typisk sympatiserer med Atatürks parti CHP, findes nationalister, som blandt andet demonstrerer mod AKP i vrede over partiets fredsproces med PKK. Bør danske kurdere demonstrere med sådanne typer? Er det da dårligt, at nogen (PKK og AKP) prøver at skabe fred i Tyrkiet? Omvendt er der ikke meget som tyder på, at demonstrationerne i Tyrkiet er CHP-orkestrerede. En internetundersøgelse foretaget af sociologer fra Istanbuls Bilgi-universitet, at syv ud af 10 af de demonstrerende er »uden politisk tilhørsforhold« og at ni ud af 10 går på gaden i protest mod politiets overdrevne brug af vold (Information, 12.06.2013).

Der skal lyde ros til de tyrkiske kommunister og alevier for at forsøge at overtale folk til ikke at tage tyrkiske flag og Atatürk-billeder med, med argumentet om at protesten ikke handler om en national kamp – som hvis Tyrkiet havde været truet på dets eksistens – men mere om en politisk modstand mod AKP.

Kurderne bør efter min mening stille krav til demo-arrangørerne om at fjerne tyrkisk-nationalistiske symboler som betingelse for at deltage. Men desværre er det ikke helt muligt. For der vil altid være nogen, som tager et tyrkisk flag eller Atatürk-banner med og det kan man ikke forbyde af respekt for ytringsfriheden. En løsning kunne være, at kurderne skaber balance ved også at tage deres egne symboler med. Det gjorde de 2/6 i København og 5/6 i Aarhus, hvor der både var tyrkiske flag og PKK-flag til samme demonstration og det fungerede fint, trods lidt modstand.

Såfremt demonstrationerne ikke entydigt domineres af de tyrkiske nationalister, bør kurderne bakke op, selvom de er skuffede over den manglende solidaritet fra Vesttyrkiet, da tusinder af deres skove, landsbyer, osv. blev brændt ned og deres kvinder og børn blev mishandlet i Østtyrkiet/Kurdistan i årevis.

Gennem Istanbul-demonstranternes stålfasthed to uger i træk har omverdenen endnu engang fået øjnene op for det tyrkiske demokratis alvorlige problemer. Regeringsleder Erdogan har sit demokratiske mandat i orden – han er blevet valgt tre gange i træk som den eneste. Men Tyrkiet er samtidig det land i verden med flest journalister bag lås og slå, og majoriteten af dem er kurdere. Nu uddeler staten bøder til regeringskritiske medier, som har dækket demonstrationerne. Slutspillet bliver næppe, at Erdogan bliver nødt til at trække sig tilbage – dertil har han for stor folkelig støtte – men at han får mere international kritik og pres. Det sidste er allerede begyndt at vælte ind og kan betyde, at vi får et Tyrkiet, som med tiden bliver mere demokratisk. Det vil være til glæde for alle borgere i landet, heriblandt den tredjedel, som er kurdere. Derfor mener jeg, at protesterne i Istanbul også vedrører kurderne og de derfor bør deltage i den, dog uden at støtte de tyrkiske nationalister.

Kommentér via Facebook

kommentarer

2013-06-13T01:45:33+00:0013, juni, 2013|Blogs|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok