Øst møder vest – Li Dinê

Traditionel kurdisk og mellemøstlig musik møder vestlig R’n’B og Rock hos trioen Li Dinê, der består af to unge og en tidligere partisan.

Af Deniz Berxwedan Serinci
—————————————————————————————————————————————–
Bandet Li Dinê består af tre medlemmer, nemlig sangskriveren og rapper Samuel Bewar Sindi, komponisten og sangeren Rewan Riko og hans far Gare Sazkar, der råder over et repertoire på utallige, klassiske kurdiske sange.

Deres første single ”Were, were yarê” (Kom, kom skat) udkom i maj i år og siden har de optrådt til live koncert på SPOT festivalen i Århus og Ghettoblaster-festen i København.

Li Dinê blander mellemøstlig (kurdisk) folkemusik med vestligt, hip hop, og moderne R’n’B produktioner med elementer af house og rock. En blanding, som Li Dinê har beskrevet som Hemereng, et gammelt ord, der betyder, at man kombinerer alle farver.

– Vi er inspireret af forskellige genrer, både i Vesten og i Østen. Så vi blander både genrer og verdener og forsøger at opnå en højere enhed, fortæller Samuel Bewar, der til daglig studerer engelsk på Århus Universitet.

Tidligere partisan i bjergene
Li Dinê blev dannet i slutningen af 2009. Gare mødte Samuel Bewar’s forældre i en flygtningelejr tilbage i 1980’erne, da de kom til Danmark som flygtninge fra den forfølgelse, som den tidligere irakiske leder Saddam Hussein udsatte det kurdiske mindretal i Irak for.

Siden hen slog begge familier sig ned i Århus.

For Gare er Li Dinê noget af en forandring. For den musik, han spiller hos Li Dinê minder ikke om de, han sang oppe i bjergene, dengang han boede i det kurdiske Nordirak.

Her var Gare kurdisk partisan, såkaldt peshmerga, i kampen mod det irakiske Baath-regime.

– Partisanerne skulle opmuntres i kampen mod deres modstander og her var musik et hensigtsmæssigt middel, fortæller Gare, der er tidligere tolk.
Han indspillede i Kurdistan syv kassettebånd med blandt andet slagmarcher.

Men det var dengang. Nu blæser der nye vinde. Og den musik som Rewan, Samuel Bewar og Gare står for i Li Dinê handler ikke om politik, men om kærlighed.

– De to af os har slet ikke oplevet begivenhederne dernede i Kurdistan og så det er meget svært at forholde sig til det politiske, fortæller Samuel Bewar.

’Musik er et universelt sprog’
Et andet tegn på generationsforskellen i Li Dinê er det faktum, at bandet ikke synger traditionelt musik, men prøver at forny den.

– Vi kommer med noget nyt input, så vores samfund kan åbne sig og ændre dets opfattelse af, hvordan kurdisk musik bør være, siger Rewan, der har sit eget producerfirma.

For den ældre generation med deres traditionelle kurdiske musik appellerer ikke så meget til de unge.

– Derfor må man forny musikken og levere den på en ordentlig måde, tilføjer Rewan.

Derfor blander de kurdisk lyrik med engelsk
– Musik er ét sprog, som er universelt og som kan samle alle slags mennesker, ligeledes deres baggrund, sprog og tilføre dem noget ekstra spændende, fortæller Gare.

Brobyggere mellem Vesten og Kurdistan
Li Dinê har optrådt live med deres musik i København og Århus. Og de er glade for publikums reaktion, fortæller de.

– Vi var overrasket over deres positive respons og at de tog godt imod os, fortæller Samuel, der håber, at Li Dinê kan være en slags brobyggere mellem Vesten og Kurdistan.

I fremtiden håber de at kunne tage ned til Kurdistan og præsentere deres musik for folk dernede.

For mere info om Li Dinê gå ind på www.myspace.com/Lidinemusic eller bliv fan af Li Dinê på www.Facebook.com.

Kommentér via Facebook

kommentarer

2018-07-17T19:52:28+00:0017, november, 2010|Danmark, Interviews, KULTUR, Musik og film, NYHEDER|
Websiden bruger cookies og analytics. Ok