18-årige Rahima fra Efrîn har på fire år lært nok dansk til at udgive en bog på dansk og debattere med landets bedste til DM i debat.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Da Rahima Abdullah boede med familien i den syriske storby Aleppo, elskede hun at besøge sin fars lægeklinik. En dag håbede hun selv at blive læge.

Men sådan skulle det ikke gå.

Den blodige borgerkrig brød ud og en bombe faldt lige ved siden af den dengang 11-årige Rahimas skole. Sammen med mor, far og tre små brødre satte de kursen mod et sommerhus i hjembyen Efrîn. Imidlertid var Islamisk Stat (IS) tæt på, så det sikreste var at komme helt væk. Den 23. juni 2015 blev Rahima, moren og brødre så familiesammenført med deres far i Danmark, som var kommet hertil halvandet år tidligere.

Den unge kurdiske kvinde kom som 14-årig til Herning og skulle starte forfra.

Fem år senere studerer Rahima HTX-linjen på Herningsholm Erhvervsskole og har allerede lært nok dansk til at udgive sin første bog på dansk, ”Olivengren – fortællinger og digte om det kurdiske folks lidelser” samt kvalificeret sig til DM i debat, der afholdes af Politiken.

Barndomsbillede: Rahima Abdullah med to brødre.

”Jeg havde så meget på hjertet,” siger hun til Jiyan.dk. ”Da kurderne blev bombet, var der ingen til at skrive om os, så jeg måtte skrive en bog om det.”

Den pensionerede folkeskolelærer Jørgen Møller støttede Rahima med grammatikken og sproget, da hun skulle skrive bog.

Udover at udtrykke sig skriftligt, er den unge kurder også en ivrig deltager i den offentlige debat, hvor hun har diskuteret med daværende integrationsminister Inger Støjberg i P4. I Syrien kan man ikke bare debattere mod en minister.

”Det var en god følelse, fordi man her i Danmark får mulighed for at snakke med politikerne.”

Hvad byder fremtiden på?

“Måske vil jeg læse til ingeniør. Derudover vil jeg skrive rigtig mange bøger, heriblandt en om integration. Men først efter gymnasiet.”

Se videofilmen»Krigen i Syrien« , som Rahima har hovedrollen i. Den er optaget ved Fuglsang Sø.

Kommentér via Facebook

kommentarer