12. marts 2004-oprøret var historisk vigtig. Det var første gang, at tusinder af kurdere åbenlyst gik imod regimet i Damaskus. Derudover var brede segmenter af det kurdiske samfund med i oprøret. Det var et folkeligt, ikke partipolitisk, oprør.

Af Deniz Serinci

Den 8. marts 2004 var en gruppe syriske kurdere på gaden og fejre kurdernes succes i nabolandet Irak. Der havde kurderne efter Saddam Husseins fald opnået en føderal status med udvidet selvstyre.

Fire dage senere, den 12. marts 2004, spillede et kurdisk fodboldhold mod et arabisk hold i byen Qamishlo. Det arabiske hold kom fra byen Deir ez-Zour i Østsyrien, der er kendt for sine sunniarabiske klaner, der sympatiserede med Saddam Hussein.

Kampen udviklede sig til uroligheder, da kurdere og arabere kom med tilråb til hinanden. De arabiske fans fremviste billeder af Saddam Hussein, den irakiske præsident, der havde giftgasset kurderne, og råbte skældsord mod de irakiske kurderledere Masssoud Barzani og Jalal Talabani. Kurdiske fans svarede igen ved at hylde USA’s præsident George W. Bush, som havde væltet Saddam Hussein i Irak, og råbte: ”Vi vil ofre vores liv for Bush” og ”Længe leve Kurdistan”.

En gruppe kurdere væltede senere statuer af Syriens tidligere præsident Hafez al-Assad i byen Amude. Det vakte ubehagelige minder hos Baath-regimet i Syrien, der huskede, hvorledes en anden Baath-diktator, Saddam Husseins statue var blevet væltet i nabolandet Irak et år tidligere.

De lokale syriske myndigheder gav sikkerhedsstyrkerne lov til at åbne ild. 47 døde, heriblandt syv arabere, mens resten var kurdere. Uroen udviklede sig til en spontan folkeopstand, der ikke var planlagt af de kurdiske partier og som blev kendt som den 12. marts-oprøret.

Arabere og kristne trak støtte tilbage

Kurdere startede store protestmarcher, hvor de råbte slagord mod regimet og krævede demokrati. Lokale arabere og kristne deltog også i kurdernes demonstrationer. Men efter at kurderne begyndte at hejse kurdiske flag, blev oprøret mere set som en ren kurdisk, separatistisk protest, og araberne og de kristne træk sig ud.

Den 16. marts 2004 underskrev en række ulovlige kurdiske og arabiske oppositionspartier en fælleserklæring om at stoppe volden. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch tilbageholdt de syriske sikkerhedsstyrkerne ”mere end 2.000 kurdere med mange indberetninger om tortur og mishandling af fanger.” Flere af fangerne blev senere løsladt. Den 25. marts var oprøret ebbet ud efter, at regeringen havde sendt militærforstærkninger, indført udgangsforbud og kurdiske partier havde opfordret til at dæmpe gemytterne.

12. marts-oprøret var historisk vigtig i syrisk Kurdistans historie. Det var første gang, at tusinder af kurdere åbenlyst gik imod regimet i Damaskus. Derudover var brede segmenter af det kurdiske samfund med i oprøret. Det var et folkeligt, ikke partipolitisk, oprør.

Kommentér via Facebook

kommentarer