“Man bliver rastløs og ked af det,” siger Azad Kamalifer. “Jeg håber, at folk vil sende de nødvendige ting derned.”

Iransk og irakisk Kurdistan ligger langt fra Danmark, men skrigene fra de mange døende, sårede og desperate mennesker fra det nylige jordskælv, når danske kurdere i Aalborg, København og resten af Danmark.

I Aalborg har to brødre mistet deres far i jordskælvet i Sarpoli Zahab i iransk Kurdistan. Derudover har andre mistet en søster og en bror under jordskælvet. Derfor har en gruppe kurdere i Aalborg taget initiativ til at hjælpe ofrene.

En af dem er Abdul Karim Mirwaysi. Han bor i Aalborg og har også fætre og kusiner i Sarpoli Zahab, der er omkommet under murbrokkerne.

Clipboard01”Alle har nogle slægtninge, der er blevet martyrer,” siger Abdul Karim og oplyser, at der er cirka 400 mennesker i Danmark fra Sarpoli Zahab.

Han appellerer til at give en hjælpende hånd.

”Masser af folk er nu udenfor, fordi deres hjem er ødelagt. De har brug for telte, dyner,” siger Abdul Karim. ”Vi håber, at den iranske regering vil tillade NGO’ere at komme ind og hjælpe.”

Samme håb udtrykker Amir Palani Jaf, også fra Aalborg.

”Frivillige personer sender nu hjælp til ofrene, der har fået ødelagt deres huse og nu må sove ude i kulden,” oplyser Amir, der er far til to sønner og tre døtre.

”Vi ønsker at støtte jordskælvsofrene humanitært, for de har intet tilbage nu. De har mistet alt.”

32-årige Azad Kamalifer kom til Danmark fra Sarpoli Zahab for 10 år siden. Nu studerer han til bygningsingeniør i København.

Han har to brødre i Sarpoli Zahab.

“Jeg skyndte mig at ringe derned og heldigvis var de ikke kommet til skade,” siger Azad. “Til gengæld er fire slægtninge fra min fars side omkommet.”

”Man bliver rastløs og ked af det og føler, at man ikke kan gøre noget,” siger han og kommer med en appel.

“Jeg håber, at folk herhjemme vil sende de nødvendige ting derned, som der er brug for nu.”

Ifølge de officielle tal har 474 personer mistet livet under jordskælvet i iransk og irakisk Kurdistan, der målte 7,3 på Richterskalaen. Ud af dem skulle de 436 personer bo i Iran; 317 i Sarpoli Zahab, 23 i Islamabad, 14 i Krênd, 28 i Qasri Shirin, 3 i Juanro og 15 i Bawajan. Derudover er 9.388 personer kommet til skade under jordskælvet.

Ifølge guvernoratet i Kermanshah er 31.000 huse blevet beskadiget og 16.000 huse er fuldstændig ødelagte.

Her kan du læse, hvordan du kan støtte jordskælvsofrene.

Kommentér via Facebook

kommentarer