11.000 HDP’ere anholdt

750 af de 11.000 er lokalansvarlige for HDP.

Myndighederne i Tyrkiet har arresteret cirka 11.000 medlemmer af det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) i de sidste to år.

Det siger HDPs talsmand, parlamentarikeren Ayhan Bilgen. Han oplyser, at de 750 af de 11.000 er lokalansvarlige for HDP.

“Vi udsættes for alle mulige former for undertrykkelse. Men uanset, hvad de gør, vil dette parti overvinde disse vanskelige dage. Vores folk har været igennem meget hårdere ting. Så vores folk vil hverken være bange, bøje sig eller opgive,” siger Bilgen

I november sidste år blev medlederne af HDP, Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ samt øvrige HDP-parlamentarikere anholdt.

HDP’erne beskyldes af de tyrkiske myndigheder for at støtte Kurdistans Arbejderparti (PKK), der i Tyrkiet og EU betragtes for at være terrorister. HDP benægter selv at have med PKK at gøre.

Selahattin Demirtaş, den fængslede medleder af HDP, sagde under et retsmøde i januar i år.

“Jeg er ikke PKK’s manager, medlem, talsmand eller sympatisør. Jeg er medformand for HDP,” sagde Demirtaş.

Internationale eksperter vurderer, at HDP er meget tæt på PKK. Det illustreres blandt andet af, at partiet aldrig fordømmer PKK, dets medlemmer ofte deltager til PKK-guerillaers begravelser og at der ved partimøder næsten altid er kæmpe PKK-flag.

Kommentér via Facebook

kommentarer

By |2017-11-16T14:58:22+00:00november 16th, 2017|Kurdistan/Verden, NYHEDER|