Cirka hver femte IS’er fra Danmark er kurder, ifølge tal fra Jiyan.dk, Politiken og Weekendavisen. “De er en skændsel. De kæmper med IS, som angriber deres eget land og voldtager kurdiske kvinder,” siger dansk-kurdisk aktivist.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Da jeg tjekkede Facebook den 2. oktober 2014, var meget af min Newsfeed præget af Kobanê. Den kurdiske by, som Islamisk Stat (IS) havde indtaget få uger inden. De fleste kurdere på Facebook holdt med de kurdiske krigere i Folkets Forsvarsenheder (YPG), som nægtede at overlade byen til de sortklædte jihadister. Undtagen én.

I en lejlighed i Brøndby sad den 22-årige kurdiske kvinde ”Umm Talhah” og opfordrede muslimske ”brødre” til at drage til IS og kæmpe mod kurderne dernede.

Clipboard01”Til mine brødre,” startede ”Umm Talhah”, der stammer fra Kuşça (Hacilaro) i Konya i Tyrkiet. ”Hvordan har I det når I sidder tilbage i Danmark? Velvidende om, at jeres Ummah (islamiske trossamfund, red.) brænder? Tænk hvis din kone, datter, søster eller mor blev voldtaget af de usle kufaar (vantro, red.) Det velsignet ord, som ikke alle får æren af, at træde på…Hvad vil din undskyldning være på Dommedagen?”

Ifølge politikilder i Tyrkiet er ”Umm Talhah” nu hos IS i Syrien.

Hun er langt fra den eneste kurder, der støtter IS. Ifølge Politiken, Weekendavisen (27/1-’17) og Jiyan.dk er op til hver femte IS-kriger fra Danmark kurder.

Faktisk finder jeg en ny dansk kurder i IS hver uge!

Omkring 20-25 danske kurdere har siden 2013 tilsluttet sig IS i Syrien og Irak, hvoraf langt de fleste er fra Konya i Tyrkiet. Derudover kender jeg til en-to fra Grenaa, der stammer fra Kermanshah i iransk Kurdistan. Den ene formodes dræbt i Syrien. Endvidere er der mindst to-tre irakiske kurdere. Det er ud af de 145 personer fra Danmark, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er taget ned til Irak og Syrien for at deltage i kamphandlinger.

Den højest placerede dansker nogensinde i IS, Rawand Taher, var kurder fra Hewlêr i Irakisk Kurdistan.

Den 7. december 2015 blev Taher dræbt i et amerikansk droneangreb mod IS-højborgen byen Raqqa, mens den danske statsborger kørte i en BMW på en af de centrale veje i byen sammen med et højtstående medlem af IS.

Rawand Tahers blå bog

Rawand Tahers blå bog

Den dansk-kurdiske IS-kriger var ifølge aktivistgruppen Raqqa is being slaughtered silently (RBBS), der rapporter fra IS’ hovedby Raqqa i Syrien, nummer 5 ud af de 13 vigtigste IS-ledere. Derudover var Rawand, ifølge RBBS, med i IS’ særlige efterretningstjeneste for eksterne anliggender, Amn al-Kharji.

Den 22. juni 2016 faldt der dom ved retten i Glostrup dom mod den første danske syrienkriger. 24-årige Enes Ciftci blev kendt skyldig i at have ladet sig hverve til IS i sommeren 2013. Jeg var i retten og følge hans sag. Udenfor retten var hans familie mødt op. Indbyrdes talte de på kurdisk. Også de er kurdere fra Tyrkiet.

Flere kurdiske kvinder er forsvundet fra Danmark siden 2013. Det oplyser Katina Rasmussen, forkvinde for Amal Hayat – en organisation, der har haft flere sager om familier i forbindelse med radikalisering af deres børn, der ofte har haft tilknytning til IS.

En anonym kilde fortæller Weekendavisen, at det drejer sig om seks kurdiske kvinder, der har forladt Danmark for at tilslutte sig IS. Jeg kender til tre af disse kvinder; Nemlig søstrene Leyla og Hazal ”Ballê” Olgun, der stammer fra Kuşça (Hacilaro). Derudover er der 23-årige Y.K. fra Kelhasan i Konya, Tyrkiet. Hun er gift med den 25-årige Ö.K., der nu er i Raqqa for IS. Ö.K.’s fætter S.K. var også i kalifatet, blev taget til fange og udleveret til Tyrkiet, hvor han nu er i fængsel. Ö.K. og S.K. stammer begge fra Kütükuşağı (Kutuga) i Konya.

Den 21. september 2016 bliver 25-årige Abu Ubaydillah ved Københavns Byret fundet skyldig i terrorbilligelse, efter at han havde ytret sig om angreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo 7. januar 2015. Han blev idømt betinget udvisning og en tillægsstraf på tre måneders ubetinget fængsel.

Ubaydillah er talsmand for Kaldet til Islam, hvorfra mange IS-krigere er blevet rekrutteret. Den samme mand har tidligere truet formanden for Dansk Syrisk Venskabsforening, Mohammed Mahfoud med ordene: ‘Du er vantro, du skal halshugges’ og ‘Jeg skal fjerne dit hoved. Også Ubaydillah er kurder, fra Silêmanî i irakisk Kurdistan.

Abu Ubaydillah med IS-flag

Abu Ubaydillah med IS-flag

Visse kurdere i Mellemøsten har også tilsluttet sig IS

De danske kurderes tilstedeværelse hos IS kan vække undren, når nu kurdere er kendt for at udgøre en af de mest effektive styrker imod netop IS. Men da Fariq Rashid Kestay, der er ansvarlig for de kurdiske Peshmerga-styrker i byen Shingal i irakisk Kurdistan, hvor han fører krig mod IS, møder mig og konfronteres med det store antal danske kurdere i IS, undrer han sig ikke.

”Vi møder det også her,” siger Kestay. ”Mine styrker opfanger sommetider radiomeddelelser fra IS, hvor terroristerne taler indbyrdes på kurdisk.”

Ifølge Kestay er der en hel kurdisk bataljon i IS, ved navn Salahaddin Eyyubi-bataljonen. Den er opkaldt efter historiens formentlig mest kendte kurder og islamiske ikoner, Saladdin, der fordrev Richard Løvehjerte og korsfarerne fra Jerusalem ved slaget om Hattin i 1187.

Ifølge Mariwan Naqshbandi fra det irakisk-kurdiske selvstyre KRG’s Ministerium for Religiøse Affærer, tilsluttede 500 kurdiske unge mellem 13 og 25 år fra Irak sig IS imellem 2013 og 2014. 600 er kurdere Iran og 800 kurdere fra Tyrkiet. Hans tal er formentligt underdrevne, da ministeriet kun dækker de byer, som er under KRG’s kontrol og ikke andre byer med kurdiske befolkningsgrupper – såsom Kirkuk, Shingal, Khanaqin. Derudover foreligger ikke statistik over syriske kurdere, der også har tilsluttet sig IS.

I går blev en af IS ansvarlige i det aktuelle slag om millionbyen Mosul i Irak dræbt. Han var kurder, hed Qidar Aqrawi, også kendt som Abu Salman al-Kurdi.

En af IS’ topkommandanter under slaget om Kobanê i efteråret 2014, var også kurder, Abu Khattab al-Kurdi.

En anden kendt person, var den 25-årige fodboldmålmand, kurdiske Kiwan Mohammed, der meldte sig under IS’ faner, tog til Kobanê i 2014, og blev dræbt der.

Flere muslimske kurdere hjalp ligeledes i august 2014 IS med at begå det, FN senere har kaldt et decideret folkemord, i byen Shingal, hvis befolkning primært er kurdiske ezidier, og som IS betragter som hedninge.

IS vidste præcist hvilke huse, de skulle gå efter. Under et besøg i byen, så jeg således, at husene var markeret med ”ezidi” eller ”sunni” på væggene.

”Uden foregående informationer fra lokale kunne de ikke have vidst, hvor ezidierne boede præcist. Nogen kurdisk-muslimske og arabiske naboer angav ezidierne,” siger Vian Dakhil, medlem af Iraks parlament.

De to søstre, Maryam og Lana Mourad, på henholdsvis 21 og 20 år, var sexslaver hos IS i ni måneder. De siger, at lokale kurdiske muslimer spærrede området, så de ikke kunne flygte fra IS.

”Jeg havde ikke set det komme, fra vores egen nabo, som jeg stolede på og betragtede som vores egne brødre og søskende. Vi levede jo side om side,” siger Lana.

oversigtKurdere i Danmark chokerede

I de tre år, verden har talt meget om IS, ser jeg jævnligt kurdere på sociale medier, som Facebook, i stærke vendinger kritisere de etniske fæller, der tilslutter sig IS.

Ord som ”landsforrædere”, ”vi skammer os over jer” er meget almindelige.

Kamill Hamawand er kurdisk politisk aktivist i Danmark med stort kendskab til foreningsmiljøet. Han siger, at mange kurdere i Danmark er chokerede over, at andre kurdere kan kæmpe med IS.

”De er en skændsel og hjernevaskede,” siger Hamawand. ”De kæmper med IS, som angriber deres eget land og voldtager kurdiske kvinder.”

Kommentér via Facebook

kommentarer