Vian Dakhil, ezidi og medlem af irakisk parlament, har altid to bevæbnede sikkerhedsvagter med sig og kører i en pansret bil. Men trods trusler fra IS, fortsætter hun sin kamp. Læs vores interview med hende.

Af Deniz Serinci

DS: Du har flere gange fortalt, at du får dødstrusler fra formodede Islamisk Stat (IS) folk for dit arbejde med at støtte tilfangetagne ezidi-kvinder. Hvad siger de?

VD: De skriver: ”Vi vil dræbe dig, vi vil kidnappe dig”, og lignende.

Hvordan reagerer du?

Jeg foretager mig ikke noget. For de ringer eller sender sms med numre, som ikke er tilgængelige. Nogen er i Mosul eller i Raqqa, Tel Afar. Vores politi kontrollerer ikke disse områder.

Hvorfor fortsætte denne kamp – du får jo dødstrusler?

Jeg fortsætter, for det her er mit folk. Hvis jeg stopper, vil dette folk miste en stemme. Mit liv er intet værd, hvis jeg ikke kan fortælle verden, hvad der sker imod ezidierne.

Men det må da skræmme dig?

Det gør det. Men her og nu handler det ikke om mig, men om, hvordan jeg kan hjælpe de tusinder af tilfangetagne ezidi-kvinder ud af IS.

Har du nok sikkerhed?

Jeg har sikkerhed. Men hvis du ser på IS’ sikkerhed og så min sikkerhed, så er det ikke ligestillet. Min sikkerhed er meget mindre.

Hvad følte du 3. august 2014, da IS indtog Shingal?

Jeg kunne i starten ikke tro det. De dræbte mændene, separerede kvinder fra børn, kidnappede kvinderne, folket flygtede til bjerget uden vand og mad. Nogle børn og ældre mænd kvinder døde af dehydrering. Det var et chok for mig.

Nu forsøger du at hjælpe tilfangetagne kvinder?

Ja. Jeg har slægtninge i fangenskab hos IS. Folk ringer til mig, og siger, at jeg er som en storesøster eller mor for dem. Jeg ser dem som døtre.

Mange ezidier er stærkt kritiske overfor dit parti Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og peshmergas tilbagetrækning. Kan du forstå deres vrede?

Nej. Peshmerga kæmpede imod IS i flere timer, men der var en ubalance mellem peshmergas våben og IS’ våben dengang. IS havde amerikanskleverede våben fra beslaglagte irakiske militærbaser i Mosul, mens nogle peshmerga kun havde kalashnikov.

Hvor ser du ezidiernes fremtid?

Hvorvidt de har en fremtid i Irak står ikke klart. Der er mange ezidier, især de unge, der ønsker at tage udenlands, til Europa, Tyskland, for at starte et nyt liv. Shingal er fuldstændig ødelagt. Vi har brug for at genopbygge Shingal. Vi må genopbygge tillid mellem ezidierne og andre folk.

Hvad mener du med det?

Nogle kurdisk-muslimske naboer hjalp IS, da de indtog Shingal. Nogle arabisk-muslimske naboer gjorde det også. IS-folk kom udefra, som Raqqa, tjetjenere, Golflande, måske endda fra Danmark. Jeg tror ikke, de vidste noget om ezidierne. Men vores naboer hjalp IS med at angribe ezidierne og kidnappe deres kvinder.

vian-dakhil-5Hvad kan Vesten – og Danmark – gøre?

Tyskland har taget 1100 ezidi-kvinder og børn for at behandle dem. Det er en rigtig god ting, fordi de hjælper disse frie kvinder. Her i Irak eller Kurdistan har vi ikke noget specialiseret center for psykologisk terapi for kvinder eller vi har ikke speciallæger til at hjælpe disse kvinder. Vi har brug for flere sådanne projekter, fordi der er mange kvinder endnu.

Danmark kan også hjælpe med humanitær hjælp. Nogen tror måske, at problemet, der opstod 3. august 2014 er overstået. Nej! Nu har vi stadig ca. 3000 kvinder og børn fra 6 til 10 år i hænderne på IS. Børnene er også hjernevasket. Vi har stadig 400.000 ezidier som lever som flygtninge under slemme forhold i lejre. IS dræbte og kidnappede cirka 10.000 ezidier. Her og nu, skal vi bekæmpe IS militært med hjælp fra verden. Men IS er reaktion på sunni-shia problemet i Irak. På længere sigt må vi løse det problem.

Kommentér via Facebook

kommentarer