Bear Rizgar Salim og Frederik Ferslev producerer musik og er nu aktuel med deres debut EP. Interview med Bear.

Kan du fortælle hvornår i blev dannet og af hvem?

Vi blev dannet for ca. 5 måneder siden, men vi har beskæftiget os med musik i længere tid, især Uld, Kamel, Frederik har brugt mange år på det som sangskriver. Vi dannede Uld, Kamel & BEAR, fordi vi har kæmpe ambitioner hver for sig og sammen, både som musikere, iværksættere, forretningsmænd og bidragere til den kulturelle debat. Og vi var de eneste på samme intellektniveau så det var kun naturligt at vi fandt sammen om dette projekt.

Hvad har I lavet på det sidste?

Vi har ikke optrådt live endnu, men det kommer snart. Vi har brugt tid med en talentfuld fotograf, Jeppe Tang, på at lave musikvideoer, som kommer ud her de næste 3 dage og at skrive nye sange til de næste udgivelser, som kommer snart.

Hvad inspirerede jer til at kaste jer ud i musikken?

Vi begge har talent for musikken og brænder for det. Derudover er det en sjov og farverig branche, hvor der er kritik af politiske og kulturelle trends i Danmark. Vi søger at opnå en ny alternativ pop lyd på den danske musikscene, men også at nå igennem til medierne med vores kritik, livstil og syn på det danske samfund, såvel som international politik.

Du er kurder. Påvirker det din musik?

Vi bruger ikke som sådan instrumenter eller lyde, der er kurdiske. Men vores første sang “Drik Vin Som En Kurder” handler om mig, BEAR Kurderen, der drikker vin. Derudover refererer jeg til mig selv som kurder i andre sange. Senere hen vil vi helt klart bruge kurdiske instrumenter og sangere, for Frederik er også stor fan af lyden.

Hvad er jeres fremtidsvision?

Det går langt udover Danmarks grænser og strækker sig større, rigere og mere magtfuldt, end hvad der er tilladt i dette lille land.

Hvis vi skulle starte med Danmark…

Vi vil fortsætte med at spytte hits, singler, ep’er, albums m.m ud, indtil vi er et stort navn i Danmark. Med de penge vil vi skabe en virksomhed og et pladeselskab ved navn NatureWine Records, som skal fungere som en ny stemme på den danske musikscene såvel som i det danske iværksætter miljø. Vi vil udkonkurrere selskaber som Sony og Universal m.m. med et miljø der er nytænkende og nærværende, ambitiøst og visionært for både musikere, kunstnere og iværksættere.

Kommentér via Facebook

kommentarer