Den 10. og 24. august er der præsidentvalg i Tyrkiet. Læs Jiyan.dk’s interview med 21-årige jurastuderende Mazlum Dogan, medformand for Tysklands Forbund af Alevi Unge, del af AABK (Alevi Unionen i Europa).

Af Deniz B. Serinci

Jiyan.dk: I har som Alevi Ungdom i Tyskland mødtes med HDP’s præsidentkandidat Selahattin Demirtas. Hvad var mødets formål?

Mazlum Dogan: At skabe dialog mellem aleviernes repræsentanter og Herre Demirtas, hvilket lykkedes. Han fremførte sine synspunkter som præsidentkandidat og lyttede til os som Alevi-repræsentanter. Et par uger inden dette møde, havde Herre Kemal Kilicdaroglu, formand for Det Republikanske Folkeparti (CHP), besøgt vores hovedkvarter. Her ønskede han, at vi skulle støtte præsidentkandidaten Ekmeleddin Ihsanoglu, som er opstillet af CHP og Det Nationalistiske Aktionsparti (MHP). Vi afviste klart dette ønske fra Herre Kilicdaroglu.

Jiyan.dk: Hvordan gik mødet?

Mazlum Dogan: Vores tilgang til Herre Demirtas var anderledes – end til Kilicdaroglu – fordi han har en meget ærlig tilgang til aleviernes ønsker. Herre Demirtas er bevidst om, at alevierne spiller en vigtig rolle i demokratiseringen af Tyrkiet.

Jiyan.dk: Alevierne har gennem historien støttet CHP. Men nu støtter mange Demirtas – hvordan forklarer du det?

Mazlum Dogan: Alevierne er langsomt ved at indse, at CHPs politik overfor os indtil videre har været en ulempe for os. Før så vi CHP som eneste alternativ til islamisterne i Tyrkiet. Men nu er der en progressiv bevægelse i Tyrkiet og Kurdistan. Denne bevægelse støtter ikke kun alevierne, men alle etniske og religiøse mindretal, arbejdere, kvinder, osv. Herre Demirtas repræsenterer dette alternativs kandidat.

Jiyan.dk: Hvad kræver I som alevier?

Mazlum Dogan: At Departementet for Religiøse Anliggende (Diyanet) i Tyrkiet skal opløses. De har indtil nu kun betjent Sunni-muslimer og prøvet at assimilere os alevier. Vores bedesteder, Cem, bør få officiel status som bedested. Obligatorisk religionsundervisning bør også afskaffes, da det også er forsøg på at assimilere os. Morderne bag branden i Sivas i 1993, som slog 35 af vores kære ihjel, bør findes og retsforfølges. Gerningsstedet, Madimak Hotel, bør omdannes til et Skammens Museum. Statens arkiver i forbindelse med massakren i Dêrsim i 1937-38 må åbnes. Dêrsim-lederen Seyid Riza’s gravsted må offentliggøres. Hvis ikke Tyrkiet ser denne mørke fortid i øjnene, vil dets fremtid blive endnu mere mørk.

Kommentér via Facebook

kommentarer