Fodboldklubben Dersim Sport vandt i går fodboldturneringen i Odense. “Selvom vi i starten var nervøse, fandt vi efterhånden vores rytme og kørte derudad. Det var helt fantastisk,” fortæller Haydar Aydin.

Af Deniz Berxwedan Serinci
Fotos: Dogan Yilmaz 

Dersim Sport, som består af omkring 30 mænd og drenge i alderen 10 til 48 år, der spiller fodbold hver søndag, løb i går af med førstepladsen i turneringen mod 11 andre hold.

Ud af de i alt 12 hold, som deltog, var de tre nydanske, heriblandt Dersim Sport, til turneringen som fandt sted ved B67 på Carlsen-Skiødts Vej.

Trods det kedelige vejr, var en håndfuld tilskuere og tilhængere mødt op for at bakke op om drengene og mændene fra Dersim Sport.

”Det regnede og det var koldt, men den varme, glæde og utrolig gode stemning, som fodbold gav os, gjorde at vi stadig var der for hinanden,” siger pædagogen Haydar Aydin, som i 2011 stiftede fodboldholdet.

Da de startede med at tilmelde sig turneringen, var alle rigtig spændt og glædede sig til at deltage og vise deres evner overfor hinanden.

”Da vi først kom derover til B67 var stemningen helt oppe i toppen. Selvom vi i starten var nervøse og havde sommerfugle i maven, fandt vi efterhånden vores rytme og kørte derudad. Det var helt fantastisk,” lyder det fra Haydar.

Han fortæller samtidig, at det gav holdet god motivation at deltage i sådan en turnering. Noget, der vil komme mere af i fremtiden, bedyrer Haydar.

”Så kan vi vise meget mere og det kunne jeg mærke på alle, at de var klare til.”

Oprindeligt bestod Dersim Sport udelukkende af indvandrere fra Dersim-provinsen i Sydøsttyrkiet. Senere sluttede andre sig til, så fodboldholdet i dag også består af folk fra andre byer og etniciteter.

Dersim Sport arrangerer også sociale aktiviteter, såsom grill, sammenkomster, osv.

Kommentér via Facebook

kommentarer