Enhver tilhænger af det frie ord må måbe og gyse når man læser pressemeddelelsen begået af justitsminister Morten Bødskov og kulturminister Uffe Elbæk i forlængelse af byrettens besynderlige dom over ROJ TV.
Af Ulrik S. Kohl
Kilde: Modkraft
Københavns Byret har idømt tv-stationen en bøde og samtidigt erkendt, at domstolen ikke har ret til at berøve ROJ TV sin sendetilladelse. Radio- og TV-Nævnet har ligeledes tre (3) gange besluttet, at der ikke er nogen gyldig grund til at forhindre ROJ TV i frit at sende tv.
Men så ramte en politisk hjerneblødning justitsminister Morten Bødskov og kulturminister Uffe Elbæk. De to ministre vil nu se på om Danmark skal lave nye indgreb i de almindelige frihedsrettigheder, så stikket alligevel kan blive trukket på ROJ TV.
»Hvis der er et hul i lovgivningen, skal det naturligvis lukkes«, skriver de to ministre frejdigt. Hul i lovgivningen? Nej! Snarere hul i hovedet.
ROJ TV har fået byrettens ord for »ensidig og ukritisk« at have viderebragt budskaber fra PKK, Kurdistans Arbejderparti. Altså, at ROJ TV er en form for politisk propagandacentral.
De to ministre har øjensynligt overset, at propagandacentraler er tilladte i lande med en fri presse. Propagandacentraler er nærmest uundværlige for den frie presse, for det ligger i kortene, at den enes propagandacentral er den andens folkeoplysning.
»Man indfører censur, fordi der ellers sker misbrug af friheden, men det skal der osse. Frihed til at være artig er ikke frihed, det er dressur.« Sådan skrev den kulturradikale tænker Poul Henningsen i 1930’erne, hvor den samme farlige tankegang spøgte på regeringskontorer.
Den røde regerings venner gør i dag klogt i at minde makkerparret Bødskov og Elbæk om, at deres idé om mere dressur af ytringsfriheden er pinlig og helt uacceptabel.
I den forbindelse spiller den tyrkisk-kurdiske konflikt ingen rolle. Det er ligegyldigt, om man er modstander eller tilhænger af PKK. Det handler i denne sag om, hvorvidt vi er tilhængere af en fri presse, eller om vi ønsker, at en regering – rød eller blå – skal udøve meningscensur.
Forsvaret for ROJ TV er et forsvar for meningsfrihed og for pressens ret til at bringe andet end magtens egne meninger.
De fremførte synspunkter står for afsenderens egne regning. Debatindlæg sendes til redaktion@jiyan.dk. Debatindlæg må ikke indholde injurierende eller racistiske kommentarer. Redaktionen vurderer dit indlæg og forbeholder sig ret til at forkorte det. Husk at sende et billede af dig selv sammen med indlægget.







