Alevierne må forene sig, så de bedre kan få deres krav igennem, mener dagens debattør Burhan Öztürk.
Ya Allah! Ya Muhammed! Ya Ali!
Jeg har tilbragt en weekend med dem, som vi har udstødt, gjort til den anden, skubbet væk og ignoreret, selv da de sad ved siden af os. Dem, der har mennesket som ”bederetning” (kıble), og hvis tilgang til omgivelserne er hjerteligt og venskabeligt. Ja, jeg taler om alevierne!
Der var lavet en film ”Saklı Hayatlar”, der handler om det, der er en del af os, men som vi ikke anerkender eller vil acceptere som værende en del af os. I filmen bor Yezid’er (alevi-hadere, red.) under samme tag som – ifølge os – vantro mennesker, der ikke kender til hverken halal eller haram. I ”Saklı Hayatlar” forelsker sunni-muslimen Murat sig i alevi-pigen Nergis. Murats Yezid-far vil ikke acceptere Nergis som svigerdatter, fordi hun er alevi. Omvendt ønsker Nergis’ mor heller ikke Murat som svigersøn på grund af det sünnierne har udsat hende for under massakren i familiens hjemby Çorum, hvor mange alevier blev dræbt af sunni-muslimske fundamentalister i 1980. Derpå måtte Nergis’ familie så flygte til Istanbul. Så dette er ikke en typisk tyrkisk film, hvor hovedpersonen bliver forelsket i naboens datter: Denne film handler derimod om to unge menneskers eksistenskamp på trods.
Som forventet endte filmen slet ikke godt. Jeg må indrømme, at jeg blev påvirket, mens jeg så filmen. Selvom jeg overfor mine sidemænd påstod, at jeg ikke græd, men ”blot havde fået noget i øjnene”, så kunne hverken jeg eller de øvrige biografgæster flygte fra filmens realiteter. Efter filmen var der en række kommentarer og spørgsmål til filmens instruktør Haluk Ünal, som med et stort og demokratisk sindelag besvarede spørgsmålene fra publikum i overværelse af den tyrkiske ambassadør, der også var inde og se filmen.
Dernæst kom ”Türkü gecesi”!
Forgæves ledte jeg i salen, jeg forventede ville være fyldt til bristepunktet, efter et publikum, jeg troede ville råbe ”Ya Allah! Ya Muhammed! Ya Ali!” men nej. Efter at have undersøgt sagen lidt nærmere, fandt jeg ud af en sørgelig realitet.
Jeg vidste det ikke, men i Danmark findes der en masse alevi-aktiviteter og organisationer, afhængige som uafhængige af hinanden.
Jeg tilbragte således min anden dag med gæstfrie, smilende og hjertevarme mennesker, der ikke vil såre andre mennesker og gør sig ekstra umage for netop ikke at såre nogen.
Men det er sørgeligt! For hvordan kan det være, at de alevier, som indtil for nyligt blev barbarisk dræbt i Dêrsim, Maraş, Çorum, Malatya (hvor militante islamister massakrerede hundredvis af alevier i 1970’erne og 80’erne, red.), hvis gravide kvinders ufødte børn blev dræbt, og hvis aleviernes døre blev markeret med et kryds (som i Nazi-Tyskland, så islamisterne kunne finde frem til og dræbe dem, red.) ikke i fællesskab kan finde en løsning på deres problemer, men er og kan være opsplittede i så mange grupper? Al den lidelse og undertrykkelse, der er blevet påført alevierne i Tyrkiet, er ikke overgået andre. Og dette har haft den konsekvens, at de ikke har formået at skabe en fælles ramme for deres tro og livsfilosofi.
Det må ikke glemmes! Selv helvede er – som retfærdighed – et produkt af kærligheden. Har kurderne ikke også lidt under det i årevis? Kurderne har lidt under den slags. Har tusinder af kurdere ikke hinanden ihjel i krigen mellem Barzanî og Talabanî (ledere af kurderne i Irak, red.)? Vi fjerner selv autoriteterne og baner derved vej for religiøse sekter (cemaat) som Fethullah Gülen. Nu må vi tage os sammen. Alevierne, der trods deres store population ikke kan få deres bedesteder officielt godkendt, er nødt til at forene sig. Vi må ikke skabe et tomrum, så sekterne overtager pladsen.
Hvis du er en religion, hvis bederetning er mennesket, så forskelsbehandl mig ikke, for så kan jeg også kan gøre dig til min bederetning.
”Herşeyin sonunu uzun uzun düşünen ve bir türlü karar veremeyenlerden, şecaat ve cesaret namına hiçbir şey beklenemez,” som aleviernes Imam Ali sagde.
Oversat til dansk: ”Forvent ikke mod eller styrke af dem, der tænker længe over alt og bare ikke kan beslutte sig.”
De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.
