At være eller ikke at være

Som halv dansker, halv kurder bliver man mødt med mange fordomme og forventninger. Dilan Genc, der har en dansk mor og kurdisk far, fortæller her om sine oplevelser.

Af Dilan Genc

Med en dansk mor, og en kurdisk far, kan det være rimelig forvirrende engang imellem, når man bliver spurgt om, hvad man ‘føler sig’ mest? “Øhmmm” -plejer mit svar at starte og ende med. Jeg plejer altid at føle mig lidt ‘stødt’ ved dette spørgsmål, sjovt nok. Det er jo egentlig et ret frækt spørgsmål. For vedkommende skal jo sikkert lige sikre sig, at man er ‘på samme side’ (sådan føler jeg det i hvert fald).

Og hvordan skal man svare? “Jeg føler mig dansk” svarede jeg da jeg var mindre til en dansklærer, fordi jeg ikke ville blive mødt med fordomme, og fordi jeg følte at hvis jeg svarede andet, ville hun måske se på mig med andre øjne. Det var den første gang jeg blev konfronteret med dette spørgsmål, og jeg følte mig ærlig talt lidt som en forræder.

Når jeg var til Newroz (kurdisk nytårsfest), kurdiske bryllupper eller demonstrationer svarede jeg altid uden at blinke; “kurder”. Men så følte jeg, at jeg måske ikke elskede min mor nok, siden at jeg kunne sige sådan. På trods af, at min mor altid har støttet op om vores kurdiske identitet og sang med når min søster, bror og jeg sang “canê canê canê, were meydanê” imens min far spillede på strengeinstrumentet saz, så følte jeg mig splittet i den hensigt. Jeg følte mig lidt som en racist, når jeg kun svarede enten det ene eller det andet, og det værste var, at når jeg svarede “begge dele”, var personen der stillede spørgsmålet overhovedet ikke tilfreds; “Jamen du må da føle dig lidt mere det ene eller det andet jo..?” -Og jeg svarede blankt: “Øhhh”.

Det gjorde ikke tingene meget bedre af, at jeg opvoksede i Ishøj aka lille Istanbul (hey, jeg er selv fra Ishøj). Der er man hver eneste dag konfronteret med forskellige nationaliteter, kulturer og dufte i opgangen. Det kan være en berigende erfaring (især når man bliver inviteret indenfor hos de pakistanske naboer til aftensmad, lækkert!) men det kan også være en hård kamp om status og accept. For mit vedkommende var det ikke let, sådan ikke rigtig ‘at høre til’ i den ene klike, eller den anden. En ting der afspejler ikke kun hvordan andre opfattede mig, men også hvordan jeg selv følte mig lidt, var da vores dansklærer Helle foreslog at vi alle navngav hinanden med navnet på en frugt. Den seje i klassen fik ‘chilli’, hende den søde fik ‘jordbær’ og Mark fik ‘kartoffel’. Da det blev min tur, gik der længe før nogen sagde noget, indtil Mark pludselig sagde højlydt: “Nu har jeg det! En frugtsalat!”. (En frugtsalat? Han kunne også bare have sagt en kartoffel-döner istedet. Pinligt)

Det ikke nogen hemmelighed, at jeg følte mig lidt af en ‘outsider’ dengang i folkeskolen. Jeg havde selvfølgelig venner/veninder, men jeg blev altid set på som mere dansk, end kurder, fordi jeg ikke kunne tale kurdisk. Jeg følte at hvis jeg ovenikøbet var god til dansk eller retskrivning, gjorde det bare tingene værre. Der var en tid hvor jeg ønskede jeg havde brune øjne og mørkt hår, for så kunne det være jeg blev mere accepteret. -Så jeg begyndte at tale ‘perkersprog’ (jeg sværger jeg gjorde). Det var heller ikke løsningen, for det gjorde mig bare til en ‘wannabe’. Det var lidt som en ond cirkel: ligemeget hvad jeg gjorde, så var jeg Dilan Katrine. Jeg gik med Fila(No Fear -de dér onde øjne fik mig til at føle mig lidt sejere), købte Adidas bukser og lærte at sige nogle småord på tyrkisk og kurdisk da jeg gik til tyrkiskundervisning om eftermiddagen. Det ændrede ikke rigtig på andet end mit klædeskab.

Jeg begyndte at fordybe mig i bøger. Det var lidt lettere at læse om andres problemer. Jeg husker at den bedste bog jeg læste dengang, var; ‘Min Krop Min Fjende’ der omhandlede en pige som nær var død af anoreksi, og hendes kamp imod sit indre ‘jeg’. Lidt makabert måske for en 11-årig, men jeg syntes at jeg forstod hende lidt. Derudover forekom det mig lidt mærkeligt, at skolepsykologen lå lige ved siden af biblioteket. Forestillede mig at der hang et skilt med overskriften; “Lige meget hvor meget I læser og studerer, ender I alle sammen hos mig, små indvandrer-unger”.

Det var dejligt at komme op og besøge min (danske) familie oppe i Nordsjælland engang imellem. Min mormor og jeg havde altid haft et tæt bånd til hinanden. Hende kunne jeg fortælle hemmeligheder, og jeg vidste at det ikke gik videre! Og så var det dejligt at høre til. Min kusine Sarah kom engang imellem og sov hos mig i Ishøj, og jeg hos hende i Helsinge. Det var lidt som en slags “udveksling” imellem to verdener. Anderledes følte jeg mig aldrig når jeg var hos min familie, og jeg blev da heller aldrig spurgt om hvad jeg følte mig mest.

Der var dog en betryggende følelse ved at vende hjem igen til Ishøj, og køre forbi Bilkabroen hvor et par mødre havde fyldt deres Bilkavogne op med mel og toiletpapir.

Det var først i slutningen af puberteten, at min danske, såvel som min kurdiske ‘side’ begyndte at blive gode venner. Jeg var i Tyrkiet og besøge min farmor og familie, og jeg kan huske at hun fortalte mig en del om kurdernes historie. Min far havde også altid fortalt mig historier om kurdernes oprindelse. Han var selv politisk flygtning fra Tyrkiet og jeg kunne høre der var mere i hans stemme, når han snakkede om kurderne. Men for det meste fortalte han sjove vittigheder om den kurdiske sheik der altid sad forkert på æslet, og selv mente æslet vendte forkert. -Sådan havde jeg det også til tider; lige meget hvordan jeg opførte mig, gad det bare ikke at gå i min retning.

Min kusine Nuran, som jeg er jævnaldrende med, havde på det tidspunkt lært at tale virkelig godt engelsk. Så vi kunne nu kommunikere uden fægtning, tegnesprog og mærkelige miner. Nuran var god i skolen, og så var hun kurder (det er lidt som at være halv dansk i Danmark). Det var lidt flovt at tænke på, hvordan hun sled og slæbte for at få gode karakterer så hun kunne komme på universitetet, og jeg lavede med vilje et par stavefejl i retskrivningen for ikke at virke alt for ‘stræber’.

Noget jeg måske havde lagt mærke til, men ikke rigtig tænkt over, var at de fleste af mine kusiner og fætre havde blå øjne og lyst hår. Og hvad jeg herefter fandt ud af, var nok det bedste der kunne ske for min selvtillid og pludselig var der en mening med alting, -det kurdiske folk var jo egentlig et indo-europæisk folk. Det første jeg tænkte var; “Jamen så må vikingerne og kurderne jo egentlig på en måde være det samme folk?” (Altså hvis man tænker over at æg udtales på samme måde og har samme betydning på kurdisk, kan man jo ikke rigtig være i tvivl mere. Kurderne og vikingerne havde bestemt hønsefarme sammen)

Det blev nemmere da jeg kom på gymnasiet. Her var der en helt anden atmosfære. Man lagde vægt på nogle helt andre ting, og jeg mærkede at jeg selv begyndte at lægge vægt på andet end det, der havde optaget mit hoved det meste af puberteten; dansker eller kurder?. Da jeg fordybede mig i historie og hvordan kulturer og normer har udviklet sig i løbet af tiderne, gik det op for mig at kultur og herkomst ikke nødvendigvis er det samme. Man kan sagtens have en anden herkomst, end den kultur man udlever. Det er hvad man føler, og tror på der er vigtig.

På det sidste har jeg overvejet at få mit danske mellemnavn tilbage. Jeg slettede det fordi jeg ikke ville være alt for anderledes i Ishøj. Men det var dengang, da jeg var ung og forvirret og søgte en identitet. Den fase går vi alle vel igennem. Jeg hedder stadig Dilan til fornavn, og jeg ved hvad det betyder og jeg ved hvor navnet kommer fra. Men Katrine er der også, og hun bor og lever i Danmark. Jeg er ikke i tvivl længere omkring hvem jeg er, og jeg er glad for at kurderne og vikingerne på en måde er det samme (og selv hvis de nu ikke havde hønsefarme sammen, så synes jeg alligevel at halv dansk og halv kurdisk er hundrede gange bedre, end at være en hel nationalitet, men ikke stå ved den man er).

Men jeg synes stadig at det er lidt krænkende at blive spurgt: “Hvad føler du dig så mest?”.

De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.