Armensk folkemord: “Tyrkerne frygter for deres nationale ære”

Published: januar 21, 2012Tags: , , , , ,
Armensk folkemord: “Tyrkerne frygter for deres nationale ære”

Den armensk-tyrkiske journalist Hrant Dink blev dræbt for 5 år siden, fordi han talte om det Armenske Folkemord. Men hvorfor er det farligt at bevæge sig ind på det emne? Tyrkiet-ekspert Daniella Kuzmanovic kommer med sit bud.

Af Deniz Berxwedan Serinci

- Det er forbudt at betegne begivenhederne i 1915 som folkemord. Hrant Dink blev dræbt for det. Hvad skyldes den manglende tyrkiske indrømmelse af begivenhederne i 1915 som folkemord?

Mange tyrkere frygter at skulle give økonomisk erstatning til efterkommerne af ofrene for folkemordet. Men det er ikke et argument, der har særlig stor vægt eller betydning. De, der er imod anerkendelse, har brugt det som argument, gået ind og sagt hvad det kan medføre, at anerkende, nemlig at det kunne medfører kompensation for dette argument.

Men er det realistisk at give kompensation efter 95 år?
Det virker ikke særlig realistisk at give kompensation. Det er ikke afgørende for anerkendelse af folkemordet. Der vil uden tvivl komme forsøg på sagsanlæg men chancer for udbetaling af kompensation er ikke særlig fremtrædende, fordi folkemordet har fundet sted inden Tyrkiets oprettelse som stat. Det vil være vanskeligt at holde en nuværende stat, der ikke eksisterede dengang i 1915, ansvarlig.

Frygter Tyrkiet så at skulle miste territorium, hvis de anerkender folkemordet?
Man skal tage disse udtalelser som udtryk for, at de der ønsker, at Tyrkiet fortsat skal benægte folkemordet, spiller på de nationalistiske argumenter og tangenter og som også har en vis mobiliseringskraft i den tyrkiske befolkning og hvis noget har, så er det jo den tyrkiske integritet. Altså at Tyrkiets eksistens skulle være truet ved en anerkendelse. Men det er ikke et realistisk argument. Ingen, heller ikke udenfor Tyrkiet, ville gå med til at Armenien har et krav på de tyrkiske områder.

Hele fundamentet for den tyrkiske nation er at Tyrkiet som territorialt område skal forsvares og at det ikke kan tages for givet, men at man hele tiden skal sørge for at opretholde og forsvare sin territoriale integritet imod trusler udefra – og også indefra. De der er imod anerkendelse taler direkte ind i en fundamental forståelse af den tyrkiske nationalisme, som tyrkerne er opdraget med.

Modstanden mod anerkendelse stikker langt dybere end blot MHP, CHP. Langt de fleste tyrkere ved knap nok, hvad man taler om, når man siger det armenske folkemord, fordi det ikke er en historie, de er blevet fortalt. De er ikke blevet præsenteret for det i tyrkiske skolesystemer.

Tyrkiske børn lærer jo om de armenske massakrer begået på muslimer i Van, Varto osv. – hvilken betydning har det for benægtelsen?
Ja, de er ikke blevet præsenteret for anden historiefortælling end sig selv som ofre og som dem, det også gik udover. Der er en anerkendelse af et vist armensk tab, men som tyrkerne siger ”det var som led i krigen, og vi blev jo også slået”. Benægtelsen er ikke nødvendigvis politisk strategi, men også udtryk fro at de ikke kender andre historier. ”Hvad er det, jeg skal anerkende, som jeg ikke ved noget om?”

Men hvis økonomisk kompensation eller territorialt tab ikke er realistisk for Tyrkiets vedkommende, hvad holder dem da tilbage fra at undskylde eller anerkende – de mister jo ikke jord eller penge?
Truslen om en besudling af den nationale ære, altså at blive forbundet med et folkedrab er i sig selv nok. Det handler ikke om, hvad der i realiteten vil blive konsekvensen. Det handler, hvad der kunne blive – det er scenarierne, der er på spil i mobiliseringen af folks modstand mod anerkendelse. Folk i Tyrkiet er ikke i stand til at skabe rationelle forklaringer omkring, at der er økonomiske eller territoriale krav, men det bliver aldrig noget.

De alternative historiefortællinger om minoriteter i Tyrkiet – og hvad der er sket med dem – er blevet holdt nede, fordi der ikke er, har været plads til dem og de er blevet set som ytringer, der truer den tyrkiske nation. Den statslige elite har undertrykt alternative historiefortællinger, og de er først begyndt at komme frem de sidste 10-15 år. Det handler om politisk kontrol.


FacebookTwitterMySpaceHotmailPrintFriendlyYahoo MailGoogle GmailShare