SF ledelsen synes at ville prøve at placere ansvaret for tilbagegangen i seneste opinionsmåling på de interne protester mod SF s følgagtighed overfor DF i værdi og udlændingepolitikken. Men det er tværtimod store fejltagelser og fejlvurderinger fra SF toppen, som er årsag til og har ansvaret for tilbagegangen.
Af Henrik Herløv Lund
Selvom SF stadig holder skansen i forhold til tilslutningen ved folketingsvalget viser seneste meningsmåling en stor tilbagegang for SF på omkring 3 pct. i forhold til partiets hidtidige niveau i opinionsmålingerne igennem længere tid.
Tilbagegangen kommer ovenpå SF- ledelsens accept af indførelse af et pointsystem i forbindelse med familiesammenføring af udlændinge. Ifølge Ole Sohn kommer tilbagegangen pga. “intern uenighed og så blev den oven i købet udstillet offentligt”.
Hermed skydes ansvaret for tilbagegangen mere eller mindre direkte på protesterne fra SF s venstrefløj mod en SF tilslutning til et pointsystem.
Men analysen er forkert og ansvaret er tværtimod partiledelsens.
Partiledelsens fejlvurdering har ansvaret
Det er partiledelsens gennem lang tid førte halehængspolitik til DF, som har kostet SF stemmer.
Det er SF ledelsens første fejltagelse i denne sag, at den troede at vælgerne bare igen vil følge DF i nye udlændingestramninger – og så måtte SF gøre det samme, ræsonnerede man på bedste opportunistisk vis. En ganske kynisk tankegang, hvor Søvndal oven i købet beskyldte kritikerne i og udenfor partiet for kynisme og ligegyldighed overfor et regeringsskifte.
Men SF toppen tog fejl. For befolkningen viser sig at have fået nok af DF s tilsyneladende uendelige udlændingestramninger.
Og befolkningen synes simpelthen også det er for usympatisk at staten skal blande sig i, hvem danske statsborgere må gifte sig med af udlændinge, hvis de vil leve i Danmark.
SF-toppens anden store fejlvurdering
Den anden store fejltagelse fra SF toppen var at man ignorerede protester fra SF s eget bagland. Man troede, at baglandet ville følge partiledelsen uanset højredrejninger, for “hvor sku de ellers gå hen”?
Nu viser det sig, at der en grænse for, hvor langt de gamle progressive kræfter i SF vil sælge ud.
Stort nederlag for SFU
Udover at være et stort nederlag for partitoppens halehængspolitik til DF, markerer udviklingen også et stort nederlag for SF s landsledelse, hvor et stort flertal uden at blinke blåstemplede partiledelsens principielle accept af et pointsystem.
Og det er i SF også et stort nederlag for partiets højrefløj i og omkring SFU, der som sædvanlig støttede partiledelsen højredrejning og følgagtighed overfor DF også i denne sag.
En højrefløj, som har forsøgt at ophøje den oprindeligt taktiske tilnærmelse til DF til et slet og ret et nyt princip for SF om at kunne se de samme problemer, som har skabt DF, og være” i øjenhøjde med vælgerne”.
SFs kernevælgere og bagland har nu vendt tommefingeren ned for SFU – højrefløjens principløshed.
Forskel på pointsystemer
Men er der ikke forskel på VKO s og så S+SF s pointsystemer? Jo, der er – heldigvis – konkret forskel på de to pointsystemer. S+SF systemet er mindre vidtgående og derfor selvfølgelig at foretrække af to onder.
MEN: Det som uanset den konkrete udformning må anholdes hos S+SF er den principielle accept af, at staten ud fra diverse kriterier skal bestemme hvilke udlændinge danske statsborgere kan gifte sig med, hvis de skal leve i Danmark?
Det er grundlæggende et indgreb i den personlige frihed – også fra S + SF side, hvilket ikke kan accepteres.
Sejr for personlig frihed
Tilbagegangen ved den seneste opinionsmåling for SF (og for S) er dermed en sejr for den personlige frihed ligesom tilbagegangen for VKO, også for DF selv, er det.
Den markerer, at mange danskere er imod den diskrimination, forskelsbehandling og undertrykkelse af den personlige frihed, som et pointsystem indebærer.
Sagen bør også rejse en tiltrængt diskussion i oppositionen – herunder ikke mindst i S + SF. Søvndals begrundelse for at accept af et pointsystem var jo, at det var nødvendigt at følge DF for at vinde valget og dermed få et regeringsskifte.
Men dermed blev selve politikken underordnet magtspørgsmålet.
Det er en farlig prioritering: For det kan godt være at SF og S hermed fastholder nogle centrums vælgere, men til gengæld risikerer man tydeligvis at støde egne kernevælgere fra sig. Og i denne sag gik en del af de protesterende S+SF vælgere tydeligvis til Det Radikale Venstre.
Hvilket desværre ikke blot er en tilslutning til en progressiv værdi og udlændingepolitik, men også af RV vil blive brugt som opbakning til en stærkt højredrejet kurs i den økonomiske politik og velfærdspolitikken. Ikke lige den del af oppositionen, som der er brug for at styrke.
Det viser sig således, at kampen for en progressiv værdipolitik og kampen for velfærd hænger sammen – og ikke kan adskilles – således som S og SF fejlagtigt har forsøgt.
